Små hvidevarer

KitchenAid Artisan Power Plus

Kitchenaid Artisan Power Plus er KitchenAids topmodel, og den er stort set helt igennem perfekt. Undtaget et enkelt sted: Prisskiltet

KitchenAids serie af blendere er kendt af de fleste – det ikoniske design i den røde farve er nærmest indbegrebet af en blender. Og helt i toppen af blenderserien finder vi Kitchenaid Artisan Power Plus – som vi har fået til test. Og vi må rulle om på ryggen og indrømme, at KSB8270 – som modellen også hedder – er den bedste blender, vi nogensinde har prøvet. Og vi har prøvet rigtigt, rigtigt mange…

Design der skiller sig ud

KitchenAids produkter har et designsprog, der virkelig skiller sig ud. Det gælder også for Kitchenaid Artisan Power Plus, der er endnu mere bastant end den “normale” blender. Bunden er en enorm kasseformet ting, der står solidt på bordet – og vejer som et ondt år. Ovenpå den står kanden, der – naturligvis – sagtens kan holde til både frosne og varme ingredienser. Den står “løst” ned i maskinen, så man skal ikke stå og vride og fedte med den som med de fleste andre blendere – man sætter den bare ned, så står den fast. Og den stikker så dybt, at der ikke er fare for, at den vælter. Genialt.

 

Årh, hvad, den kan blende!

Indrømmet. Den første gang jeg tændte for blenderen og gav den en udfordring lød jeg som en teenagedreng der lige har tæsket sin bedste ven i FIFA. Det var nærmest jubelscener der udspillede sig, da blenderen helt uden problemer kværnede sig igennem alt hvad jeg smed efter den. Is, supper, nødder. Varm sovs, kolde smoothies. Alt bliver blendet til perfektion. Bevares, larmen er infernalsk, men skidt med det, når man efterfølgende kan fryde sig over en fuldstændigt perfekt blendet suppe – der i øvrigt blev blendet på ganske få sekunder. Fantastisk.

Det eneste lille minus er, at den nogen gange har en smule problemer hvis man kun skal blende en lille mængde ingredienser. Det virker som om, den bare ikke får helt så godt fat fordi bladene sidder en anelse for højt. Men det skal være en meget lille portion, før det gør sig gældende, og de fleste andre blendere ville have problemer i samme situation.

 

Let at gøre ren

Kitchenaid Artisan Power Plus har et program der gør, at den selv kan rengøre bladene. Man fylder bare kanden med 1/3 vand og en dråbe opvaskemiddel og sætter den på rengøringsprogrammet, så pulserer den på en måde, der løsner stort set alt fra bladende. Og det virker helt perfekt. Man kan også smide stort set hele blenderen – undtagen foden, naturligvis – i opvaskemaskinen. Kæmpe plus.

Varmer selv suppen

En genial detalje er, at blenderen har indbygget varmefunktion, så du kan på bare fem minutter lave en varm suppe! Du putter de forstegte/kogte ingredienser i kanden og tilsætter lidt font eller fløde og giver den en omgang – og efterfølgende bliver suppen så varmet i blenderen. Genial ide, og perfekt til de kolde vintermåneder!

 

 

KitchenAidArtisan Power Plus

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 6.999 kr.

KitchenAid Artisan Power Plus koster - av, av, av - næsten 7.000 kr. Men hold nu op, hvor er det altså også den bedste blender, vi nogensinde har testet, og hvis du skal lave supper til vinter vil du elske opvarmningsfunktionen til supper og sovse. Hvis du har pengene, er dette blenderen du må eje.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.