HovedtelefonerTophistorie

Anmeldelse: B&O Beoplay Portal

Beoplay Portal er ikke bare et gaming-headset. Det er et sæt ret forrygende hovedtelefoner, der også kan bruges til gaming.

Bang & Olufsen har luret, at gamere er villige til at betale gode penge for det rigtige udstyr. Så hvad er mere nærliggende end at lave et sæt hovedtelefoner i vanlig B&O-luksusstil med features rettet mod gamere? Voila, her er Beoplay Portal, der er skræddersyet til Xbox Series X|S- eller Xbox One-gamere, men sandelig også kan bruges af alle os andre.

Beoplay Portal er nemlig ikke bare et gaming-headset. Det er et et sæt ret forrygende hovedtelefoner, der også kan bruges til gaming. Men de er naturligvis heller ikke uden fejl.

 

Gaming-hovedtelefoner er sjældent synderligt luksuriøse. Eller dyre. Men Bang & Olufsen ændrer på begge parametre med Portal. Hovedtelefonerne er snittet efter de vanligt lækre B&O-dessiner med læder, metal og plast. I modsætning til mange andre gaming-hovedtelefoner kan man rent faktisk være bekendt at tage Beoplay Portal på hovedet, når man skal ud ad hoveddøren.

Ligesom Beoplay HX er de utroligt lækre at have på ørerne – også i længere tid – og med en kampvægt på bare 282 gram er hovedtelefonerne også relativt lette. De kan godt nok kun drejes på en akse, men de nemme at få til at sidde godt. Lyden er der intet at udsætte på. Tværtom. Men i modsætning til HX og H95, så rammer B&O ikke helt plet med betjeningen denne gang.

 

Uoverskuelig betjening

På de gode Beoplay HX klares al betjening via to trykfølsomme skiver for enden af kopperne. Swipe for at skrue op og ned, tryk på dem for at starte musik eller besvare opkald. Det er ret nemt at lære. Men det er ændret på Portal. Her sidder den trykfølsomme del på selve området mellem koppen og bøjlen. På den højre side side kan man ændre volumen og på den venstre kan man enten ændre styrken af aktiv støjdæmpning eller skifte mellem spillets lyd og chat. De områder, man skal ramme, er svære at finde i kampens hede. Der er heller ikke mulighed for at skifte eller springe mellem nummer, når du lytter til musik.

Endnu mere underligt er det, at skiverne på kopperne faktisk ER trykfølsomme. De bruges til at starte og pause musikken og/eller svare på opkald. Spøjst at volumen ikke også er sat i kopperne? Måske er det bare undertegnede, der er gammel og glemsom (sandsynligvis), men det er besværligt med alle de steder, man skal huske, for at betjene hovedtelefonerne.

Skræddersyet til Xbox-konsollen

Beoplay Portal er kompatibel med Xbox Wireless Protokol, så hovedtelefonerne kan kobles sammen med konsollen ved et enkelt tryk på en knap. Helt på samme måde som Microsofts egne Xbox-controllere. Forbindelsen til konsollen er imponerende solid og der er ingen lag overhovedet – og så understøtter de i øvrigt Dolby Atmos, så der kan games i lækker surround sound. Det kræver dog, at du skal hente og installere Atmos-app’en på Xbox og aktivere et abonnement, der i første omgang er gratis.

 

En af de visuelle ting, der får Portal til at adskille sig fra andre gaming-hovedtelefoner er manglen på en mikrofonarm – eller boommikrofon, som det kaldes. Den er nemlig virtuel og benytter såkaldt beamforming-teknolgi til at opfange stemmen fra den rigtige vinkel, mens baggrundsstøj sorteres fra. Det er lige præcis den detalje der gør, at Portal også kan bruges til andet end gaming – for hvem vil flashe en boommikrofon ude i byen?

En ting, der undrer, er, at Beoplay Portal ikke kan have samtidige lydstreams fra Xbox og telefonen, som man kan i det (væsentlig) billigere Xbox Wireless Headset fra Microsoft selv. Dermed er du udelukket fra at høre musik fra telefonen, mens du spiller – eller bruge den til at snakke med venner via Discord. Det ligner lidt en blunder fra B&O og trækker ned i det samlede regnskab.

Der er ingen anden vej end at skifte mellem Bluetooth- og Xbox-tilstand via den dertil indrettede knap på hovedtelefonerne eller via app’en, der også åbner for firmware-opdateringer og justering af EQ’en.

 

Hvad med lyden …?

Her glimrer B&O som sædvanlig. Hovedtelefonerne er fremragende, både til spil og til musik. Nu er jeg selverklæret sucker for B&O’s lydbillede, der er behageligt velafbalanceret og jeg bliver ikke skuffet over Portal. De leverer varen hver eneste gang; techno, klassisk, pop, rap … Du kan simpelthen kaste alt efter dem. Lyden er klar, bassen tilpas buldrende uden at mudre lydbilledet. Jeg er ikke alt for erfaren i gaming-headsets, men jeg tror man vil få yderst svært ved at finde nogen, der er mere vellydende end Portal.

Og er du ikke overbevist, så slå Dolby Atmos til, når du spiller Xbox. Hold. Nu. Op. Det kan man godt blive afhængig af. Jeg prøvede det med bilspillet Forza Horison 4 og det gav spillet en helt ny lyddimension. Kom til at at elske, når jeg kørte gennem tunneler og kunne motoren blæse i fuld 360-graders lyd. Eller når regnen falder på ruder og tag. Atmos er et must, hvis du har muligheden.

 

… og batteriet?

Med hensyn til batterilevetid kan Portal ikke helt leve op til Beoplay HX. Med Bluetooth og aktiv støjdæmpning aktiveret og musik i ørerne, får du op til 24 timers afspilning, inden de skal sættes til USB-C opladeren igen. Den tid halveres, hvis du bruger dem til gaming. Det er anstændigt, men imponerer ikke, og generelt skal Beoplay Portal sættes til opladning hver anden dag, hvis du bruger dem til en blanding af pendling og gaming.

iNPUT mener

Er du gamer og har du pengene, vil Beoplay Portal forkæle dine ører – og dine spil – på alle leder og kanter. Og så har de den ekstra fordel, at de også er fremragende til musik. Eneste alvorlige minusser er egentlig prisen og den manglende mulighed for to lydstreams på samme tid.

 

Er du ikke gamer, vil jeg lade Portal stå på hylden og vælge Beoplay HX i stedet. De har samme pris som Portal, men fordi der ikke skal bruges krudt på gaming-delen har de bedre design, bedre betjening, bedre batterilevetid og en medfølgende transportæske. Du kan læse min anmeldelse af Beoplay HX’erne lige her.

B&O Beoplay Portal

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

3.749 kr.

Er du gamer vil Beoplay Portal forkæle dine ører – og dine spil – på alle leder og kanter.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.