Bluetooth-højttalereMultirumshøjttalere

Anmeldelse: JBL Link Portable

JBL Link Portable er en forholdsvis billig trådløs og transportabel multirumshøjttaler, der er spækket med funktioner – inklusive Google Assistant.

JBL Link Portable ligner Sonos Moves nuttede lillebror. Lige som Move er Link Portable en trådløs højttaler, der kan styres med stemmen og genoplades når den parkeres i en dertil indrettet dock. Men der hører lighederne så også op – Link Portable er væsentlig mindre end Sonos Move og er overhovedet ikke i samme soniske liga. Til gengæld er der ikke mange konkurrenter, der kan matche mængden af funktioner til denne pris.

JBL Link Portable er en 17 centimeter høj trådløs højttaler, der fungerer på både Wi-Fi og over Bluetooth. Den medfølgende dock gør, at højttaleren er nem at bruge både derhjemme og på farten; man skal ikke rode med kabler for at hive højttaleren med i haven eller på stranden. Præcis som med Sonos Move kører Link Portable på Wi-Fi derhjemme og Bluetooth på farten. En diskret lille diode på fronten indikerer, om højttaleren er koblet på Wi-Fi eller ej.

 

JBL Link Portable er pakket ind i stof og selvom den umiddelbart ser rund ud, er den i virkeligheden kvadratisk, men med meget runde kanter. Højttaleren virker robust og samlekvaliteten er helt i orden.

På toppen har Link Portable tre knapper til fysisk betjening, men det er naturligvis meningen, at man skal betjene den med stemmen. Knapperne er derfor også ret basale; der er mulighed for at skrue op og ned – og at pause og starten musikken. Et længere tryk på Google Assistant-knappen aktiverer assistenten.

 

Der er desværre ikke mulighed for at skippe mellem musiknumre – det skal gøres via mobilen eller via stemmen. 

På bagsiden har JBL Link Portable tre knapper, batteri-indikator og et USB-C-stik til opladning på farten. En af knapperne gør det muligt at slukke for mikrofonerne, så Google Assistant ikke konstant lytter med.

 

Funktioner ad libitum

JBL Link Portable har ikke selv indbygget multirumsfunktionalitet, men højttaleren er kompatibel med både Google Home og med Apple Airplay 2, hvor det er muligt at gruppere højttalere, så de kan spille sammen. Link Portable understøtter i øvrigt også Chromecast og så er den vandtæt, så du ikke skal bekymre dig om regnvejr – der er bestemt ikke skåret nogen hjørner. Tværtimod er der nærmest en overflod af funktioner og tilslutningsmuligheder på så lille en højttaler. Det eneste, jeg kan komme i tanker om af mangler, er en 3,5 mm line-in til ikke-trådløse enheder. Men hey, man kan ikke få det hele til den pris.

En ting, man også må undvære, er muligheden for at tale i telefon via højttaleren. Selv om den har indbyggede mikrofoner har JBL fravalgt den funktion. På trods af Chromecast- og Assistant-integrationen kan den Link Portable heller ikke bruges med Google Duo-opkald. Det er lidt sært.

Et mindre irritationsmoment er opstartstiden; det tager omkring et halvt minut, fra man trykker på power-knappen til højttaleren er klar til kamp. Bevares, det er ikke meningen, at den skal tændes og slukkes konstant, men skal den med i parken kan det eksempelvis være meget fint at spare på batteriet mens den transporteres derhen.

 

Apropos batteriet, så hævder JBL at den kan klare otte timers musik på en opladning. Det er naturligvis fuldstændig afhængig af brugen og – især – volumen, men det stemmer meget godt overens med mine erfaringer. 

I selskab med Sonos One og Google Nest Mini.

 

 

Lydkvaliteten

Lydkvaliteten er forbavsende god, højttalerens pris og størrelse taget i betragtning. Nej, den kan naturligvis ikke konkurrere med eksempelvis Sonos Move (eller bare Sonos One) på den parameter, men den giver seriøst baghjul til eksempelvis Google Nest Mini, der har lignende funktionalitet i en mindre indpakning.

Den leverer en solid bas og kan snildt håndtere et bastungt nummer som Ushers Papers uden at anstrenge sig. Selv når volumen vrides op, gør den det godt uden at forvrænge, takket være en vellykket DSP (digital signal processing) der hiver bassen lidt ned ved høj volumen.

 

Vokaler står også godt frem i lydbilledet, som jeg generelt synes er meget sammenhængende, alt taget i betragtning. Også diskant og mellemtoner virker godt balanceret – og et nummer som Daft Punks Get Lucky lyder direkte lækkert på højttaleren.

iNPUT mener …

Med prisen, funktionerne og lydkvaliteten taget i betragtning, rammer JBL Link Portable plet. Der er næppe nogen højttalere derude, der kan konkurrere alene på funktioner/pris; Google Assistant, 8-timers batteri, Airplay 2, Chromecast, Wi-Fi-forbindelse … den har det hele. Og så er den tilmed vandtæt. 

Når det er sagt, er der bedre valg, hvis du kan kan leve med en højttaler, der er låst fast til stikkontakten. Eksempelvis kan Sonos One XS ofte findes på tilbud til en pris, der matcher, og den giver altså bedre lyd. Trods alt.

Men har du brug for en højtaler, der er smækfyldt med funktioner og som kan bruges både på kontoret, børneværelset og på turen ude i verden, er det svært at komme udenom JBL Link Portable.

JBL Link Portable

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

1.299 kr.

Der findes masser af kraftigere og bedre-lydende højttalere på hylderne, men det er ikke mange af dem, der kan matche mængden af funktioner til denne pris.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.