×
AnmeldelseMobil og tabletsTophistorie

Anmeldelse af Google Pixel 8 Pro

Der er smurt kunstig intelligens ud over Pixel 8 Pro med lind hånd. Men er den mere Artificial end Intelligence? Læs med her ...

Med Pixel 8 Pro fortsætter Google ud ad den vej, de indviede med sidste års Pixel-telefoner. Det er en vej, der er brolagt med kunstig intelligens, der skal gøre telefonen nem at bruge og hjælpe med at udnytte de mange nye muligheder, telefonen byder på. 

Med det nye Tensor G3 chipset er telefonen blevet så potent, at det åbner for helt nye AI-muligheder i blandt andet kameraet. Men det er ikke alt, den kunstige intelligens gør lige godt, når den “skaber” billeder. Er Pixel 8 Pro mere Artificial end Intelligence? Læs med her…

Designet er der ikke ændret væsentlig ved. Google har forfinet det og gjort det hele lidt mere rundt og lækkert, men ingen kan være er i tvivl om, at det er en Pixel-telefon. Der er kommet nye farver i år. Nemlig Porcelain, som er den model jeg har til test, samt en lækker baby-lyseblå der hedder Bay.

Skærmen er på de vanlige 6,7 tommer, men der stopper gentagelserne også. Det er nemlig et såkaldt Super Actua Display. Det dækker over, at skærmens opdateringshastighed kan veksle mellem 1Hz og 120Hz, alt efter hvad man foretager sig på telefonen. Godt for batterilevetiden og en klar forbedring i forhold til sidste års Pixel-telefoner.

Skærmen er helt utrolig lysstærk. Op til hele 2.400 nits i solskin, hvilket er det højeste jeg har oplevet på nogen smartphone. iPhone 15-serien topper eksempelvis ved 2.000 nits.

Samtidig er skærmen altså ualmindelig lækker. Den har fremragende farver, ses tydeligt i solskin og er naturligvis super-responsiv. Det er en skærm fra øverste hylde.

Ydelse

Under skærmen gemmer Pixel 8 Pro på den store nyhed, nemlig Tensor 3 chippen. Det er som nævnt Tensor G3 der åbner for alle de nye avancerede AI-funktioner. Den flankeres på Pro-modellen af 12 gigabyte hukommelse. Den almindelige Pixel 8 har “kun 8 gigabyte. 

Normalt kører vi mobiltelefoner, vi anmelder, gennem to tests, nemlig GeekBench og 3DMark. Det giver en god ide om, hvad processoren – og resten af systemet – kan yde. Fordelen ved de to apps er, at de leverer fuldstændig sammenlignelige tal på både Android og iPhone. 

Men … hverken GeekBench eller 3DMark kan installeres på Pixel 8 Pro. “Denne app virker ikke på din enhed” får man at vide på Google Play.

Under præsentationen af Pixel 8-telefonerne gjorde Google intet som helst ud at fortælle om Tensor G3’erens ydeevne i direkte tal. Og jeg har Google mistænkt for at spærre for de to apps. Det er sådan set fornuftigt nok, da moderne flagskibstelefoner alle er så teoretisk hurtige, at man ikke mærker forskel i brug. Men det kunne være fedt at kunne sammenligne på tværs. Måske er ydelsesforskellen så lille, i forhold til Tensor G2, at Google ikke vil have tallene til at cirkulere inden salgsstart? Måske er Tensor G3’s fordele ikke i “normal” regnekraft som testene måler, men i måden den håndterer AI-funktionerne? 

Under alle omstændigheder kværner Pixel 8 Pro uden problemer alt, hvad jeg har kastet i nakken på den; fra Asphalt 9 til Black Desert Mobile kørte alt flydende.

Kunstig intelligens overalt

Brugen af kunstig intelligens er smurt med lind hånd hen over hele brugerfladen. Et af de steder, hvor den dukker uventet op, er i Wallpaper-sektionen. Her er det muligt at oprette sine egne absurde baggrundsbilleder ved at lade AI modificere en række eksisterende billeder. Man vælger bare nøgleord, hvorefter den kunstige intelligens skaber fire forskellige billeder, man kan vælge mellem.

Pixel 8 Pro
AI kan generere baggrundsbilleder for dig.

Men der, hvor den kunstige intelligens for alvor tages i brug, er i telefonens kamera.

Google har så mange AI-værktøjer til kameraet i skuffen, at flere af dem først kommer dryppende frem mod december. Der er altså mange af dem, vi anmeldere ikke har haft adgang til endnu. Deriblandt video boost, der gør det mulig at uploade dine videklip til en server, hvorefter de i løbet af et døgn vil blive forbedret på alle leder og kanter.

“Bedste billede”

En af de nye AI-funktioner, jeg trods alt har haft adgang til, er “Bedste Billede”. Alle har prøvet at tage et gruppebillede, hvor alle personer på nær én ser fornuftig ud. Om det er lukkede øjne, åben mund eller at personen kigger væk. Med Bedste Billede komponerer Pixel 8 Pro sit eget Frankenstein-billede ud fra en serie. Man kan simpelhen sætte et ansigt fra et billede over på et andet, så alle personer på biledet ser fornuftige ud.

Det er naturligvis også muligt at få AI til at udskifte himmel, fjerne sløring, slette uønskede objekter der forstyrrer billedet eller give billedet et farveboost. Skide være med, om det er virkelighed. Eller hvad? Det skal nok skabe diskussioner.

Her har jeg rettet billedet, så min eks-svigerfar ikke længere kigger væk. Men der hænger et stykke af brillen på tv’et.

Selve Bedste Billede-effekten er skræmmende effektiv, men den er ikke ufejlbarlig. Se blot billederne herover, hvor jeg har rettet min eks-svigerfar, der kiggede væk på det ene billede (det til venstre). Til højre har AI sat et ansigt fra et andet foto ind. Men den har glemt en del af brillen, der stadig hænger på tv-skærmen. Og der er en sær sort kant rundt om svigerfars hovede. Bemærk også, at jeg har bedt AI om at fjerne et af de kvadratiske billeder på det første billede …

Nu med termometer

Pixel 8 Pro har en gimmick, som den mindre Pixel 8 må undvære, nemlig et indbygget termometer. Ideen er interessant; man kan måle temperaturen på eksempelvis væsker, madvarer eller overflader ved at pege kameraet mod dem. Eller rettere, sensoren ved siden af kameraet.

Google har også ansøgt om at få FDA’s godkendelse til brug af termometret på mennesker, så man kan tjekke efter feber. Mit gæt er, at det kræver en væsentlig software-opdatering, hvis den godkendelse skal hentes hjem. For det er altså en gimmick. Ved gentagende målinger svinger temperaturen med flere grader, hvilket gør den stort set ubrugelig til andet end spas.

Batterilevetid og opladning

Pixel 8 Pro har et lidt større batteri end forgængeren, nemlig på 5.050 mAh mod 5.000 mAh. Som sidste år siger Google, at batterilevetiden er på “mere end 24 timer”. Til gengæld hævder de, at den oplader “hurtigere end nogensinde”. Nu har jeg ikke prøvet at oplade en Pixel 7 Pro, men 8 Pro er ikke noget at skrive hjem om på den kant. Det tager mere end halvanden time at lade telefonen fra 1 til 100 procent.

Pixel 8 Pro
Pixel 8 Pro er ikke den hurtigste til at få strøm på. Minutterne er nederst (grafik: iNPUT).

Hvad værre er, så er den langsom til at lade i starten, så de første 50 procent tager sløve 40 minutter. Til sammenligning har iPhone 15 Pro har rundet 75 procent på samme tid. Og OnePlus 11 5G når altså 100 procent på knapt 25 minutter.

Alle tre telefoner her er til sammenligningen ladet op via en 100W GaN med USB-C kabel, og Pixel 8 Pro meddelte, at den var under “hurtig opladning”. Herregud. Jeg vil altså ikke anbefale at lade den op med en 10 eller 15W lader. Google selv sælger en 30W lader som tilbehør, men der følger (heller ikke her) en med i æsken. Kun kabel.

Heldigvis lader batterilevetiden til at være ganske okay. Selv om jeg brugte telefonen – og alle AI-funktionerne – flittigt i testperioden, havde jeg altid mere end 20 procent på batteriet, når den blev lagt til opladning for natten. Nu skal det siges, at jeg ikke er den store mobil-gamer, så det skal tages in mente. Til “normalt” brug vil Pixel 8 Pro dog næppe skuffe.

Kameraet er blandt de bedste

Kameraet skuffer bestemt heller ikke. Hovedkameraet er fortsat på 50 megapixel, men blænden er forbedret fra f/1,85 til f/1,68. Det betyder 21 procent mere lys på den 1/1,31 tommer store billedsensor.

Telefoto-kameraet har også de samme 48 megapixel som sidst, men også her er blænden forbedret. Fra f/3,5 til f/2,8.

Til gengæld er ultravidvinkel-kameraet opgraderet fra 12 til 48 megapixel. Her er blænden ligeledes blevet bedre, den er nu på f/1,95 mod f/2,2 på Pixel 7 Pro.

Jeg havde desværre ikke mulighed for at sammenligne direkte med fotos fra Pixel 7 Pro, men jeg er yderst begejstret over kameraet i 8 Pro. Billedrækken ovenfor er taget fra samme sted, men med de forskellige kameraer. Som det ses, er de taget i direkte modlys – og alligevel er farverne sprøde og detaljerne rigtig fine.

Pixel 8 Pro har mere “kølige” og livagtige billeder end eksempelvis iPhone 15 Pro. Det ses ekstremt tydeligt på de to makrofotos herunder, hvor kuglepensspidsen nærmest er messingfarvet på iPhone-billedet. Om man så synes om det, det er en smagssag.

Syv års softwareopdateringer

Pixel 8 Pro koster den nette sum af 8.499 kroner. Det er mange penge. Men i forhold til den sammenlignelige iPhone 15 Pro Max er den et rent røverkøb. Apples topmodel koster 11.799 kroner – altså 3.300 kroner mere end Pixel 8 Pro. Faktisk kan du p.t. bestille en Pixel 8 Pro på Google Store og få Pixel Watch 2 med ganske gratis. 

Det skal dog lige nævnes, at denne 8 Pro kun har 128 gigabyte lagerplads mod iPhones 15 Pro Max 256 gigabyte. Vil du også have 256 gigabyte i 8 Pro, koster den 500 kroner mere. Men det er stadig væsentlig billigere.

Den har ikke samme materiale- og samlekvalitet som iPhonen, men det er ikke alle, der vægter det lige højt. Og til gengæld sidder den forrest i bussen, når det gælder AI-funktionalitet.

Samtidig giver Google, som noget helt nyt, en garanti for, at Pixel 8 Pro får Android-opdateringer i vilde syv år. Det er altså helt indtil 2030 mine herskaber.

iNPUT mener …

Trods de små visuelle forskelle fra Pixel 7 Pro, er Pixel 8 Pro en væsentlig opgradering. Mest af alt takket være Tensor G3 og de AI-muligheder den åbner for. Om det i sig selv er nok til at opgradere må være en sag mellem dig og din bankrådgiver.

Nye brugere, derimod, bør altid taget 8 Pro med i overvejelserne, når der skal købes en ny Android. Det er en fremragende smartphone med en fremragende skærm og et fremragende kamera til en rimelig pris. Og så sidder den som sagt helt oppe ved chaufføren, når det gælder kunstig intelligens og udnyttelsen af den.

Samsung bør kigge sig over skulderen …

Noget, du vil vide?

Moderne smartphones er så avancerede og smækfyldt med funktioner, at vi ofte må fokusere vores anmeldelser på specifikke områder. Sidder du og spekulerer over noget, vi ikke har været omkring i denne anmeldelse, så få svar via kommentarfeltet nedenfor. Jeg sidder klar ved tastaturet for at besvare spørgsmålene efter bedste evne …

Google Pixel 8 Pro

Design
Funktioner
Kamera
Batteri og opladning
Ydelse
Pris

8.499 kr.

En fremragende smartphone med en fremragende skærm og et fremragende kamera til en rimelig pris.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.