Huawei fortsætter deres hærgen i smartphone branchen – på vej imod toppen af listen af producenter efterlader de mange af de traditionelle producenter i støvet. Det store kinesiske firma gør det ikke længere ved bare at smide de billigste telefoner på markedet – i stedet går de benhårdt efter at blive kendt for at lave gode telefoner. Og indtil videre har det virket for dem – og med Mate 10 Pro slår de endnu engang fast, at de er kommet for at blive i toppen af fødekæden.
Se video: Her er vores første indtryk af Mate 10 Pro (Husk i øvrigt at abonnere på vores Youtube kanal!)
Lækkert design
Sidste år var vi faktisk ganske imponerede over Mate 9 Pro, der leverede rigtigt god værdi for pengene. Designet var pænt og virkelig gennemført. I år forventede vi faktisk, at Huaweis P10 havde fået et “fuld skærm” design ligesom Samsungs S8. Det skete ikke. Derfor var Mate 10 Pro også ventet at blive den telefon fra Huawei, der for alvor tog fat på 18:9 skærmformatet, og det er præcis det den er. Stort set hele forsiden er dækket af en stor skærm, som Huawei praler med procentvis er mere skærm i forhold til kant end hvad Apple præsterer med deres iPhone X. Mate 10 Pro har dog to tynde kanter i top og bund og kan på den måde måske bedre sammenlignes med Samsungs nyeste modeller S8 og Note8. Men hvor Samsung har valgt et design med buede kanter på siden af telefonen er Huawei i stedet gået efter et helt fladt design. Der er måske ikke helt så meget ‘wow-effekt’ – til gengæld er det altså mere praktisk.
Bagsiden er i glas – men ingen trådløs opladning
Flere af konkurrenterne laver deres telefoner med glasbagside fordi de så understøtter trådløs opladning. Godtnok har Huawei fulgt trenden med glasbagsiden, men de har valgt ikke at bygge trådløs opladning ind – af uvisse årsager. Faktisk er det meget underligt, for Mate 10 Pro er spækket med stort set al den højteknologi, man kan ønske sig – og alligevel har Huawei altså valgt ikke at tilføje trådløs opladning. Når Apples nye telefoner har fået det betyder det formentlig et snarligt gennembrud for teknologien med masser af nye opladere, møbler og meget andet der understøtter trådløs opladning – men Huawei har altså droppet at bruge det, og det trækker ned.
Det trækker til gengæld op, at Huawei har placeret fingeraftrykslæseren “rigtigt” på bagsiden af telefonen. Samsungs Note8 er en fantastisk telefon, men placeringen af fingeraftrykslæseren er decideret håbløs. Huawei har placeret læseren under kameraet, og den har den perfekte størrelse. Samtidig er den i øvrigt ganske imponerende hurtig – det føles som om, aftrykket læses fuldstændigt uden tøven.
En fantastisk skærm
Ligesom flere af konkurrenterne har Huawei nu kastet sig over at bygge skærme der stort set udgør hele fronten på telefonen i formatet 18:9. Det fungerer rigtigt godt til især film og tv-serier på telefonen, ligesom man simpelthen bare føler, at der er sygt meget plads at lege med – men altså på en telefon, der stadig kan være i lommen. Skærmen er i øvrigt af typen AMOLED, hvilket betyder at den leverer en kvalitet, der generelt er helt i top. Faktisk er det imponerende, så flot den står – selv i høj solskin.
Hurtig – men ikke den hurtigste
Generelt er hastighed efterhånden noget, der kun er interessant for dem, der virkelig straffer deres telefon med hardcore 3D spil og andre hardcore applikationer. I hverdagsbrug er stort set alle moderne smartphones i stand til at levere en tilfredsstillende oplevelse – og Mate 10 Pro er, naturligvis ingen undtagelse. Al navigation og opstart af apps foregår virkelig flydende, og der er stort set aldrig ventetid på noget.
Skal man alligevel kigge på benchmarks, så placerer Mate 10 Pro sig lige omkring på samme niveau som Samsungs Note8 – eller en lille smule under. Og dermed placerer den sig også en del under Apples iPhone 8 og X. Men som sagt – i praksis er det ikke et problem.
Godt kamera klarer alle lysforhold
Kameraet på Mate 10 Pro er lavet i samarbejde med Leica, ligesom i øvrigt kameraerne på alle de nyere Huawei telefoner. Og ligesom de tidligere er Mate 10 Pro udstyret med et fantastisk kamera. Faktisk måske et af de bedste kameraer, jeg nogensinde har prøvet.
Når jeg siger kameraet er det naturligvis ikke kun et enkelt. Ligesom de fleste nyere telefoner har Huawei brugt et dobbeltkamera – det ene er et 12 megapixel farve, det andet et 20 megapixel sort/hvidt. De to arbejder sammen ved, at de to billeder lægges oven på hinanden og øger kvalitet og skarphed. Især skarpheden på billeder er virkelig imponerende. Selv ved svagt lys og med halvrystende hænder bliver billederne gode. Farverne er der også knald på – faktisk nogen gange en smule i overkanten, hvor farverne på billedet nærmest bliver urealistisk mættede. Men det er muligt at indstille sig frem til mere realistiske billeder – i øvrigt i et ganske menusystem med masser af muligheder.
Selv når man tager billeder af komplicerede motiver med flere lyskilder, skygger og højt oplyste områder leverer Mate 10 Pro detaljer i alle dele af billedet. Og med HDR10 på skærmen ser billederne også helt utrolige ud når man efterfølgende kigger dem igennem.
DxOMark har i øvrigt givet Mate 10 Pro underkarakteren 100 på still fotos – på linje med Samsung Galaxy Note8.
AI… Njah…
Huaweis marketingmaskine har kørt hårdt på deres AI i telefonen. For mig er der dog ikke så meget at sige – de funktioner, Huawei hævder er styret af “AI” er reelt set ikke noget vildt. At kameraet genkender forskellige objekter (eksempelvis blomster og frugt er den god til) synes jeg altså ikke berettiger betegnelsen AI, der nok nærmere er et buzzword end noget andet. Efter en lille uges brug har vi fået nogle enkelte anbefalinger – blandt andet foreslog teleonen selv, at den kunne gemme info fra et visitkort i mine kontakter. Jeg har en fornemmelse af, at der med tiden vil komme flere af den type små hjælpende hænder, men helt ærligt – jeg vil stadig ikke kalde det AI, og jeg synes absolut ikke, det er en grund til at købe en telefon. Ikke desto mindre virker det til at være fine små features, der giver et lille ekstra plus i bogen – men altså langt fra en revolution. Endnu.
Ingen SD eller minijack
Nu er det vist snart officielt; minijack-stikket kommer til at lide døden. Godt nok har Mate 10 stadig minijack, men på Pro er stikket nu væk. Ligesom Google har droppet det på deres Pixel 2 (I øvrigt efter at have mobbet Apple for at have gjort det samme) og Apple har gjort det over hele linjen. For mig at se er det en fin ting – headsets i fremtiden skal alligevel have strøm for at have indbygget noise cancelling uden at man skal trækkes med en stor batteridims hængende på ledningen. Og i øvrigt vil langt de fleste nye headsets være trådløse. Sidst, men ikke mindst, så har Huawei langt en adapter i kassen, så du kan bruge dit gamle headset indtil du erstatter det med et trådløst eller USB C headset.
SD kortet er også blevet droppet til fordel for 128GB fast hukommelse. For mig – og jeg tror de fleste brugere har det på den måde – er 128GB alt nok. Nu er det også sjældent at jeg optager 4K video, hvilket nok vil være det der kunne fylde telefonen op. Men hvis man optager 4K video vil man formentlig alligevel uploade den til skyen – og så er de 128GB igen alt nok.
Glimrende topmodel til god pris
Mate 10 Pro er en fantastisk telefon der vil opfylde stort set alle de behov du måtte have til en smartphone; den er hurtig, skærmen er fantastisk, kameraet er glimrende og så er den rigtigt lækker. Prisen på 5.999 kr. bliver nok nærmere omkring 5.500 kr. når telefonen rammer markedet d. 27 november, og til den pris er der altså rigtigt meget telefon for pengene. Hvis du er på jagt efter den ultimative smartphone, er Mate 10 Pro altså et rigtigt godt bud. Og til en pris på ca. 2.000 mindre end konkurrenten fra Samsung, så er det afgjort en telefon det er værd at vente på.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
KARAKTER
Mate 10 Pro er en fantastisk telefon der vil opfylde stort set alle de behov du måtte have til en smartphone; den er hurtig, skærmen er fantastisk, kameraet er glimrende og så er den rigtigt lækker