Når man først kaster et blik på sine nyindkøbte Man O’War hovedtelefoner, så bemærker man, hvor store de er. Men heldigvis er de hverken tunge eller ukomfortable. Tværtimod er størrelsen en fordel, når man bruger hovedtelefonerne til det, de primært er beregnet til: Gaming.
Godt og behageligt design
De velpolstrede ørekopper sidder godt, dækker ørerne komplet og sørger for, at der ikke kommer megen lyd ind udefra. Selvom hovedtelefonerne ikke er aktivt lyddæmpende, så lukker de alligevel ret effektivt lyd ud. Det hele holdes på plads af en fleksible bøjle med en pude, der sørger for at de sidder behageligt. Det hele er udført i plastik, hvilket holder pris og vægt nede.
Men i skrøbeligt plast
Desværre gør plastikken også, at de virker skrøbelige og på vores par gik puden på toppen af bøjlen løs efter en måneds brug, så de pludselig ikke var helt så behagelige at have på – så de skal passes lidt på. Eller også var vi bare uheldige.
God, lang ledning
I den venstre kop er der også en mikrofon, der kan trækkes ud og placeres præcis, hvor man vil have den og ellers gemmes væk. Der er en lang polstret ledning med knap til at tænde og slukke mikrofonen og et hjul til at justere lyden. Fordi Man O’War kommer med sin egen lydchip med USB-stik, så får man en meget lang ledning, der giver stor frihed. Vil man bruge sit headset til mobilen, så kan det bare klikkes ud af lyd-donglen, hvor det sidder med et almindeligt mini-jackstik. Det fungerer.
God lyd – også til musik
Vigtigst af alt er selvfølgelig lydkvaliteten. Og her overrasker Man O’War. Ikke fordi det er godt i spil, men fordi det også gør sig godt til både musik og film. Du kan sagtens finde bedre headset, hvis du går meget op i musik og afspiller ukomprimerede musikfiler fra kvalitetsudstyr – men vil du gerne lytte til lidt MP3 fra din computer, så klarer dette gaming-headset opgaven bedre end forventet med en rigtig god bas, fine mellemtoner og god diskant.
Mikrofonen holder desværre ikke samme høje lydkvalitet som hovedtelefonerne. Uanset hvordan vi justerede den, så var lyden lettere ulden, og den blev aldrig helt god. Men det er ikke noget problem at blive hørt, og igen er der masser af indstillingsmuligheder – dette er bare ikke headsettet, du skal bruge, hvis du vil lyde allerbedst.
Suveræn gaming-surround
Men det er i spil, at Man O’War kommer til sin ret. Surround-delen er selvfølgelig virtuel og bliver håndteret af Razers indbyggede lydchip, men kombineret med headsettet giver det en fornemmelse af lyd omkring dig, der giver større indlevelse i spil og som føles som om, det gør en forskel, når du f.eks. spiller Battlefield eller andre spil, hvor man gerne vil kunne høre, hvor fjenden kommer fra.
Nem og intuitiv software
Du kan indstille lyden i Razers Synapse-software, der både giver dig mulighed for at teste surroundlyden og for at personliggøre den, så den passer perfekt. Der er masser af indstillingsmuligheder samtidig med at softwaren er pædagogisk opbygget.
Overvej den trådløse storebror
Der er ikke lys eller andet i disse Man O’War, men hvis du savner det, så findes der en trådløs udgave, der lyder stort set ens og hvor du udover at slippe for kablet også får understøttelse af Razers Chroma-lys med i pakken, så dit headset kan blinke i takt med tastatur og mus, hvis du benytter andre af Razers Chroma-produkter. Om det så er knap 600 kroner mere værd, må man selv vurdere.
Hvis du gerne vil have et gaming-headset, der gør en forskel i spil og gør, at du kan se højlydte actionfilm i fuld surround uden at vække familien, så er Razer Man O’War et godt bud. At tu tilmed ikke skal føle, at du er nødt til at skifte, hvis du vil høre stille musik, er blot et plus.