Bang & Olufsen er klar med en opdatering af deres H-serie af Bluetooth-hovedtelefoner med aktiv støjdæmpning. Beoplay HX (X’et står for 10) afløser den tre år gamle Beoplay H9i og skal konkurrere i et intensiveret marked, mod prominente spillere som Sony WH-1000XM4 og Apple AirPods Max . Den ene billigere end Beoplay HX, den anden (gæt selv hvilken) væsentlig dyrere.
Våbnet er som altid, når det kommer fra Struer, lyd- og byggekvaliteten. Men også en batterilevetid, der – i hvert fald på papiret – overgår de andre med flere længder. Hele 35 timer med aktiv støjdæmpning slået til og brutale 40 timer uden, hævder B&O. Det svarer rundt regnet til en arbejdsuge.
Som altid, når man investerer i et B&O’s produkter, får man upåklagelig materiale- og samlekvalitet. Der er næppe nogen, der når B&O til sokkeholderne på de punkter; heller ikke Apple, selv om de kommer tæt på. HX’erne er fremstillet i en skøn blanding af plast, aluminium, stof og lammeskind. De er relativt lette (285 gram), men er tunge nok til at de føles som ”kram”. De sidder virkelig godt rundt om ørerne og er behagelige at have på – også i adskillige timer af gangen.
Om designet er tiltalende, er en smagssag, men det lægger sig helt tæt op ad de tidligere H-modeller. Vi har lånt de sand- og guldfarvede til test, men havde jeg skullet købe dem, ville jeg have valgt den sorte model. Under alle omstændigheder har de et ”premium”-udseende; de ligner bestemt ikke noget, der er fundet på tilbud.
Det lykkedes aldrig at forbinde HX’erne til app’en på min OnePlus 9 Pro. Samle- og materialekvaliteten er helt i top. Betjeningen foregår direkte på hovedtelefonerne. Ingen taleassistenter Betjeningen foregår enten via Bang & Olufsen app’en eller på selve hovedtelefonerne. Metalpladen på den højre kop er trykfølsom, så volumen kan justeres ved at køre fingeren rundt langs kanten. Man kan også sætte musikken på pause eller acceptere opkald ved at trykke i midten af pladen, ligesom der kan skiftes musiknummer ved at stryge frem og tilbage. Det er ret simpelt. En fysisk knap på venstre kop aktiverer eller deaktiverer hurtigt aktiv støjdæmpning.
Spøjst nok har B&O fravalgt digitale assistenter i Beoplay HX. Hverken Google Assistant, Siri eller Alexa kan fremmanes på nogen tænkelig måde – selv om det faktisk står i manualen, at de kan.
En anden spøjs ting; det lykkedes mig aldrig at forbinde Bang & Olufsen Android-app’en til hovedtelefonerne. Den forbinder fint med Bluetooth og kan altså sagtens benyttes, men app’en ville ikke acceptere en forbindelse. På iPhone var det ikke noget problem.
Problemer med vinden Beoplay HX introducerer en ’ny generation aktiv støjdæmpning’ med fire dedikerede mikrofoner i stedet for to til at optimere lyden. Indenfor virker den fremragende. På kontorer, i biler og sikkert også fly (det har jeg af gode grunde ikke haft mulighed for at teste), men udendørs er der problemer. Af en eller anden grund kompenserer de ikke for vindstøj, der tydeligt høres i stille passager af musikken. Jeg troede i første omgang det skyldtes ’Adaptiv ANC’, men selv når det er slået fra, er der susen fra vinden.
Det er naturligvis ikke acceptabelt og vil du have et sæt hovedtelefoner, du gerne vil have med udenfor, er Beoplay HX altså et decideret no-go . Lad os håbe for B&O, at den væsentlige “fejl” kan rettes med en firmware-opdatering.
Lækker lyd igen, men … Det er i virkeligheden en forbandet irriterende fejl, for som sædvanlig er lydkvaliteten i B&O’s hovedtelefoner helt oppe at ringe. Jeg er generelt meget begejstret for B&O’s lydbillede og det skuffer bestemt heller ikke i denne omgang. Bassen er markant uden at dominere, vokalerne er klare og forståelige og mellemtonerne binder alt sammen med sin fylde. Det er så velafbalanceret, at musikken flyder som honning ind i øregangen – en ren fornøjelse.
Problemerne er centreret omkring aktiv støjdæmpning. Først og fremmest vindstøjen, men den lader også til at være mere hård ved lydkvaliteten denne gang; en del af lydens fylde forsvinder simpelthen, når ANC er aktiveret.
Spiller videre og videre og … Så hjælper det ikke så meget, at batterilevetiden er helt fænomenal. B&O lover 35 timer med ANC aktiveret og jeg fik faktisk hele 37 timer klemt ud af dem i testperioden, så de lover ikke for meget. Det handler naturligvis også og volumen, men jeg spillede ikke stille. Med 35 timer overgår Beoplay HX ikke bare de væsentlig dyrere Apple AirPods Max (20 timer) men også Sony WH-1000XM4, der må give op efter 30 timer. Men hvis prisen for batterilevetiden er den mangelfulde ANC, så foretrækker jeg faktisk kortere batterilevetid.
iNPUT mener B&O Beoplay HX er et sæt ualmindeligt lækre hovedtelefoner, der både ser virkelig godt ud og er rasende behagelige at have på i længere tid ad gangen. Batterilevetiden er imponerende og lydkvaliteten er – i vanlig B&O-stil – også helt i top. I hvert fald så længe du holder fingrene fra ANC-knappen. For det første kan B&O stadig ikke følge med Sony i støjdæmpnings-kvalitet, for det andet har Beoplay HX en decideret “fejl” idet de ikke kan håndtere vind. Det gør det svært at anbefale hovedtelefonerne, med mindre du ved, at de kun skal bruges indendørs.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
3.749 kr. Beoplay HX er et sæt fremragende hovedtelefoner, der kun har et problem. Det er til gengæld væsentligt, for det er den aktive støjdæmpning.