Først og fremmest: Jeg elsker iPad Mini. Formfaktoren er god til rigtigt mange ting, og jeg bruger den som e-bogslæser, kontrolenhed til mit smarthome-setup og meget mere. Når det er sagt er den nyeste version jeg har fået til test en lidt blandet fornøjelse. A17 Pro-chippen er den store nyhed, og den leverer betydeligt forbedret ydeevne, hvilket er særligt nyttigt for krævende apps og spil – og det kommende Apple Intelligence, som vi jo så lige skal have her i Europa før det reelt bliver en faktor. Der er også fordoblet lagerplads i grundmodellen og understøttelse af Pencil Pro. Og det er så reelt det. Når man tænker på, at det er flere år siden iPad Mini sidst fik en opdatering kunne Apple godt have gjort lidt mere ud af det, skulle jeg mene. Men altså – det er trods alt en opdatering, og når du køber en ny Mini får du jo fordelene med. Jeg ville virkelig bare ønske at det var mere… Spændende.
Ligner sig selv Når det kommer til design, ligner iPad mini 7 til forveksling de foregående modeller. Der er ikke sket nogen større ændringer her, hvilket får det hele til at virke sådan lidt… 2021.
Forrige generation (th) og den nye (tv) – det eneste lille hint er at der nu står “mini” i navnet For dem, der kan lide det kompakte format, er der stadig masser at holde af. Den lille størrelse gør den nem at tage med overalt, og den er behagelig at bruge i kortere perioder, uanset om det er til læsning, se film eller hurtigt at skrive notater.
På trods af det traditionelle design er iPad mini stadig et pålideligt valg for dem, der søger en lille tablet med Apples velkendte byggekvalitet. Den er robust og elegant, og de små forbedringer gør den til et godt valg for førstegangsbrugere.
Forældet skærm Når man ser på skærmen, er det ikke til at komme udenom, at den føles forældet sammenlignet med andre moderne tablets og telefoner. 60 Hz opdateringshastigheden er tydeligt mindre flydende end den 120 Hz teknologi, der nu er standard i mange tablets og smartphones. Det er en detalje, men for dem, der er vant til en højere opdateringsfrekvens, vil den langsommere opdateringshastighed være mærkbar.
En anden ting er den tykke kant rundt om skærmen – det ville også her være rart med en opdatering og en lidt tyndere kant – især når tabletten er så lille virker det virkelig som om, kanten er ganske tyk.
Kanten på Mini kan virke en smule klodsede nu, hvor selv meget større tablets har tyndere kanter. A17 Pro leverer Den største ændring i iPad mini 7 er uden tvivl tilføjelsen af den nye A17 Pro-chip. Denne chip, som også bruges i de nyeste iPhones, giver markant bedre hastigheder og ydeevne. Det er en af de største fordele ved opgraderingen, især for brugere, der har brug for en hurtig og responsiv oplevelse til krævende opgaver som spil, videoredigering eller multitasking. Jeg har ikke kunnet finde noget der har kunnet give den problemer på noget tidspunkt.
Mens den nye chip er en stor fordel, kan man dog stille spørgsmålet: Hvor mange vil virkelig få brug for den ekstra kraft i en så lille maskine? For almindelige opgaver som surfing, streaming og lettere arbejde er der ikke den store forskel at mærke fra tidligere modeller. Det er kun i mere intensive situationer, at A17 Pro-chippen virkelig kommer til sin ret, og så igen – hvis Apple Intelligence kommer til Europa. Men der skal Apple eller EU vist sluge et par kameler først, hvilket ingen af dem er kendt for at gøre gladeligt.
Lagerpladsen i den mindste model nu starter ved 128 GB i stedet for 64, hvilket er mere end rigeligt for de fleste. Dette er især nyttigt, når man tænker på, hvor meget plads apps, billeder, videoer og andre medier kan fylde op over tid og hvis du synkroniserer med iCloud får du altså hurtigt samlet til bunke. Batteritiden er også solid, og som en tablet, brugt som de fleste bruger en tablet, så vil du opleve, at den snildt klarer sig i mange dage på en opladning. Jeg ser lidt video og læser en bog og spiller måske et spil. En til to timers brug pr. dag har givet mig ca. 4 dages batterilevetid. Den holder sig altså også fint i stand-by.
Irriterende kameraplacering Når man tænker på, hvor meget videoopkald er blevet en del af hverdagen, er det skuffende, at Apple ikke har ændret frontkameraets placering på iPad mini 7. Frontkameraet er stadig placeret i en position, der fungerer bedst i portrættilstand, men de fleste bruger tablets i landskabsmodus under videoopkald. Det betyder, at man ser ud til at kigge væk fra personen, man taler med, hvilket skaber en lidt akavet oplevelse. Det er især irriterende, når man tænker på, at dette er blevet rettet på andre iPad-modeller i de nyere generationer. Det er også her, man kan se at Apple har genbrugt stort set alt på iPad Mini, og kun skiftet processoren. Det ville være rart med et “rigtigt” makeover.
Software og Apple Pencil: iPadOS 17 Med iPad mini 7 får man også Apples nyeste software, iPadOS 18, som bringer en række forbedringer med sig. Brugeroplevelsen er som altid glidende og nem, og multitasking er blevet forbedret, hvilket gør det lettere at skifte mellem forskellige apps og opgaver. Samspillet med andre Apple-enheder er også som altid fremragende, og hvis du allerede er en del af Apples økosystem, vil du finde stor værdi i at kunne overføre arbejde og medier gnidningsfrit mellem dine enheder.
Apple Pencil understøttes stadig på iPad mini og understøttelsen er blevet udvidet til Pencil Pro også, hvilket er en god nyhed for dem, der bruger den til at tage noter, tegne eller annotere dokumenter. Forsinkelsen er minimal, og oplevelsen er tæt på at skrive på papir. Det er en lille, men kraftfuld funktion, som giver en ekstra dimension til brugen af iPad mini for dem, der har brug for den form for interaktivitet.
Overordnet vurdering: Hvem er den til? iPad mini 7 henvender sig primært til dem, der har en kærlighed til små tablets og ikke har opgraderet i et stykke tid. Hvis du ejer en iPad mini fra flere generationer tilbage, vil du utvivlsomt mærke en forbedring i både ydeevne og lagerplads og designet vil også føles noget mere moderne hvis du har en af de gamle med startknap. Den nye chip sikrer, at maskinen er fremtidssikret i mange år fremover, og lagerforøgelsen giver mulighed for at gemme endnu mere indhold uden at skulle bekymre sig om pladsmangel.
Designet er næsten identisk med forrige generation, og selvom ydeevnen er blevet forbedret, er det kun de mest krævende opgaver, hvor man vil mærke forskellen. Og så er prisen altså et problem: 4.500 kr. for en tablet i denne klasse er simpelthen for meget. Umiddelbart ville jeg synes, at en pris på omkring 3.500 kr. ville være betydeligt mere rimeligt – også set i forhold til resten af Apples egen iPad line-up.
Samlet set iPad mini 7 er en solid og stabil opdatering, men den mangler det store “wow”-element, som jeg måske havde håbet på (Selv om jeg godt vidste fra rygterne, at det nok ikke, ville komme). Hvis du er på udkig efter en lille og kraftfuld tablet, der kan følge dig mange år frem, er dette et godt valg. Men hvis du allerede ejer en anden iPad eller den forrige generation er der ingen grund til at opgradere – selv om der nok desværre kan gå flere år før vi igen ser en opgradering af iPad Mini.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Pris: Fra 4.499 kr. iPad Mini har fået en meget begrænset overhaling der betyder lidt flere hestekræfter og andre småforbedringer.