Med OnePlus 8 Pro har kineserne sat sig helt frem på det forreste sæde i teknologi-bussen. OnePlus har tydeligvis lyttet til brugerne og sat sig for at give dem alt, hvad de har bedt om; fra 5G-forbindelse, IP68-certificering og trådløs opladning over skærm med 120Hz opdatering til et kamera, der er blevet væsentligt mere avanceret. Det hele bundet sammen af den ypperste indmad til at transportere regnekraft og data rundt i telefonen.
Til gengæld har OnePlus også hævet prisen. Ret voldsomt endda. Den nye topmodel koster over to tusinde kroner mere end sin forgænger fra efteråret.
Ved første øjekast er der ikke sket det vilde i forhold til forgængeren, men et nærmere kig afslører små, men væsentlige, ændringer. Først og fremmest har OnePlus droppet popop-kameraet fra sidste års modeller og boret et lille hul i skærmen i stedet, hvorfra selfiekameraet kigger frem. En løsning, der bruges i flæng af også Samsung og Huawei, for at undgå notch. Den anden væsentlige designændring er bagpå, hvor der er blevet rykket rundt og tilføjet linser til kameradelen.
Skærmen er samtidig vokset en lillebitte smule fra 6,67 til 6,78 tommer, men det er ikke noget, man bemærker med det blotte øje. OnePlus 8 Pro er 3-4 millimeter højere end OnePlus 7T Pro, men bortset fra det er de stort set lige store.
Kamera-konfigurationen. Popop-kameraet er udskiftet med et hul. Bunden med USB-C stik og sim-skuffe. OnePlus 8 Pro (tv) og efterårets OnePlus 7T Pro. Fuldstændig fremragende skærm Sidste år gik OnePlus med i front, da de øgede opdateringsfrekvensen på skærmen til 90Hz. Med 8 Pro øges den til voldsomme 120Hz. Det betyder, at skærmbilledet opdateres 120 gange i sekundet. Det er ikke en forbedring, der kan mærkes direkte, men den er med til at få telefonen til at føles helt utrolig hurtig. Ikke alene når man swiper ned gennem billeder i galleriet, tjekker opdateringer på Facebook eller skøjter gennem en hjemmeside i browseren, men også når man bevæger sig rundt i styresystemet, hvor reaktioner bare føles mere … præcise. Jeg er stor fan. Også selv om det koster på batterifronten.
I det hele taget har OnePlus virkelig gjort det godt med skærmen. Den er helt utrolig lækker. Grafik og tekster står som skåret i laser og farverne er sprudlende og sprøde – noget jeg især nyder, når jeg ser serier og film. Lysstyrken er også så høj (op til 1.500 nits) at den kan bruges udenfor i selv det vildeste solskin.
Det er, helt uden sammenligning, den bedste skærm OnePlus nogen sinde har disket op med; i direkte sammenligning er den synligt bedre end skærmen på OnePlus 7T Pro. Farverne er simpelthen mere “friske” og der er en bedre definition i mellemtonerne, der får både billeder og grafik til at virke dybere.
Nu med trådløs opladning Den altoverskyggende nyhed – og det, der sammen med 120Hz-skærmen adskiller Pro’en fra den almindelige 8’er – er dog trådløs opladning. Det er første gang, kineserne omfavner trådløs opladning, som de hidtil har holdt sig fra, da de mente, at det var for langsomt. Den udfordring har OnePlus løst på fineste vis med 8 Pro, da de har gjort det muligt at lade trådløst med op til hele 30W. Til sammenligning kan Apples topmodel, iPhone 11 Pro Max, oplades med maksimalt 7,5W trådløst.
OnePlus kalder teknologien Warp Charge 30 Wireless og den oplader stort set telefonen lige så hurtigt som den medfølgende kablede oplader – det tager knapt en halv time at fylde at tomt batteri halvt op. I den anden ende, hvor opladningen altid går lidt langsommere, lykkes det mig at oplade telefonen trådløst fra 65 til 100 procent på 26 minutter.
Men vil du udnytte den høje hastighed, må du spytte 549 kroner ekstra efter OnePlus egen trådløse oplader. Det er i skrivende stund den eneste oplader, der kan levere de 30W trådløst og den bygger på OnePlus egen udvidelse af Qi-standarden, så det er langt fra sikkert, at der kommer kompatible trådløse opladere i butikkerne.
OnePlus 8 Pro i opladeren. Opladeren har indbygget blæser. Omvendt trådløs opladning kan snildt håndtere Apples AirPods. Telefonen kan dog også oplades trådløst på en almindelig Qi-kompatibel oplader, men så går det lige så langsomt som normalt. Efter min mening er 549 kroner i øvrigt en yderst acceptabel pris for den opladeren – selv om enheden næppe vil vinde nogen skønhedskonkurrencer.
Apropos batteriet, så er 8 Pro udrustet med et 4.510 mAh stort et af slagsen og det holder fint til mere end en enkelt dags brug, selv når skærmen er i højeste opløsning og 120Hz-funktionen aktiveret. Bevares, gamer-typer vil nok have en anden opfattelse, men for vi andre mere traditionelle brugere er min erfaring, at batteriet er alt rigeligt.
Den hurtigste androide på havnen I maskinrummet holder OnePlus den høje standard, vi er blevet vant til – og det kan da også ses i vores GeekBench-målinger (se nedenfor), der hævder, at 8 Pro er den hurtigste Android-model, vi nogensinde har testet.
Systemet drives, ligesom mange andre Android-telefoner, af en Qualcomm Snapdragon 865 SoC, men noget der er med til at give ydelsen det ekstra nøk, er de hele 12 gigabyte LPDDR5 RAM, som vores testudgave er udrustet med – og så en rasende hurtig lagerplads, der taler med resten af systemet via UFS 3.0. Her er der ikke nogen, der har villet spare et par håndører; der er fuld knald på.
[table id=9 /]
Vores lånte anmeldereksemplar har 256 gigabyte lagerplads, men 8 Pro fås også i en mindre potent (og 900 kroner billigere) model med 8 gigabyte hukommelse og 128 gigabyte lagerplads i stedet. På alle andre måder er de to varianter identiske.
Kompetent kamera Kameraet er et område, hvor OnePlus traditionelt har slæbt sig efter konkurrenterne, men med de seneste par modeller er de kommet i omdrejninger. Således også på 8 Pro, der har et yderst kompetent kamera.
Kameraopsætningen på bagsiden har fire linser; et 48 megapixel hovedkamera (f/1.78), en 48 megapixel ultra-vidvinkel (f/2.2) og en telelinse med 3x optisk zoom (f/2.44). Den fjerde linse er et såkaldt Color Filter Camera , der kan smide forskellige effekter på billederne. *host* gimmick *host*. Godt så.
Nu kan det godt være, at Huawei P40 klarer sig bedre teknisk (læs vores anmeldelse her ), men 8 Pro falder bestemt ikke igennem. Billederne, den leverer, er både varme og lækre – og farverne er efter mine mening godt afstemt. Ingen hysteriske farveladeplamager, som andre kameraer kan have tendens til. Og som det ses på bygningsbillederne er der også fint med detaljer i de skyggefylde områder på altanerne.
Som andre mobilkameraer klarer 8 Pro sig dog bedst under optimale lysforhold, mens den kæmper for at levere gode resultater i mørke. Er man den modige type, er der i øvrigt rigeligt med håndtag at hive i for at justere på både iso, lukkertider og andre spidsfindigheder.
Herunder et par eksempler på billeder, jeg har skudt i testperioden (klik for at forstørre). Bemærk især detaljerne i makrobilledet af blyanten. Lækkert.
Skud i vidvinkel. Normal op-af-lommen-indstilling. Telelinse med 3x optisk zoom. Makrobillede af blyant. Makrobillede af møtrik. Bellahøj by night. Alt det andet … Som tidligere nævnt er OnePlus 8 Pro et rent overflødighedshorn af teknologier, der er plukket ned fra øverste hylde. Ud over 5G-forbindelsen, den overvældende skærm og den lynhurtige trådløse opladning får du Wi-Fi 6 med 2×2 MIMO-antenner – og har du en router der kan håndtere den relativt nye standard, er der virkelig noget at hente. Den er kvik.
OnePlus 8 Pro har også Bluetooth 5.1 med AptX og AptX HD, LDAC og AAC – altså potentiale for den bedst mulige lydkvalitet. Nævnte jeg, at stereohøjttalerne understøtter Dolby Atmos? Og skærmen HDR10+?
For mange almindelige brugere vil mange af funktionerne nok være mere nice to have end need to have , men er du typen der vil have det hele, får du det altså samlet i en pakke her.
iNPUT mener OnePlus har hidtil været kendt som dem, der ”laver gode, men samtidig billige telefoner”. De laver stadig fremragende telefoner, men decideret billige er de ikke længere. Med 8 Pro træder OnePlus op i en liga, hvor de skal konkurrere mere direkte med topmodellerne fra eksempelvis Samsung.
Model Hukommelse Lagerplads Pris OnePlus 8 Pro 8 gigabyte 128 gigabyte 6.999 kr. OnePlus 8 Pro 12 gigabyte 256 gigabyte 7.899 kr.
Manøvren lykkedes for Huawei for en årrække siden, nok primært på grund af et kamera der satte nye standarder, men OnePlus 8 Pro mangler i mine øjne den ene funktion, der skiller den ud og gør den uundværlig. Det bliver interessant at se, om forbrugerne følger med.
Når det er sagt, så er OnePlus 8 Pro i min optik overordnet set den hidtil bedste og mest komplette smartphone, jeg har haft mellem hænderne i år. Det er en fremragende smartphone. Og så er det altså også værd at bemærke, at selv den ypperste model, med sin prislap på 7.899 kroner, stadig er flere tusinde kroner billigere end mange af konkurrenternes topmodeller.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
7.899 kr. Et rent overflødighedshorn og den hidtil bedste smartphone, jeg har haft mellem hænderne i 2020.