HovedtelefonerTophistorie

Anmeldelse: Huawei Freebuds Pro

Aktiv støjdæmpning, god lyd, lækre funktioner og fin pris. Huawei Freebuds Pro er Huaweis hidtil bedste komplet trådløse hovedtelefoner.

Jeg var ikke voldsomt begejstret for Huawei Freebuds 3, da jeg anmeldte dem i starten af året. Men de seneste Huawei FreeBuds Pro er en helt anden historie, hvor kineserne lader til at have gjort sig ekstra umage. Det betaler sig.

Som både formen og navnet antyder, er Huawei FreeBuds Pro et direkte frontalangreb på Apples AirPods Pro; de har også nogenlunde samme specifikationer idet de begge har indbygget aktiv støjdæmpning og trådløs opladning. Huawei har også ”neglet” mange af de lækre ekstrafunktioner fra AirPods Pro, blandt andet popop-vinduet på skærmen, der fortæller om enhedernes batteritilstand og muligheden for at få AI til at tjekke, om hovedtelefonerne sidder tæt i ørerne.

 

Med en prislap på 1.500 kroner er prisen til gengæld også noget højere, end vi er vant til fra Huawei. Spørgsmålet er, om FreeBuds Pro er pengene værd?

Design

Ligesom Samsung Galaxy Buds Live er Huawei FreeBuds Pro fremstillet i et fascinerende plastmateriale, der visuelt ligner flydende metal, men der holder lighederne også op. FreeBuds Pro er snittet efter samme skabelon som AirPods-linjen, men med et firkantet udtryk i stedet. Jeg synes, det fungerer, men det er naturligvis en smagssag.

 

FreeBuds Pro sidder virkelig behageligt i ørerne. De har silikonepropper, der slutter tæt i ørerne, hvilket ikke alene er godt for komforten, men også for den aktive støjdæmpning. Via telefonen kan man (som på AirPods Pro) tjekke, om propperne sidder som de skal i ørerne. Er ørerne ikke i ens størrelse, kan man udruste hovedtelefonerne med forskellige silikone-tipper, så de alligevel slutter tæt.

Lige som Apple, så ”forkæler” Huawei også sine egne kunder. iPhone-ejere kan snildt bruge FreeBuds Pro, men de går glip af små lækkerier som app-styring, nem tilslutning og popop-vinduer. Heller ikke på min OnePlus 8T Android-telefon virker det. Selv om Huawei fortæller, at app’en AI Life skulle kunne give mulighed for app-styring via Android, så vil den på skrivende tidspunkt ikke genkende Huawei FreeBuds Pro. Jeg går stærkt ud fra det skyldes at hovedtelefonerne er relativt nye, men altså Huawei, få lige sat i værk med den app-opdatering.

I øvrigt er app’en slet ikke tilgængelig på iOS, hvorfor jeg har svært ved overhovedet at anbefale FreeBuds Pro til iPhone-brugere. 

 

På grund af den manglende app – og p.t. manglende understøttelse på ikke-Huawei telefoner – er jeg efterladt med den begrænsning, at jeg udelukkende kan betjene Freebuds Pro via deres egen brugerflade – altså de trykfølsomme flader på selve hovedtelefonerne. Det udelukker en række af de avancerede funktioner, som altså kun kan tilgås via en Huawei-telefon.

Betjeningen

Heldigvis er betjeningen ret god. Når man først har lært den at kende. Man kan, langt om længe, skrue op og ned for volumen direkte på hovedtelefonerne. Det har man ikke kunnet tidligere – og det er i øvrigt også en ting, jeg savner voldsomt på AirPods Pro. Man kan også besvare opkald, skifte mellem numre og tænde og slukke for den aktive støjdæmpning. Det er med andre ord sjældent, man behøver at hive telefonen op af lommen. Herligt.

Betjeningen foregår ved at berøre fronten af den firkantede ”mikrofonstang” på hovedtelefonerne. Et hurtigt tryk starter eller pauser musikken, et langt tryk aktiverer eller slukker støjdæmpning. Man skruer op og ned for volumen ved at lade fingeren glide op eller ned af stangen. Det er meget intuitivt – og når man først har fundet ud af, at der lyder et svagt ”klik” når hovedtelefonerne har opfanget din berøring, så er det hamrende intuitivt. Virkelig godt.

 

Lyden …

Lydkvaliteten er også væsentlig bedre, end den er i FreeBuds 3’erne, som jeg anmeldte i februar. Ja, der er en verden til forskel. Det er godt nok ”kun” 11 millimeter drivere, der sidder i propperne, men da de sidder tæt i ørerne, er bassen langt mere tilstede og giver et mere komplet og bedr afstemt lydbillede end de løstsiddende 3’ere. Der er også rigtig gode detaljer musikken og vokaler træder frem uden at stå alene. Tjek bare Two Feets-nummeret I Feel Like Drowning, der er ren chokoladesovs i øregangen.

Skal jeg sætte en finger på noget, er det, at mellemtonerne ligger lidt for langt fremme i lydbilledet, hvilket godt kan give lidt udynamisk lyd – eksempelvis på Adele-nummeret Skyfall. Når det er sagt, så er lyden absolut godkendt. Frebuds Pro ligger bestemt i den bedre ende.

 

Teknisk set havde FreeBuds 3 også støjdæmpning, men den var så ineffektiv, at den nærmest var ubrugelig. Af gode COVID-19-grunde har jeg svært ved at teste FreeBuds Pro’ernes støjdæmpende evner i et fly, men i trafikken og i bilen dæmper de lyden ganske effektivt. Dog uden at imponere. Der er [naturligvis] langt op til den støjdæmpning, man får med et sæt over-ear hovedtelefoner. I disciplinen aktiv støjdæmpning er Sonys WF-1000XM3 fortsat de mest effektive komplet trådløse, jeg har oplevet.

Batterilevetiden

Huawei hævder at Freebuds Pro kan holde musikken flydende i op til syv timer, hvis du har slået den aktive støjdæmpning fra (og op til 4,5 timer, hvis den er aktiv). Det er naturligvis også afhængigt af volumen og antal opkald, men det passer meget godt med de oplevelser jeg har haft med hovedtelefonerne. Regn med seks timer (uden støjdæmpning) ved normalt brug. Ved hjælp af opladeretuiet klarer Freebuds Pro sig fint 20 til 30 timer mellem hvert besøg ved stikkontakten.

 

I øvrigt er de også forholdsvis hurtige at lade op igen; fra 0 til 100 procent på 20 minuttet via USB-C stikket er i den grad godkendt i min bog. De understøtter også trådløs opladning (Qi-standarden), men det går naturligvis ikke lige så tjept.

Apropos opladeretuiet, så er det behageligt afrundet i sin form, men selve hovedtelefonerne sidder godt fast, og de er svære at få ordentlig fat i, så de ikke altid er helt nemme at få op af æsken.

iNPUT mener …

Til slut skal kvaliteten af forbindelsen fremhæves. Den er mildest talt fremragende. Den bestod “flise-testen” med glans; ikke mange trådløse hovedtelefoner overlever, at jeg lader en flisevæg adskille dem og telefonen. Men det gør Freebuds Pro. Det har jeg faktisk kun oplevet på Frebuds Pro og AirPods Pro.

Under opkald fungerer Freebuds Pro også rigtig godt. Intet at bemærke i den henseende, ud over, at den funktion, der skal fjerne vindstøj fra lyden hos modparten “skærer” af lyden, så det lyder som om, man tager en dyne over hovedet.

De bedste alternativer?

iPhone-brugere bør gå direkte efter AirPods Pro, der leverer avancerede funktioner og fremragende lyd.

Er prisen for Huawei Freebuds Pro for hamper, så kig efter Libratone Track Air+ der er ganske kapable til prisen.

Vil du have komplet trådløse med effektiv støjdæmpning, skal du derimod gå efter Sony WF-1000XM3, der er aldeles overlegne på det punkt.

Der findes efterhånden masser af fremragende kommet trådløse hovedtelefoner på markedet, så Huawei Freebuds Pro har hård konkurrence. Men de har i mine øjne og ører gode muligheder for at klare sig godt; de er pæne, behagelige og leverer en rigtig god lyd. Som Huawei-bruger er det et nemt valg; de giver lige et par ekstra lækkerier, når de er koblet til en Huawei-telefon.

iPhone-ejere bør derimod holde sig væk. Android-brugere, generelt, får et sæt rigtig gode hovedtelefoner til en ganske fin pris. Jeg ville nok vente, til de er faldet et par hundrede, inden jeg kastede sparekronerne efter dem. Så kan det også være, at Huawei i mellemtiden har fået opdateret app’en.

Huawei Freebuds Pro

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

1.499 kr.

Med Freebuds Pro leverer Huawei endelig et sæt komplet trådløse hovedtelefoner, der leverer, hvad de lover.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.