Først en lille disclaimer. Anmeldelsen af Fairphone 4 er primært baseret på dens evner som smartphone. Men skal vi ikke blot konstatere, at hvis du vil sætte det mindst mulige miljømæssige aftryk, når du vælger smartphone, så er Fairphone formentlig det rigtige valg. Formentlig, fordi det er et komplekst regnestykke som vi ikke kan validere.
Når det er sagt, så findes der ingen anden telefon på markedet, som du selv kan adskille og reparere i den grad som er muligt her. Fairphone sælger næsten samtlige komponenter i løs vægt og skulle skærmen knække eller kameraet gå i stykker, så er du dækket ind mange år frem. Men det til side, hvordan gør den det som smartphone?
Skønheden må lide Når man vil bygge en telefon, som brugeren skal kunne adskille på egen hånd, så sætter det visse begrænsninger på designet. Det er naturligvis for et større formåls bedste, men jeg er ikke ellevild med looket. Skærmen har for nutidens standarder meget store kanter i top og bund og fremstår en anelse … forældet. Anderledes er det med bagsiden, som faktisk ser ret indbydende ud med sit store kameramodul. Materialet her er blødt genbrugsplastik, som er ganske behageligt at holde ved.
Kameramodulet Bagcoveret der åbner ind til “byggesættet” Fingeraftrykslæseren sidder i tænd/sluk-knappen Men der, hvor Fairphone 4 især er hæmmet af sin byggesæts-tilgang, er IP-bedømmelsen. Altså den, der fortæller noget om, hvad telefonen kan klare i forhold til vand og støv. Fairphone 4 er IP54-vurderet. Det betyder at den er vejrbestandig, så en enkelt regnbyge skulle være ok. Men mange telefoner i dag er IP68-vurderet, som betyder at de kan overleve på op til seks meter vand i 30 minutter.
Sesam, lås dog op! Det er de seneste år blevet ufatteligt nemt at låse en moderne telefon op. Løft den op fra bordet og inden du ser dig om, så har den scannet dit ansigt eller fingeraftryk og du er i gang. Så let er det ikke helt på Fairphone 4. Her er ingen ansigtsgenkendelse. Og fingeraftrykket aflæses på tænd/sluk-knappen, der sidder akavet på siden. Samtidig er det ikke lykkedes mig i én bevægelse at klikke og låse op. Man skal klikke på tænd/sluk-knappen, løfte fingeren og placere den igen, før der låses op. Det langt fra smidigt nok, nu til dags.
Når telefon så er låst op, så kommer 6,3 tommer LCD-skærmen til live. Når først øjnene har vænnet sig til den mere typiske OLED-skærm, som findes på de fleste mobiler i dag, så er det ingen stor oplevelse. Farverne er dog solide og opløsningen acceptabel, men den lave lysstyrke som kan præsteres vil give udfordringer på en solfyldt sommerdag.
En lille, men dog irriterende detalje. Du kan ikke berøre skærmen for at vække den og heller ikke indstille telefonen til at vække ved løft. Kun ved klik på tænd/sluk-knappen kan du få liv i Fairphone 4.
Hvor Fairphone til gengæld skal have kæmpe ros er på inkluderingen af plads til et microSD-kort. Løber du tør for plads, så kan lagerpladsen på telefonen (der i testede version er født med 128 gigabyte) udvides med et snuptag. Det burde være standard på enhver model.
Næste side: Kamera, fotoeksempler, software og karakter …