Soundbars

Anmeldelse: B&O Beosound Stage

Beosound Stage er en udmærket soundbar til en fornuftig pris. Men lydkvaliteten er under, hvad B&O normalt leverer.

B&O kæmper for tiden en hård kamp for at finde deres ben i et marked, hvor de tydeligvis har svært ved at slå igennem; deres multirum højttalere er for så vidt udmærkede, men deres app stinker. Deres lyd til tv har indtil videre været begrænset til reelt kun at være løsninger der er bygget direkte på tv’et, hvilket har været en, mildt sagt, dyr løsning. Men da de lancerede deres nye soundbar, Beosound Stage, gav det pludselig håb om, at B&O havde bygget ikke bare en rigtigt flot soundbar, men også en soundbar, der rent faktisk kunne købes for menneskepenge. Nu har vi så fået Stage til test – og spørgsmålet er, om design, pris og lyd så går op i en højere enhed og giver B&O det hit i stuen, de behøver? Læs med her og find ud af, om det er tilfældet.

Uventet pris

Den største overraskelse, da B&O sidste år fortalte om Beosound Stage var, at prisen er aldeles overkommelig – i hvert fald set i forhold til, hvad vi ellers har set fra B&O. Den billigste udgave kan du få helt nede fra 11.000 kr. og den dyreste, i eg, koster 15.995 kr. (Det er den version, vi har fået til test.) Med en startpris på 11.000 kr. placerer soundbaren sig faktisk fornuftigt i feltet af high-end soundbarer. Eksempelvis koster Sennheisers Ambeo 18.999 kr. (som vi har anmeldt her), men Beosound Stage er væsentlig kønnere – spørgsmålet er så, om den lyder lige så godt? Det kommer jeg tilbage til.

 

Smuk soundbar

Der findes ikke mange kønne soundbarer i verden – men Beosound Stage skiller sig virkelig ud fra mængden ved at være decideret pæn. Sat op på væggen flugter den med de fleste tv (undtagen de allertyndeste) og ser generelt bare rigtigt godt ud. Især er træudgaven pæn – og det er tydeligt, at B&O har kræset om materialevalg og byggekvalitet, hvilket gør prisen endnu mere imponerende. Ovenpå baren er der et touchpanel, der er nærmest usynligt. Det ser voldsomt godt ud, og er i sig selv lidt af en teknologisk bedrift.

Betjeningen oven på soundbaren er ekstremt lækkert udført

Gode forbindelser

Stage snakker pænt med både Google og Apple, så der er både indbygget Chromecast og AirPlay 2. På bagsiden er der derudover to HDMI porte – den ene en Arc der skal sluttes til tv’et. Der er også en analog udgang. Derudover er der to lanporte, hvoraf den ene er beregnet til at slutte til et LG C9 tv. Det kommer jeg tilbage til.

 

Mangler surround mulighed

Stort set alle andre soundbarer på markedet understøtter muligheden for både surroundhøjttalere og subwoofer. Det gør Beosound Stage ikke. Faktisk slet ikke. Det er virkelig skuffende, og selv om mange ikke vil have højttalere andre steder i rummet er der også dem – som jeg selv – der gerne vil have mulighed for at udvide lyden senere. Hvis jeg skal give et enkelt argument for, hvorfor man skulle vælge Beosound Stage fra, skule det være dette. Og det går desværre ud over kvaliteten når det kommer til afspilning af tv og film.

Lydbilledet mangler det sidste

B&O er stort set altid garant for ekstremt god lyd. Beosound Stage lyder da absolut heller ikke dårligt, og selv uden subwoofer (som der jo ikke er mulighed for) er der nogenlunde god smæk på actionfilm. Vi har set Aquaman, Fury og Avengers – alle tre film har flere actionsekvenser der giver et rigtigt godt indtryk af, hvad højttaleren kan klare; masser af bulder og brag og dialog midt i den megen action. Beosound Stage klarer sig for så vidt ganske udmærket – der er god bund i bassen, uden at det dog er specielt imponerende, og skal du spille et stort rum op ville jeg klart foretrække at kunne udvide med en subwoofer.

Kun tre kanaler

Beosound Stage kommer egentlig med indbygget Dolby Atmos – men den leverer reelt kun tre kanaler, og hvor andre soundbars med . De tre kanaler giver dog stadig et acceptabelt lydbillede, der dog ikke leverer voldsomt meget bedre end flere af konkurrenterne – og der hvor jeg bliver lidt bekymret er når jeg sammenligner med den lille – og billige – Sonos Beam med subwoofer. Der er meget bedre spredning af lyden på Beam, og surround effekten er væsentligt bedre. Til gengæld leverer Beosound Stage meget bedre adskillelse af de enkelte elementer i lyden, hvilket eksempelvis betyder bedre og skarpere gengivelse af tale. Men jeg havde faktisk forventet, at B&O ville levere en overbevisende virtuel surroundeffekt med deres første soundbar – det er efterhånden gennemprøvet teknologi, og der er masser af eksempler på, at det kan gøres ganske glimrende – også selv om det ikke kommer op i nærheden af “ægte” surround med flere højttalere.

 

Musik lyder godt

I “gamle” dage, før alle de små multirum højttalere, var det normalt at have et setup hvor en forstærker leverede stereo via to forbundne højttalere. Det er noget nær det optimale til afspilning af musik, og mange foretrak derfor det – og en soundbar ville aldrig rigtigt komme i spil til at levere musik. Men i dag, hvor langt de fleste har kastet sig over de små og bekvemme multirum højttalere, lyder en fornuftig soundbar meget bedre end stort set alle de “små” højttalere. Det gør sig også gældende med Beosound Stage, der virkelig er i stand til at levere god lydkvalitet når man afspiller almindelig musik i stereo. Igen er seperationen glimrende, så vokaler står klart ud uden at blive forvrænget, ligesom der er masser af bas at gøre godt med. Især lyder jazz og klassisk rigtigt godt – men hele vores testpalette af musik afspilles i god kvalitet, og langt over hvad de fleste multirumhøjttalere kan levere. (B&O’s egne undtaget).

Bedre med LG C9

B&O samarbejder tæt med LG, og det viser sig da også i Stage; hvis du er den lykkelige ejer af et LG C9 får du mulighed for at betjene tv’et sammen med soundbaren som om det var et B&O tv. Det giver god mening, da det netop er et C9 der er “hjertet” i B&O’s Harmony TV. Desværre er det kun det ene specifikke tv, hvilket er en smule underligt – for det er fuldstændigt samme software (og i øvrigt næsten også hardware) – i de andre 2019 modeller. Har man så et C9 kan man altså glæde sig over, at en eventuel BeoRemote One vil vise de samme apps som er installeret på tv’et. Fin funktionalitet, men altså begrænset til de få ejere af C9 og en BeoRemote One.

Konklusion

Beosound Stage er, isoleret set, en glimrende soundbar på mange måder; designet er i top, prisen er glimrende, og der er generelt kræset om byggekvalitet og materialevalg og soundbaren lyder godt når man afspiller et almindeligt stereo track. Problemet er måske bare, at mine forventninger til B&O er meget høje, og der er for mange kompromisser til at de rigtigt bliver indfriet med Beosound Stage. Lydkvaliteten ved afspilning af film og tv er udmærket, men den burde være bedre, og jeg forstår slet ikke, at det ikke er muligt at tilslutte hverken subwoofer eller baghøjttalere – især når nu Dolby Atmos ikke understøttes i andet end en 3 kanals udgave.

 

Med andre ord bliver det en underlig “meh” oplevelse for mig. Jeg er glad for, at B&O har bevæget sig ned i en prisklasse der nærmere er Play end B&O, men hvis det gør at man går så meget på kompromis at man ikke engang kan hamle op med meget billigere løsninger, ved jeg ikke rigtigt om det er det værd. Nu sidder jeg bare og krydser fingre for, at B&O enten giver mulighed for surroundhøjttalere og/eller subwoofer via software (hvilket burde være muligt) eller at de giver mulighed for det med den næste soundbar. For Beosound Stage er en fryd for øjet, og jeg ville rigtigt gerne have den hængende under mit tv.

B&O Beoplay Stage

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: fra 11.000 kr.

B&O Stage er en udmærket soundbar og prisen er helt i orden. Men der er for mange kompromisser, og den falder lidt imellem stole.

 

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.