Er det en lampe? Er det en vase? Det er B&Os nye trådløse højttaler, Beosound Balance! Der er ingen tvivl om, at højttalerens design vil dele vandene, men det er B&O godt klar over – de har nemlig gjort sig umage for at højttaleren skal ligne en skulptur i stedet for et stykke elektronik. Under parolen ”soften technology” har de skubbet teknologien i baggrunden for at skabe en helt anden oplevelse, der skal kræse for både øjne og ører. Heldigvis er de ikke gået på kompromis med hverken funktioner, de lækre detaljer eller den gode lyd.
Står og falder med designet Beosound Balance er en højttaler, man køber, hvis man vil er lige så interesseret i at dekorere hjemmet, som at få god lyd. På den anden side er designet så markant anderledes, at højttaleren kan spille nok så godt: Hvis man ikke forelsker sig i udseendet, vil man næppe købe den.
Naturligvis er der ikke noget som helst at sætte en finger på, når vi snakker materialer og samlekvalitet. Det er ren Bang & Olufsen-kvalitet. Foden er fremstillet af egetræ, mens toppen er beklædt med vævet stof. Det samme er i øvrigt det medfølgende strømkabel. Træ og stof bindes sammen af messingfarvede metalflader. Alt er samlet så lækkert, at man aldrig bliver i tvivl om, at det er gjort med en kærlig hånd.
Selv om Balance ved første øjekast virker meget enkel, er den fyldt med små fine detaljer. Under bunden er der lavet en rille, der gør det muligt at gemme overskydende strømledning væk. Betjeningsknapperne på toppen ”forsvinder” når der ikke er nogen tæt på højttaleren, men en nærhedssensor sørger for, at de lyser roligt op, når man nærmer sig. Volumen betjenes ved at køre en finger med eller mod uret, langs den fine stribe på toppen.
Kan virkelig flytte luft Det kan godt være, at højttaleren ser luftig ud, men den virker yderst robust. Det underbygges også af vægten, der er på voldsomme 7,2 kilo. I det hele taget kræver Beosound Balance plads omkring sig – da jeg første gang satte den på reolen, virkede den nærmest intimiderende stor. Til gengæld kan den altså også flytte noget luft.
Beosound Balance er nemlig udrustet med hele syv højttaler-enheder med hver sin digitale forstærker. To af dem er basenheder. Den ene i foden og den anden i kroppen, lige over foden. De to basser spiller naturligvis sammen, så rystelser undgås. Det er jo B&O, det her, og der er kræset for tingene.
Skærmbilleder fra Bang & Olufsen app’en. Tre af driverne peger fremad, mens de sidste to peger bagud. Det kan give Balance en ualmindelig fyldig lyd, hvis man indstiller equalizeren korrekt. Det bedste resultat opnås, hvis Balance stilles på en reol og tæt på en væg. Ved at ”skyde” lyden bagud og reflektere den på væggen, formår den at lyde meget større, end den er, uden at lyden flyder ud – vokalen står knivskarpt lige foran dig.
B&O har udrustet Beosound Balance med Aktiv Rumkompensation, der er en teknologi, der minder en hel del om Sonos’ TruePlay. Ved at benytte de indbyggede mikrofoner kan højttaleren selv lure, hvor den er placeret – om den står tæt på en væg, etc. – og så optimere lyden derefter. Det er fint for dem, der ikke gider rode med lyden, men der virkelig meget at hente ved at finjustere højttaleren via equalizeren i app’en.
Trådløst overflødighedshorn Balance er meget mere end en Bluetooth-højttaler. Den kan også tilsluttes wifi-netværket og så er der pludselig adgang til streaming via både AirPlay 2 og Chromecast. Dermed kan den også indgå i en multirums-opsætning.
B&O vil helst, at du bruger Chromecast eller AirPlay til at spille musik. Vil du bruge Bluetooth, skal forbindelsen aktiveres manuelt først. Det skyldes sandsynligvis at lydkvaliteten er markant bedre over wifi end over Bluetooth.
Beosound Balance har også en lydindgang, så analoge enheder kan tilsluttes – eksempelvis en pladespiller. Følsomheden i line-in kan justeres via app’en, så volumen ikke varierer voldsomt i forhold til andre kilder. God detalje.
Har man råd, kan man endda koble to Balance-enheder sammen i stereo, men det skal gøres via Google Home-app’en, da B&O ikke har bygget den funktion ind i sin egen app.
Apropos Google, så har Bang & Olufsen også puttet Google Assistant i højttaleren, så man kan tale med den. De indbyggede mikrofoner fanger fint kommandoer – også selv om der skruet godt op for musikken. Har man et problem med mikrofoner i stuen, har B&O forsynet Balance med en “kill switch” under bunden som simpelthen slukker mikrofonerne helt. Alternativt kan det også gøres via trykknapperne på toppen.
iNPUT mener … Jeg har haft Beosound Balance stående i en uges tid – og egentlig er konklusionen ret enkel; Balance er endnu et fremragende lydprodukt fra Struer. De kan deres kram. Du vil ikke blive skuffet over lyden. Eller funktionerne. Der er kun to spørgsmål, der tæller: Kan du lide designet? Og er du villig til at betale 15.000 kroner for det?
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
15.000 kr. Fremragende højttaler med god lyd og lækre detaljer, men designet vil være afgørende.