Den nyeste iPad Air bygger videre på det velkendte fundament, som Apple har finpudset gennem årene. Jeg har testet Air flere gange – og denne version ligner på stort set alle måder udgaven jeg testede tilbage i 2022 . Den kommer med en ekstrem hurtig processor, et stilrent design og en pris, der gør den til et attraktivt alternativ til den dyrere iPad Pro. Dog er det ikke alt, der er lige perfekt – manglen på FaceID og en skærm, der ikke helt kan matche Pro-modellen, trækker lidt ned på oplevelsen.
Hastighed og ydeevne Den nye iPad Air er udstyret med Apples en M3 chip, der ikke er Apples allernyeste chip (det er M4 der sidder i iPad Pro), men den er alt hurtig nok til alt hvad du kan have brug for. Apps åbner øjeblikkeligt, og multitasking fungerer uden problemer. Uanset om man redigerer billeder, spiller grafiktunge spil eller arbejder med flere apps på én gang, så er der ingen tøven. Processoren placerer iPad Air i samme liga som nogle af de mest kraftfulde laptops på markedet, hvilket gør den til et imponerende arbejdsredskab og medieenhed.
Ydelsen kommer også til udtryk i grafisk tunge opgaver. Når man eksempelvis redigerer video i 4K, afvikles klip og effekter uden forsinkelser. Jeg ved godt, at det måske er de færreste der har brug for netop det i en iPad, men er du typen der vælger at redigere video på iPad fungerer det altså aldeles glimrende. Samtidig er der nok kraft til, at professionelle apps som Procreate og Final Cut Pro kører gnidningsfrit. Selv efter flere timers brug bliver enheden ikke mærkbart varm, hvilket vidner om effektiv styring af varme og strømforbrug. Der er, med andre ord, ikke noget at udsætte på ydelsen.
Design – Velkendt, men lidt gammeldags Designmæssigt ligner iPad Air sig selv. De rene linjer, aluminiumskabinettet og de afrundede hjørner er stadig elegante, men det føles efterhånden en smule gammeldags. Når man holder den ved siden af en iPad Pro med den nye tyndere ramme, virker Air lidt forældet. Rammen omkring skærmen er stadig en smule bred, hvilket især bemærkes, når man ser videoer eller arbejder med apps i fuld skærm.
USB-C er nu standard på alle Apple enheder. Derudover er der en connector til eksempelvis et tastatur iPad Air ligner sig selv Men det er stadig en let og bærbar enhed. Den er tynd og vejer ikke meget, hvilket gør den let at have med i tasken eller holde med én hånd – især den testede 11″ udgave. Farveudvalget er heller ikke til at klage over – klassiske nuancer som space gray, sølv til de konservative, mens blå og lilla giver et frisk og moderne udtryk til dem der vil have det lidt mere frisk.
TouchID – føles lidt forældet Apple holder stædigt fast i TouchID på iPad Air, og det føles efterhånden som en besynderlig beslutning. TouchID er integreret i tænd/sluk-knappen på toppen, og det fungerer som sådan fint – men det er bare ikke så hurtigt og gnidningsfrit som FaceID. Når man hurtigt vil låse sin iPad op, eller hvis man har fugtige eller snavsede fingre, bliver TouchID hurtigt en irritation.
FaceID ville gøre brugeroplevelsen betydeligt lettere – især fordi man på iPad ofte bruger den i forskellige retninger (stående eller liggende). I praksis betyder det, at man ofte må flytte fingeren til toppen af enheden for at låse den op, hvilket føles klodset sammenlignet med den intuitive ansigtsgenkendelse på iPad Pro og iPhone-modellerne. Men altså – der skal jo være nogen fordele ved at betale ekstra for Pro modellerne.
God skærm mangler det sidste iPad Air er udstyret med en 10,9-tommers Liquid Retina-skærm, og den leverer en skarp og klar oplevelse med god farvegengivelse og lysstyrke. True Tone-tilpasningen fungerer fint, og der er god kontrast i både mørke og lyse miljøer, så jeg føler egentlig man får det man har brug for langt hen ad vejen.
Problemet opstår, hvis man sætter den ved siden af en iPad Pro med OLED-skærm. Farverne på Pro-modellen er dybere, kontrasten er mere markant, og sortniveauet er mere overbevisende. Hvis man ikke er vant til at bruge en OLED-skærm, vil Air’ens skærm dog være mere end tilstrækkelig til både streaming, gaming og grafisk arbejde. Men direkte sammenlignet er der altså en verden til forskel.
Lyd og underholdning iPad Air har stereohøjttalere placeret i begge ender, hvilket giver en god lydoplevelse, når man ser film eller spiller spil. Lydbilledet er balanceret og relativt fyldigt – især i forhold til enhedens størrelse (jeg har en 10″ version til test, og her virker det endnu mere imponerende end på en 13″). Dog har iPad Pro med sin quad-højttaleropsætning en mere rummelig og dybere lyd, især når man ser film i liggende format.
Air understøtter Apple Pencil (2. generation og Pencil Pro) og Magic Keyboard, hvilket gør den velegnet til kreative opgaver og produktivitet. Latensen på Apple Pencil er lav, og den magnetiske fastgørelse med trådløs opladning gør det let at bruge pennen til tegning og notetagning.
Ligesom på de fleste andre Apple produkter er der nu også blevet plads til en lille opgradering af kameraet du bruger til FaceTime. Det har fået “CenterStage”, hvilket er Apple-lingo for en funktion der holder dig i midten af billedet – selv om du skulle bevæge dig lidt frem og tilbage. Det virker faktisk glimrende, også selv om du bevæger dig ret meget. Det er måske ikke en enorm ting, men det bidrager til helhedsoplevelsen.
Holder snildt en hel dag Batterilevetiden på iPad Air er virkelig i orden. Den holder uden problemer til en hel dags brug – også hvis man veksler mellem browsing, streaming og arbejde med kreative apps. Opladningen sker via USB-C som efterhånden er på alle Apple enheder, og Air understøtter hurtigopladning, hvilket betyder, at man jeg har fået ca. 50 % batteri på 30 minutter med en kraftig oplader. Den følger dog, som sædvanlig, ikke med i kassen.
Et billigere alternativ til iPad Pro Den største fordel ved iPad Air er prisen. Den koster fra cirka 5.500 kr., hvilket er en markant besparelse i forhold til iPad Pro, der starter omkring 9.300 kr. For de fleste brugere vil Air give rigeligt med kraft og funktionalitet til hverdagsbrug og arbejde – med mindre man har brug for de ekstra fordele, som Pro-modellen tilbyder (OLED-skærm, FaceID og bedre højttalere).
iPad Air er hurtig, flot og praktisk – og for de fleste brugere er det det bedste valg i Apples iPad-serie. Man får en enhed med ekstrem ydeevne, en god skærm og en solid batterilevetid til en pris, der er til at betale. Dog føles designet lidt forældet, og TouchID fremstår klodset i en tid, hvor FaceID er blevet standard på de dyrere modeller. Hvis du kan leve med de kompromiser, er iPad Air en fantastisk tablet, der leverer næsten alt det, iPad Pro kan – til en markant lavere pris.
Du kan læse mere om iPad Air hos Apple her.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Pris: 5.499 kr. iPad Air har fået ny processor og er hurtigere end nogensinde - men ud over det er der ikke meget nyt under solen.
Kort sagt ... Den nye iPad Air leverer høj ydeevne med Apples M3-chip, et velkendt design og en attraktiv pris i forhold til iPad Pro. Dog trækker manglen på FaceID og en mindre imponerende skærmoplevelse en smule ned.
Fordele Høj ydeevne God batterilevetid Understøttelse af Apple Pencil og Magic Keyboard Ulemper TouchID føles forældet Designet virker lidt gammeldags Oplader følger ikke med