Helt ærligt – vi havde afskrevet den. Apples iPad Mini. Vi troede trenden imod større og større skærme på alt havde dræbt den lille Mini, men rygterne i forbindelse med den linde strøm af hardwareopdateringer der dukkede op for et par uger siden talte om en Mini. Og så kom den. Nu har jeg fået den til test. Og helt ærligt, så er jeg en lille smule forelsket, for jeg havde helt glemt hvor fin en lille tablet kan være.
Ny vin i gammel indpakning Tilbage i 2012 kom den første iPad Mini, og siden da har den lille Mini faktisk ikke ændret udseende.
iPad Mini ligner sig selv Der er stadig relativt store kanter rundt om skærmen, og i bunden er den ikoniske startknap, der dog i mellemtiden har fået TouchID så man kan låse iPad op via fingeraftryk. Skærmen er også blevet højere opløsning med indførelsen af det, Apple kalder et Retina Display – altså en skærm med en opløsning så høj, at man ikke kan skelne enkelte pixler fra hinanden. I den nye udgave er der heller ikke pillet ved designet, selv om Minien er blevet opgraderet på mange måder – men altså “kun” indvendigt. Personligt havde jeg gerne set en opdatering af det ydre også med lidt mindre kanter og eventuelt FaceID i stedet for TouchID – men der skal jo på den anden side være forskel på den lille Mini til privatbrug og den store – og vanvittigt dyre Pro model.
Hurtigere end nogensinde Den lille Mini i 4. generation var egentlig en hurtig lille maskine som de fleste ville være godt tilfredse med. Men efter fire år uden opdateringer begyndte den alligevel at se lidt bedaget ud, og sammenligner man med de nyeste iOS enheder er der en verden til forskel på ydelsen på den gamle iPad Mini og eksempelvis den nye iPhone eller en af de nye iPads. Men med den nye iPad Mini kommer Minien igen op i en kategori, hvor det kan betales at investere i den mindste iPad. I min måling når den lille iPad 4812 i singlecore målingen i Geekbench og 11502 i multicore. Sammenligner jeg med mine tal fra den nye iPad Pro ligger de på henholdsvis 5032 og 18042. Det kan selvfølgelig lyde som en del – men i praksis er der faktisk ikke ret meget forskel at føle i hverdagen. Jeg har startet apps på de to tablets og – overraskende nok – klarer den lille iPad sig faktisk bedre når det kommer til at åbne programmer. Der skal selvfølgelig tages hensyn til en hel bunke forskellige parametre der kan påvirke den lille “test”, men i hvert fald kan jeg konkludere, at den lille Mini ikke er sløv på nogen måder. Og opgraderer du fra den gamle Mini vil forskellen være helt afsindig.
Den perfekte e-bogslæser Da jeg begyndte min test af den lille Mini var det egentlig med en forventning om, at den var en lidt kikset størrelse – et gammelt design, og en skærmstørrelse, der falder igennem stole. Det har ændret sig, nu jeg har haft den i nogle dage – for jeg havde glemt, hvorfor Mini eksisterer i det hele taget. Jeg læser aldrig bøger på min telefon – det er skærmen for lille til. Min store tablet er for klodset og tung, og når jeg ligger i sengen er den bare ikke praktisk. Den lille iPad Mini, derimod… Det er nærmest den perfekte e-bogslæser. Og det er ikke det eneste – hvis man sidder i en bus eller et tog er den større tablet også for stor og klodset til eksempelvis at se en tv-serie – og personligt synes jeg iPhone er for lille. Vupti! Igen er iPad Mini den perfekte størrelse som rejsemakker eller pendler-tablet.
Nu med Pencil Den nye Mini understøtter Apple Pencil. Godt nok kun første generation, men det er nu heller ikke så dårligt endda. Hvis ungerne lige skal tegne lidt eller du skal redigere et hurtigt billede, er det faktisk en fin ting. Det skal dog siges, at Pencil selvfølgelig stadig er fuldstændigt åndssvag at oplade – den stikker ud fra Miniens Lightning stik som halen på en firkantet rotte, og der er ingen tvivl om, at det er en utroligt kluntet løsning der selvfølgelig langt overgåes af Pro’ens elegante magnetiske løsning. Men Pencil er der, og det er muligt at bruge den, og det er en velkommen tilføjelse.
Lyder godt med to højttalere De dyreste iPads og iPhones har fire højttalere – det har den nye Mini ikke. Den er jo stadig pakket ind i samme kabinet, og der sidder højttalerne i bunden af enheden, og der er kun to af dem. Det gode er, at de faktisk lyder ganske udmærket, størrelsen taget i betragtning. Og fordi tabletten har den størrelse den har, kommer man sjældent til at dække dem til med hænderne, for man holder ikke i bunden af tabletten. Når det er sagt er det et andet sted, Apple gerne måtte arbejde lidt med, for når tabletten er vendt på langs – hvilket den ofte er når man netop skal bruge lyden – ville det være rart med lidt mere spredning. Men der er altså stadig plads til forbedring på denne front også.
Batterilevetid som det plejer På trods af en opdateret indmad der giver en del ekstra hastighed har Mini bibeholdt sin batterilevetid. Apple kalder det “all day battery” eller “that incredible 10 hours” – og ja, der er ca. 10 timer på Minien. En videotest hvor jeg kører video i loop holder den i ca. 9,5 timer – hvilket er fint til det, jeg kan forestille mig de fleste vil bruge Mini til.
Føles stadig lidt gammel… iPad Mini er en dejlig tablet, og opdateringen er umådeligt velkommen. Har du brug for en 7,9” iPad er der jo af gode grunde ingen vej udenom, og jeg har intet problem med at anbefale iPad Mini.
Apple har beholdt Ligtning stikket – selv om de ellers skifter til USB-C på de dyrere enheder. Men det ændrer ikke på, at den simpelthen bare føles lidt gammeldags, fordi Apple er kommet så meget længere med både Air og Pro. Jeg ville ønske, der var lagt lidt mere kærlighed i et nyt design til Minien der inkluderede nogle af de nyeste teknologier – men i realiteten ønsker jeg mig nok en slags Mini Pro, og det er helt tydeligt ikke det, Apple har lavet her. Til gengæld er prisen så heller ikke steget og holder sig nede på de 3.399 kr., hvis du altså kan leve med 64GB hukommelse og ingen 4G understøttelse. Og det er faktisk rimeligt for en habil iPad der kan følge dig overalt.
Funktioner
Design
Ydelse
Pris
Pris: Fra 3.399 kr. Den nye iPad Mini leverer solid ydelse og er den perfekte rejsemakker. Alligevel føles den lidt forældet.