Mobil og tablets

Anmeldelse: Nokia 7.2

Nokia 7.2 gør det rigtigt godt, især taget prisen i betragtning. Den udmærker sig især på et godt kamera.

Nokia er en slags telefonverdenens svar på fugl Fønix; firmaet har skiftet ejere et par gange, og hver gang man lige tror at nu må det da snart være slut, dukker finnerne (og nu er det finnerne igen) op med et sæt nye telefoner der faktisk virker lovende. Nokia 7.2 er en af de nyeste, og der er tydeligvis stramt fokus på at lave en god all-round telefon der er billig.

Designet vinder nok ingen priser. Nokia 7.2 er ikke en decideret grim telefon, men den lidt tykke “hage” nederst er ikke just køn. Til gengæld er bagsiden faktisk okay pæn med dens runde kamera-setup placeret midt på den øverste del af telefonen.

 

Vores udgave er en slags blågrøn, hvilket egentlig er overraskende smagfuldt. Den er ikke så flashy som flere af især Huaweis modeller, men det er måske også fint nok. Den virker også ganske solid, og byggekvaliteten løfter den et stykke op, så det generelle indtryk er ret positivt.

Android 10 lader vente på sig

Softwaren i Nokia 7.2 er Android 9.0. Egentlig er telefonen en såkaldt Android One telefon, hvilket burde betyde at den skulle få opdateringer frem til i hvert fald Android 11. Men vi har altså stadig til gode bare at få 10’eren ud, hvilket er skuffende. Til gengæld kan jeg godt lide, at systemet som helhed virker ret tjept på trods af, at der kun sidder en Snapdragon 660 i maven på Nokia 7.2.

 

Imponerende kamera

Som den Motorola One Zoom jeg anmeldte for nogle uger siden har Nokia 7.2 også et klart fokus på kameraet. Og ligesom Zoom’en er det absolut lykkedes at bygge et ret godt kamera ind i en decideret budgettelefon.

Generelt tager telefonen fine “snapshots” – altså helt uden forberedelse, den slags billeder de fleste tager langt flest af. Især – naturligvis – i dagslys leverer Nokia 7.2 på billedkvaliteten, og autofokus er hurtig og præcis. Men faktisk er det også ganske bevendt i tusmørke og endda om aftenen.

Et aftenbillede fanger en del detaljer, men den lange lukketid gør naturligvis objekter der bevæger sig til en udfordring. Lysere områder har også en tendens til at “bløde ud.”

Kameragruppen består af tre kameraer – noget vi ellers normalt mest ser på de dyrere telefoner – men det er altså også ved at finde vej ned i mellemklassen og er blevet standard for de fleste mobiler i prissegmentet.

 

Hovedsensoren er på 48 megapixel, og den tager altså som sagt rigtigt fine billeder. Til gengæld synes jeg, der er lige lidt for meget forvrængning på vidvinkelkameraet. Der er også en dybdesensor, der hjælper med at lave gode bokeh skud – skulle du have lyst til at tage et portræt af ungerne eller katten. Det virker okay – men den bagvedliggende “intelligens” er, ligesom hos de fleste konkurrenter, ikke helt god nok. Ofte er der ret irriterende fejl i detaljerne, og har din kæreste et lidt uglet hår kan du desværre godt forberede dig på, at det bliver “blandet sammen” med baggrunden. Men det er som sagt ikke et Nokia problem – og topmodeller til 10.000 kr. gør næsten det samme.
Under alle omstændigheder er det imponerende, så godt kameraet er på Nokia 7.2, når man tager prisen i betragtning.

Rimelig skærm

Skærmen i Nokia 7.2 slår nok ikke benene væk under nogen. Bevares, den er ikke dårlig – det er der efterhånden ikke rigtigt nogen, der er – men den er dog et stykke under det, man får på mange andre budgetmobiler. Eksempelvis er Motorola One Zoom og Huawei Nova T begge udstyret med AMOLED skærme, hvor Nokia 7.2 kun er født med en almindelig LCD IPS skærm (Som eksempelvis også bruges på iPhone 11). Er det så en katastrofe? Næh, egentlig ikke. Skærmen er fint lysstærk, og selv om den selvfølgelig ikke kan levere samme kontrast og generel dybde som en AMOLED skærm, så er den faktisk bedre end jeg havde frygtet. Den har også HDR10 og størrelsen er på 6,3″ i Fuld HD+ opløsning (2280×1080) så alt i alt er der tale om en udmærket skærm. I særdeleshed når man tager prisen i betragtning.

I solen er der god knald på, så man kan sagtens se, hvad der foregår. Farverne har dog en tendens til at hælde lidt til det blå, hvilket jeg personligt ikke er fan af – hellere til de varme farver, hvis det endelig skal være. Det er dog ikke en katastrofe.

 

Skærmen er desuden beskyttet af Gorilla Glas 3 – og ja, det er efterhånden en “gammel” teknologi, men ser man på andre mellemklassetelefoner er det slet ikke så skidt endda. I det hele taget er skærmen godkendt, når man tager i betragtning at Nokia 7.2 er en mellemklassemobil til en rigtigt fornuftig pris.

Fingeraftrykslæser på bagsiden

Fingeraftrykslæseren er, da alle jo har opgivet en fysisk startknap til fordel for en større skærm, flyttet til bagsiden af telefonen, hvor den er placeret under kamerasetup’et. Det fungerer udmærket, og den er hurtig til at låse telefonen op og virker ganske præcis. Lidt irriterende er det dog, at den på grund af den massive kamera “kugle” sidder ret lavt – og det er sket, at jeg i stedet placerer poten lige midt i kameraet. Det er dog blevet bedre med lidt tilvænning. Der er også mulighed for at bruge ansigtsgenkendelse – men det droppede jeg hurtigt, da det er alt for langsomt.

 

Håbløs højttaler

Bruger du telefonen til at afspille musik eller video uden brug af hovedtelefoner bliver du nok skuffet, for den lyder ikke godt. Der er forvrængning på høje toner og stort set ingen bas. Der er også kun en enkelt højttaler, så det er let at komme til at blokere for den med hånden. Min anbefaling er i hvert fald, at du altid bruger hovedtelefonerne (men det er det i øvrigt generelt…) Der er i øvrigt et stik til 3,5mm hovedtelefoner – så det giver jo mulighed for at bruge eventuelle gamle hovedtelefoner. Forvent dog ikke særligt høj lydstyrke.

4GB hukommelse

En anden ting, der efterhånden er blevet standard, også ned i mellemklassen, er en ganske gedigen bunke hukommelse – både RAM og plads til billeder, video og apps. Og her har Nokia 7.2 også fået en fin bestykning i form af 4GB RAM og 128GB hukommelse. Det er rigeligt til stort set alt hvad du kan forestille dig at bruge en telefon til i dag, og selv med masser af programmer igang har jeg på intet tidspunkt oplevet at telefonen føltes sløv.

 

Gammel processor

Generelt er der fin smæk på hastigheden på Nokia 7.2, selv om det ikke på papiret er verdens hurtigste. Processoren er en Snapdragon 660 som efterhånden er en halvgammel fætter, og i Antutu får jeg en score på 172.989 – hvilket er rimeligt, uden at være prangende. Men i praksis betyder det reelt ikke ret meget, for i dagligdagen er der fint smæk på Nokia 7.2, og selv krævende applikationer som 3D spil bliver aldrig rigtigt et problem for telefonen.

Sløøøv opladning

Batterilevetiden på Nokia 7.2 er rimelig, og jeg er kommet igennem dagen de fleste gange uden at have problemer – en enkelt gang gik det dog helt galt, og jeg løb tør for strøm allerede kl. 15.30 – uden at jeg helt kunne gennemskue hvorfor. Desværre dukkede en af telefonens største svagheder så op; den langsommelige opladning. Med i kassen følger en 10W oplader, og det er en smule sløjt, dagens standarder taget i betragtning. Så skulle du løbe tør for strøm skal du altså forvente, at du kommer til at være bundet til væggen i en rum tid. I det mindste er opladeren en USB-C (På Nokia 2.3 som vi også har til test er det MicroUSB!), så du kan bruge de fleste ladere – men forvent ikke, at en hurtiglader giver mere hastighed på opladningen, for det lader ikke til, at telefonen kan sluge meget mere end de 10W. Når det så er sagt er det, trods alt, ikke en katastrofe – for de fleste lader formentlig deres telefon om natten. (Selv om det ikke nødvendigvis er en god ide – se vores guide til bedre batterihelbred her.)

Fornuftig telefon til prisen

Generelt er Nokia blevet rigtigt gode til at lave fornuftige telefoner, der samtidig ikke koster spidsen af en jetjager – selv om de ganske ofte har rimeligt gode specs. Med Nokia 7.2 rammer de et punkt hvor du faktisk får rigtigt meget telefon for pengene, og selv om det er tydeligt at telefonen ikke er helt fra øverste hylde, så er der stadig gods i den, og de færreste vil være utilfredse med hverken skærm, kamera eller ydelse.

Jeg har fået Nokias helt billige 2.3 til test også – så giv os eventuelt et like på Facebook, så får du besked når den anmeldelse er klar.

Nokia 7.2

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 2.498 kr.

Nokia 7.2 er absolut en fin telefon, og du får meget for pengene. Men der mangler lidt ydelse, og opladningen er alt for langsom.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.