SIDE 2/2 Daan Tech hævder, at Bob mini er verdens mindste opvaskemaskine. Jeg tror dem gerne. Den måler bare 49 centimeter i højden og 34 centimeter i bredden. I dybden er den 48 centimeter. Selv om den ikke ligefrem er mikroskopisk, er den altså væsentlig mindre end en traditionel opvaskemaskine.
Den optager faktisk også langt mindre plads end den opvaskebakke, jeg tidligere havde til at stå. Og så slipper jeg for at have opvask stående fremme i løbet af dagen, da jeg kan sætte det direkte i maskinen.
Trods dimensionerne har Bob mini fint med plads til opvask for en eller to personer på daglig basis – hvis du napper gryderne med hånden. Den har vasket op herhjemme, hvor vi er to, i et par uger og med lidt kreativ pakning har rummeligheden endnu aldrig været et problem.
Kurven tom og fyldt. Bruger mindre vand Øverst på maskinen er der en “rist”, der bruges til at fylde den interne vandtank. En almindelig daglig vask bruger 3,8 liter vand og det er mindst halvanden liter mindre end jeg bruger på at fylde min opvaskebalje.
Spildevand skal som sagt ledes ud i håndvasken eller i en balje. Man kan argumentere for, at maskinen burde have en sekundær tank til dette, hvis den skulle være helt autonom, men det ville gå ud over størrelsen.
Maskinen startes via de tre knapper på lågen. Der er fem programmer, man kan vælge mellem:
Glas (15 min. / 1,9 liter vand) Ekspres (20 min. / 2,9 liter vand) Daglig (50 min. / 3,8 liter vand) Intensiv (91 min. 3,8 liter vand) Øko (181 min. / 3,8 liter vand) Der er desuden mulighed for at forprogrammere Bob mini til at starte på et bestemt tidspunkt. Eksempelvis så den er klar, når man kommer hjem fra arbejde. Man skal blot huske at lukke låge og fylde vandtanken på forhånd – ellers er der nul opvask.
Apropos lågen, så åbnes den automatisk når man fører hånden hen mod den. Det er fikst, hvis man nu har hænderne fulde af opvask til maskinen. Lågen åbner også automatisk, når opvasken er overstået, så indholdet kan tørre.
Takket være wifi-forbindelsen er det også muligt at tilpasse sin Bob mini. Daan Tech har lavet en hjemmmeside, hvor man blandt andet kan skifte opstartsbillede og alarmtoner. Man kan også oprette sine egne vaskeprogrammer (cyklusser). Det skal dog gøres direkte på maskinen.
Skærmbillede fra Daan Tech-kontrolpanelet. Effektiv og stille lille krabat Imens Bob mini har slavet her på adressen, har jeg primært brugt programmet ‘Daglig’. Jeg skyller ikke hverken tallerkener, bestik eller kopper op før jeg sætter dem i Bob mini’ens indre. Alligevel klarer han rengøringen med bravour – alt kom pletfrit ud af maskinen. Selv et ovnfast fad med fastbrændte rester efter lasagne klarede Bob uden at kny. Det er jeg ret imponeret over.
Apropos kny, så er Bob også ganske stille. Man kan høre, han er i gang, men han overdøver hverken samtaler eller tv-programmer.
Tørreprocessen fungerede også rigtig fint. Ti minutter efter at lågen åbnes, bruger maskinen på at tørre indholdet. Først når “alarmtonen” lyder, er Bob helt færdig. Bevares, har man kopper, hvor der kan samles vand i små søer, har Bob problemer. Men bestik, tallerkener, skåle, etc. er stort set knastørre.
iNPUT mener … Bob mini gør, hvad den lover – og den gør det eksemplarisk. Men prisen er altså en faktor – også selv om man ikke er tvunget til at bruge Daan Techs “5,30-kroner-per-opvask-løsning”. Maskinen koster 2.599 kroner og for omkring halvdelen af prisen kan du købe en opvaskemaskine i fuld størrelse. Sådan en kan også rumme den tredobbelte mængde bestik og service. Med Bob mini skal du altså udføre tre cyklusser for at konkurrere med en traditionel opvaskemaskine.
Når det er sagt, så knuselsker jeg virkelig min Bob mini. Fordi en traditionel opvaskemaskine simpelthen ikke er en mulighed for mig.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
2.599 kr. Bob mini er ikke et billigt bekendtskab. Men den gør, hvad den lover – og for os med små køkkener er den perfekt.