Mobil og tablets

Anmeldelse: Huawei P30 Pro

Huaweis P30 Pro slår alle andre kameramobiler vi har testet, og den er en af årets bedste mobiler. Men den har også et par svagheder.

Kun et halvt år efter seneste topmodel har kinesiske Huawei igen begået et nyt flagskib – og hvor Mate 20 Pro var en all-round flagskibsmodel med fokus på de mange nye features, er den nye Huawei P30 Pro 100% fokuseret på kameraet. Når jeg har læst og hørt hvordan Huawei selv beskriver telefonen er det nærmere et kamera med telefonfunktioner end omvendt. I praksis er P30 Pro dog en ganske habil telefon på stort set alle områder, men det er tydeligt, at kameraet er hvor den skiller sig ud.

Godt design

En ting der er fuldstændigt konsekvent når det kommer til Huawei: Byggekvaliteten er altid fuldstændigt i top. Telefonen virker simpelthen bundsolid, og selv Apple med deres anale tilgang til kvalitet kan ikke slå det, kineserne bygger. Personligt er jeg ikke kæmpe fan af de buede kanter, men P30 Pro er en smule mere afrundet end flere af de forrige modeller, så den er ikke helt så skarp i kanterne og derfor lidt mere behagelig at holde på. Bagsiden er i glas (en nødvendighed for trådløs opladning) og farven jeg har fået til anmeldelse er den såkaldte “Breathing Crystal”, som er den hvide udgave af telefonen – dog med den lille fikse detalje, at drejer man telefonen i lyset får den et lille/lyserødt skær. Det lyder måske en smule kinky, men i praksis er det faktisk ret lækkert, og jeg er kommet til at holde af den i de dage jeg har testet den.

 

Alt i alt må jeg sige, at Huawei har helt godt fat i det med at designe telefiner efterhånden, og de står fint i konkurrencen imod både Samsung og Apple når det kommer til den del. Forsiden har kun et meget lille “hak” øverst, så du får altså noget, der ligner en fuld skærm der fylder hele forsiden. Den lille detalje har dog også en bagside, for det går ud over lyden i samtaler – det kommer jeg tilbage til. I hvert fald er P30 Pro en pæn telefon, som de fleste vil være godt tilfredse med at gå rundt med i lommen.

Specifikationer:

 

ProcessorHiSilicon Kirin 980
8 kerner: 2×2.6GHz+2×1.92GHz+4×1.8GHz
SkærmAMOLED 6,47″ FHD+ 2340×1080
RAM6/8GB
Hukommelse128/256GB
Kamera40MP (Vidvinkel, f/1.6 aperture, OIS)
+ 20MP (Ultra vidvinkel, f/2.2 aperture)
+ 8MP (Tele, f/3.4 aperture, OIS)
+ ToF kamera
Selfiekamera32MP, f/2.0 Aperture
Batteri4200mAh
Dimensioner158mm x 73.4mm x 8.41mm
Vægt192g
AndetSupercharge 40W
USB-C
Infrarød
IP68
fingeraftrykslæser i skærm

Middelmådig software

Huawei kan virkelig bygge hardware – men på softwaresiden mangler de stadig det sidste. Som sådan er EMUI ikke dårligt, men når jeg kommer fra Samsungs nye OneUI virker det altså en smule bedaget, og Samsung vinder uden sammenligning på den front; EMUI ser pluselig en smule “forældet” ud, og har man først prøvet Samsungs nye One UI, hvor de placerer det vigtigste nederst på skærmen, ja så virker et styresystem, hvor man skal strække tommelfingeren af led for at nå alting, bare lidt bedaget. Det gør sig også gældende for eksempelvis “stock” Android på Google telefoner eller for den sags skyld iPhone – de kunne med fordel tage et hurtigt kig på One UI fra Samsung, for de har virkelig fat i den lange ende.

Når det er sagt er der også et par gode ting; Huawei har fået nogenlunde styr på ikonerne. For mig, der har en smule ikon-OCD, har det altid været et vanvittigt irritationsmoment at ikonerne på Android er mange forskellige former. Og ja, jeg er en smule skadet af iOS, men rent grafisk ser det simpelthen bare væsentlig bedre ud, at ikonerne nu er blevet samme form. Tak, Huawei.

Kirin spiller stadig

Inde i P30 Pro sidder en processor, som egentlig har noget tid på bagen; deres Kirin 980 fik sin debut i Mate 20 Pro, hvilket kunne tyde på, at den er lidt bedaget. I praksis er der dog intet i vejen med ydelsen på P30 Pro, som generelt er hurtig og klarer de fleste opgaver på rekordtid. I vores benchmarks ligger den under iPhone XS og Samsungs topmodel S10, men igen – i praksis har det ingen betydning, for telefonen virker faktisk mindst lige så hurtig i dagligt brug, og sammenligner man direkte på start af apps er der ingen tvivl om, at P30 Pro faktisk er hurtigere end både Samsung S10+ og iPhone XS Max.

 

Ingen højttaler ved øret

Designet med den meget lille udskæring til selfiekameraet gør, at der ikke er plads til en højttaler. I stedet benytter Huawei sig af en teknologi hvor skærmen sender lyden via vibrationer – så man skal altså have hovedet helt tæt på telefonen for at høre noget som helst. Det kræver en del tilvænning, og jeg ved faktisk ikke, om jeg nogensinde bliver fan. Ad flere omgange har jeg haft voldsomme problemer med at høre hvad personen i den anden ende siger – især når jeg selv har siddet i støjende omgivelser. Jeg er dog blevet bedre til det – men som sagt tror jeg aldrig, jeg helt bliver venner med det.

En anden ulempe er, at lydkvaliteten er middelmådig – der mangler jo simpelthen en højttaler. Bevares, man kan godt bruge den nederste højttaler til lige at lytte på en hurtig video, men kvaliteten er ikke særligt god, og der er, naturligt nok, ingen stereooplevelse overhovedet.

Batterilevetid der virkelig batter

Nok er kameraet hovedattraktionen på Huawei P30 Pro, men der er et andet sted, hvor den virkelig leverer; batterilevetid. Den kører snildt i to dage på en opladning, hvilket er ganske vildt i sig selv. Min subjektive oplevelse er i øvrigt, at den lever længere på en opladning end Mate 20 Pro gør – på trods af, at begge batterier er på 4.200mAh.
Skulle det gå galt, og du kommer ned i farezonen hvor telefonen begynder at tigge om strøm, kan du glæde dig over, at den medfølgende oplader giver hele 40W (!). Det er 35 mere end det den oplader der følger med iPhone leverer og næsten det dobbelte af, hvad opladeren der fulgte med til sidste års P20 Pro kunne præstere. Det er vildt at man kan sidde og kigge på batteristatus og nærmest se tælleren tikke langsomt opad. På en halv time får jeg omkring 70 procent – hvis altså telefonen starter på nul. Med andre ord lyver Huawei ikke i deres marketingmateriale. Huawei P30 Pro er altså den mest optimale kombination af stort batteri og hurtig opladning jeg nogensinde har set, og den banker stort set alle andre hen ad gulvet i denne henseende.

 

Huawei P30 Pro understøtter også trådløs opladning. Her går det på ingen måde lige så hurtigt, og i praksis bruger jeg det om aftenen når jeg ligger den på min IKEA lampe for at lade op hen over natten. Der er også indbygget “omvendt” trådløs opladning, som er ganske praktisk hvis man for eksempel bruger et sæt trådløse hovedtelefoner der kan lades op på den måde. Underligt nok kan Huaweis eget ur, som man ellers får gratis med hvis man eksempelvis bestiller telefonen via Telia eller CallMe.

Et kamera som ingen andre

Et andet sted, hvor P30 Pro brillerer er på kameraet. Det ville også være pænt sørgeligt hvis den ikke leverede på dette punkt, for Huawei er så langt fremme i skoene når det kommer til deres mobilkameraer, at det næsten er ved at være småpinligt. Eller, det ville det i hvert fald være, hvis de ikke havde noget at have det i. Men P30 Pro leverer på kameraet som ingen mobil før den, og selv om det har små svagheder er der ingen tvivl om, at det er et helt usædvanligt kamera.

 

I første omgang er telelinsen en utroligt vigtig forbedring. De 5x optisk zoom er i sig selv en bedrift at knalde ind i et mobilkamera, men når man kombinerer med yderligere 5x hybrid zoom og 50x digital zoom har man en virkelig interessant mulighed for at tage billeder, det ellers ville være umuligt at tage. Jeg har stået flere hundrede meter væk fra et meget lille skilt og brugt kameraet som kikkert! Når man kommer ud over de 10x zoom begynder der selvfølgelig at vise sig svagheder, og ved 50x zoom er tingene meget svære at få skarpe. Der går også lige et sekund før den optiske billedstabilisator finder sig til rette i det zoomede billede, og i det sekund kan meget nå at ske når man er zoomet så langt ind – og bevæger man så telefonen bare det mindste, kan motivet have flyttet sig. Med andre ord er kameraet ikke beregnet til at tage billeder af fugle højt i træer – men er du typen der gerne går i zoo for at tage billeder af dyrene der ofte sidder så langt væk fra beskuerne som muligt (forståeligt nok), ja så kan du faktisk godt få et ret godt nærbillede af tigerens fantastiske ansigt. Og det har du ikke kunnet før med nogle af de andre telefoner.

En anden forbedring er på lysfølsomheden. Hvis du tager billeder om aftenen ved du, hvor svært det kan være at få noget, der bare er tilnærmelsesvist brugbart. Men P30 Pro leverer altså billeder i næsten totalt mørke uden problemer. Eller rettere – der er den hage ved det, at dit motiv skal sidde næsten helt stille, for det tager pænt lang tid for linsen at lukke lys nok ind, så hvis motivet er i bevægelse bliver det sløret. Når det er sagt får du altså reelt muligheden for at tage billeder i noget der ligner totalt mørke. Imponerende.

 

En sidste, men også ganske vigtig ting for mange, er at Huawei har fået plads til et såkaldt ToF kamera – eller Time of Flight kamera. Det giver en måling af dybden i billedet og gør, at du kan tage portrætter med bokeh effekt væsentligt bedre end hvad vi tidligere har kunnet med andre topmodeller. Især strittende hår bliver ikke pludselig bare blandet sammen med baggrunden.

Kameraet på P30 Pro er uden sammenligning et af de bedste jeg nogensinde har haft fingrene i. Nogen vil mene, at billederne er lidt “kunstige” fordi Huawei virkelig giver den en ekstra tand i den automatiske efterbearbejdning, der gør billederne skarpere og næsten giver dem et “Instagram-look” allerede fra starten. Personligt er det ikke en dealbreaker for mig, og der er så mange muligheder for at indstille på kameraet, at jeg fint kan leve med det.

Den bedste telefon lige nu… Igen?

Når man anmelder telefoner i disse tider er det svært at give den sidste bedømmelse, for ingen af producenterne laver dårlige topmodeller. Alt fra Huawei og Apple til Samsung og OnePlus laver telefoner, der er så få forskelle på, at det er svært at anbefale en over en anden, og jeg ender ofte med at anbefale at man selv vælger efter smag. Denne gang kan jeg dog med sindsro sige, at hvis du er amatørfotograf og elsker at tage billeder er Huawei P30 Pro den telefon du skal købe. Du får et kamera, der virkelig kan konkurrere med de billigste spejlreflekskameraer på mange måder, og samtidig en af de allerbedste mobiler på markedet. Hvis så bare Huawei lige ville give deres software en overhaling.

Huawei P30 Pro

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: Fra 6.699 kr. (6/128GB)

Huawei har bygget en telefon der skiller sig ud på især kamera og batterilevetid. Drop de buede kanter og få opdateret softwaren, så er det et regulært hit.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.