Fitbits serie af aktivitetstrackere er ganske omfattende – og med deres køb af Pebble kan vi nok forvente, at de også vil være endnu mere aggressive i fremtiden når det kommer til både smartwatches, sportsure og trackere. Vi har haft deres nye tracker, Alta HR til test – og det er en solid præstation, den diskrete Fitbit Alta leverer.
Diskret design
Designet på Alta er sporty og relativt elegant. I vores testudgave kommer den med en sort rem, og selve den elektroniske enhed har sølvkanter. Gummiremmen har et stribet mønster, hvilket fungerer okay – men det er et ret maskulint design, sådan generelt. Heldigvis er det muligt at købe andre remme hvis man skulle have lyst til at peppe op eller måske skifte det sorte ud med lidt mere feminine farver.
Upræcis pulsmåler
Ligesom det desværre ofte gør sig gældende for trackere (i modsætning til “rigtige” pulsure), så er pulsmåling i bevægelse højst vejledende på Fitbit Alta. Vores test bliver foretaget på en løbetur med et “rigtigt” Suunto på den anden arm, og med mindre pulsen er meget forskellig i de to arme, så er vi ikke i tvivl om, hvor problematikken ligger; Alta måler simpelthen konsekvent forkert. Når man sidder stille er det derimod en anden sag – der leverer Alta en ret enslydende måling.
Løft lige armen igen
Det lille display på Alta kan være lidt svært at se – og er i hvert fald ikke for svagtseende. I solskin bliver det endnu værre. Men det mest irriterende er, at man skal løfte armen på en helt speciel måde for at få det til at lyse op – eller røre ved det. Ingen af delene virker konsekvent, og det er pænt irriterende at stå og lave en halv Adolf-parodi blot for at se, hvor lang tid man har til flyet.
Batterilevetid på det jævne
Trackere er generelt kendt for en god batterilevetid – om ikke andet, så fordi de ikke har en stor skærm, der skal holdes i live meget af døgnet. Normalt klarer en tracker sagtens en uge på en oplader, men Alta er ikke helt så udholdende. Vi får den til ca. 4 dage ved normalt brug med et enkelt træningspas pr. dag. Det er ikke dårligt, men heller ikke helt i top når man sammenligner med konkurrenterne.
God software
Fitbit har været i gamet i rigtigt mange år efterhånden, og det kan man se på deres software, der er gennemarbejdet og god. Her er statistikker på alt fra antal skridt til søvn og det er muligt selv at rette og indtaste data, ligesom du kan starte og stoppe et træningspas. Appen bruger telefonens GPS til at føje lokation til din træning, ligesom den overtager styringen med din musik og giver dig realtime informationer i øret. Desværre bliver det en meget underlig blanding af engelsk og dansk da den låner lidt dansk fra iOS/Android og selv leverer lidt engelsk overni. “Time: 4 minutter and 24 sekunder. Distance: Fem kilometers.” Javel, ja. Men det er et lille irritationsmoment, der ikke tager noget fra det faktum, at softwaren er hurtig og velfungerende.
Præcis søvntracking
I modsætning til flere af Fitbits konkurrenter fungerer søvntracking faktisk nogenlunde nøjagtigt på Alta. Efter en nat hvor man har været vågen flere gange og generelt har sovet dårligt kan man se nogenlunde præcist, hvornår man har været vågen eller sovet uroligt. Her kommer Fitbits lange erfaring med denne type produkter igen til sin ret.
Generelt god tracker
Fitbit Alta er en god og langt hen ad vejen præcis tracker. Desværre er der nogle småting, der trækker ned; det er irriterende, at Fitbit ikke bruger en standard port – MicroUSB for eksempel. Hvis man får opladeren væk er man på spanden. Derudover er pulsmåleren langt fra præcis når man er på løbetur. Men hvis du kan leve med disse ting er Alta faktisk en glimrende tracker – og hvis du ikke kan, skal du slet ikke have en tracker, men et “rigtigt” pulsur.