AnmeldelseElbilerTophistorie

Anmeldelse: Ford Capri RWD UR

Den elektriske Ford Capri lokker med stil og komfort, men nostalgikere vil savne den rebelske sjæl fra originalen. En gedigen elektrisk SUV – bare uden det vilde glimt i øjet.

Den klassiske Ford Capri var en bil med attitude – en sporty coupé, der emmede af fart, frihed og frisk luft langs Rivieraens snoede veje. Den nye elektriske Ford Capri er dog et helt andet dyr. Glem alt om lavtliggende sportsbiler; Capri er blevet voksen, elektrisk og en SUV.

Ved første blik kan man næsten høre entusiasterne sukke dybt. Den ikoniske Capri-identitet er væk, og tilbage står en højbenet crossover, baseret på Volkswagens ID.5-platform. Selvom det måske lyder som en opskrift på anonymitet, er Capri alligevel sluppet overraskende elegant fra øvelsen.

 

Designmæssigt deler Capri DNA med Fords elektriske Explorer, men med en lidt mere coupé-inspireret linjeføring, der giver en smule sportslig karakter. Den skulpturelle bagende og de elegante LED-lygter hjælper bilen med at skille sig ud, selvom fronten stadig savner attituden fra den originale Capri.

Interiøret fremstår moderne og luftigt, og man mærker tydeligt Fords ambitioner om at levere en kvalitetsoplevelse. Men plastikkvaliteten visse steder efterlader dog en smule tilbage at ønske.

 

Stabil, men savner lidt gnist

Den nye elektriske Capri er letkørt, stille og kompetent. Accelerationen er glidende og afslappet, og undervognen absorberer komfortabelt ujævnhederne på landevejene. Dog vil dem, der husker den originale Capri, savne den lidt mere engagerende og dynamiske kørestil, bilen tidligere stod for.

Styringen er præcis, men kunne være mere inspirerende, og selvom Capri føles stabil i svingene, opfordrer den ikke til aggressiv kurvekørsel. Kort sagt, hvis du søger en SUV, der tilbyder en sportslig sjæl, findes der mere interessante alternativer på markedet.

Apropos kørsel, så nyder Ford Capri i den grad godt af samarbejdet med Volkswagen. Capri’en leveres nemlig med tyskernes førerassistentsystemer, der i min optik er de uovertruffent bedste på markedet lige nu. Det betyder jævn, “uspændende” (på den positive måde) og tryg kørsel, når den adaptive fartpilot er aktiveret.

 

Den sænker pænt farten, når man kører mod og ind i rundkørsler og accelerer igen, når der blinkes ud af dem. Den justerer løbende hastigheden, baseret på de trafikskilte den ser, drejer og accelerer fint, når der blinkes ud til overhaling. Den laver ingen hasarderede opbremsninger, men kører jævnt og trygt og uden mystiske lyde eller meddelelser, der kan forvirre eller skræmme. Der fungerer, med andre ord, helt som det skal.

Selve brugerfladen på infotainmentsystemet er dog ikke helt på niveau med Volkswagen. Det er Fords eget og selv om det egentlig fungerer nemt og overskueligt, efterlader det rent grafisk noget tilbage at ønske. Det kan gøres væsentlig mere moderne.

Overraskende lavt forbrug giver god rækkevidde

Ford Capri blev naturligvis udsat for vores faste testrute (som du kan læse mere om her) og her klarede den sig virkelig godt, med et gennemsnitligt forbrug på 21,3 kWh pr. 100 kilometers kørsel. Det er kun overgået af Volkswagens superaerodynamiske ID.7, der er en helt anden type bil. Ford Capri er en relativt høj bil, der, trods den sporty bagende, ikke er hyper-aerodynamisk.

 

Det betyder, at Capri i praksis kan levere en rækkevidde på 350 kilometer under krævende motorvejskørsel. Det er i den grad godkendt i min bog. Med til historien hører dog, at testturen blev kørt på en dag, hvor temperaturen – efter årstidens –– var forbavsende høj, nemlig 14 grader celcius. Men alligevel …

Leverer også hurtig opladning

Hvad der bare gør sagen endnu bedre er ladehastigheden. Selv om Ford Capri og VW ID.5 grundlæggende er den samme bil, nedenunder al staffagen, så er der forskelle. Ford har tydeligvis pillet ved batterioptimeringen, da jeg kunne lade den fra 10-100 procent på bare 42 minutter.

 

Selv om batteriet på papiret har en maksimal ladeeffekt på 135 kW DC, så oplevede jeg altså en hastighed på op til 184 kW med forvarmet batteri. Det er ikke ofte, man får mere end man loves, men her må jeg sige, at jeg har oplevet det flere gange med Volkswagens biler – blandt andet på ID.7 Tourer der også leverede over det lovede.

Igen spiller temperaturen en rolle, men selv med den faktor indregnet, leverer Caprien væsentlig hurtigere opladning end jeg turde håbe på.

 

Sammenlignet med en helt standard ID.4 med samme batterikapacitet, lader Caprien også langt hurtigere op.

Alternativerne til Ford Capri

Ford Capri er som nævnt én af en hel stribe biler, der deler platform, nemlig Volkswagen Gruppens MEB-platform, i den konfiguration der også ligger til grund for ID.4 og ID.5 En anden er Cupra Tavascan, der ligesom Caprien satser på det sporty udseende. Endda i noget højere grad.

Som det ses i tabellen herunder er Tavascan (i næsthøjeste udstyrsniveau, Adrenaline) faktisk en del billigere end Capri. Tavascan har til gengæld lidt korte rækkevidde, et højere forbrug og lidt langsommere opladning.

Ford Capri RWD URVolkswagen ID.5 Style+Cupra Tavascan AdreanalineVolvo EX40 Plus
Rækkevidde WLTP598 km551 km542 km572 km
Batterikapacitet (netto)77 kWh77 kWh77 kWh79 kWh
Forbrug WLTP14,6 kWh/100km16 kWh/100km16 kWh/100km16,7 kWh/100km
Motor286 hk286 hk286 hk185 kW
Moment545 Nm545 Nm545 Nm420 Nm
Acceleration 0-100km/t6,4 sek.6,7 sek.6,8 sek.7,3 sek.
Ladeeffekt (AC/DC)11 kW / 135 kW11 kW / 135 kW11 kW / 135 kW11 kW / 125 kW
Ladehastighed680 km/t680 km/t660 km/t600km/t
Ladetid 10-80%28 min.28 min.28 min.28 min.
Bagagerum572 / 1.510 l.549 / 1.561 l.540 l.410 / 1.295 l.
Trækkrog1.200 kilo1.000 kilo1.000 kilo1.500 kilo
Garanti5 år / 100.000 km5 år / 150.000 km5 år / 150.000 km2 år
Pris379.990 kr.384.995 kr.364.990 kr.374.000 kr.
Sammenligning med nogle af de mest interessante modeller i samme segment (J: SUV C – Mellem).

Det kan også være fristende at nappe Volvo EX40 Single Motor Extended Range, der koster fem tusinde kroner mindre. Den har god rækkevidde og kan have hele 1.500 kilo på krogen. Til gengæld har EX40 en mere blodfattig motor og væsentlig langsommere opladning. Nå, ja, og så trækker Volvos to års garanti ned i min bog, når man får fem år / 160.000 kilometer hos de tre andre.

Baseret på min uge med Ford Capri mener jeg, at den prismæssigt og ydelsesmæssigt ligger endog rent lunt i forhold til konkurenterne.

iNPUT mener …

Den elektriske Ford Capri er ikke den Capri, du husker – og det behøver den måske heller ikke være. Som elektrisk SUV har den sine styrker i form af et attraktivt design, rigeligt med plads i bagagerummet og gode elektriske egenskaber.

Men for bilisten, der længes efter den originale Capris personlighed, mangler den nye version lidt af det rebelsk charmerende. Den leverer en fin, komfortabel oplevelse, men det ekstra lille glimt i øjet har Ford desværre glemt at tage med over i den elektriske tidsalder.

Alligevel fremstår Ford Capri som en ualmindelig gedigen oplevelse, der er alle pengene værd – og helt umuligt omme udenom, hvis du leder efter en sportslig SUV i denne prisklasse.

Ford Capri

Design og komfort
Køreegenskaber
Software
Førerassistentsystemer
Rækkevidde
Opladning

379.990 kr.

Ford Capri er helt umuligt omme udenom, hvis du leder efter en sportslig SUV i denne prisklasse.

Kort sagt
2025 0317 ford capri 001

Ford Capri er en vellykket elektrisk SUV med flot design og fremragende komfort, men savner den karakter og dynamik, som forgængeren var kendt for. Den leverer stabil og effektiv kørsel med imponerende rækkevidde og hurtig opladning. Dog mangler både køreglæde og interiørfinish lidt for at gøre den virkelig mindeværdig.

Pris: 379990

Pris valuta: DKR

Fordele

  • Lavt forbrug og hurtig opladningsevne
  • Fremragende førerassistentsystemer
  • Elegant coupé-inspireret design og rummeligt bagagerum.

Ulemper

  • Mangler den sportslige køredynamik fra originalen.
  • Interiøret trækker ned med middelmådig plastikkvalitet.
  • Infotainmentsystemets grafik virker umoderne.
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.