Mobil og tabletsTophistorie

Anmeldelse: OnePlus 8T

OnePlus 8T er en vildbasse med 120Hz skærm og sindssygt hurtig opladning til en forbavsende lav pris.

OnePlus 8T er ikke det nye flagskib, den ære tilfalder fortsat forårets OnePlus 8 Pro. Men det er i virkeligheden meget få ting, der adskiller de to – bortset fra prisen, der er nærmest mistænksom lav på 8T. For under fem tusinde får du en lynhurtig 5G-telefon med 120Hz-skærm, firedobbelt kamera, den nok hurtigste opladning på markedet – og så er det samtidig den første telefon, der kan tilbyde Android 11 direkte fra æsken.

OnePlus 8T er først blevet lanceret i dag, men jeg har haft mulighed for at bruge telefonen den seneste uges tid, og jeg er grundigt imponeret.

 

Sindssygt hurtig opladning

Den helt store nyhed i OnePlus 8T kan man ikke umiddelbart se. Men den kan søreme mærkes. Det er nemlig opladningstiden. Sammen med 8T introducerer OnePlus sin Warp Charge 65-teknologi, der mere end fordobler hastigheden på opladning i forhold til forgængeren. OnePlus fortæller selv, at batteriet kan oplades hele 58 procent på bare et kvarter, og den er ikke helt ved siden af.

Da jeg satte anmeldereksemplaret til opladning, stod batteriprocenten på 5 procent og et kvarter senere var den oppe på 59 procent. Efter yderligere femten minutter havde telefonen imponerende 93 procent. Seks minutter senere var den på 100 procent. Altså 36 minutter for at lade den fra 5 til 100 procent. Det er flot, ja, nærmest sindssygt, og så bliver telefonen ikke engang voldsomt varm; lun er en bedre beskrivelse.

 

Så hurtig opladning har potentiale til fuldstændigt at ændre måden, vi bruger telefonen på. Det åbner for, at telefonen ikke partout behøver at lade op om natten. Du kan sætte den til opladning, mens du får overstået morgenbadet og så er der batteri nok til en hel dags brug. Nu begynder det virkelig at ligne noget – og Warp Charge 64 er nok 8T’erens allerstørste fordel i forhold til alle konkurrenterne.

Til gengæld må man så undvære trådløs opladning; det er fortsat kun topmodellen OnePlus 8 Pro, der kan prale af den funktion. Der skal jo være fordele, når prisforskellen er så markant – OnePlus 8 Pro står stadig til knapt 7.000 kroner.

Skærm med overskud

En anden væsentlig opgradering i forhold til OnePlus 8, er skærmen. Lige som på 8 Pro er den med 120Hz-opdateringshastighed og det kan altså mærkes. Det er svært at sætte en finger på præcis hvad det er, men alting flyder bare bedre og det giver et indtryk af, at telefonen har “overskud”. Det er en følelse.

 

Farverne står klart og grafikken – ikonerne – er sprøde. Der er ikke nogen notch, bare et hul til selfie-kameraet og opmærksomme læsere vil allerede have bemærket, at skærmen er flad. I modsætning til skærmen på 8 Pro, der havde buede kanter. Det kan undertegnede godt lide; jeg er aldrig blevet ven med de buede kanter.

Selv om det ikke lige er til at se i direkte sammenligning, er skærmen på 8T dog mindre lysstærk end den som 8 Pro er udrustet med. 8T kan levere op til 1.100 nits, mens 8 Pro kan levere op til 1.500 hits. Det er, sandt at sige, ikke noget jeg bemærker; også i direkte sol fungerer 8T-skærmen rigtig godt.

Hurtigere processor

Til gengæld har 8T fået nøjagtig samme chipset som 8 Pro, nemlig Qualcomm Snapdragon 865. Den har også fået UFS3.1 lager og fås med enten 8 eller 12 GB RAM. Der er altså lagt i kakkelovnen til høje hastigheder, og målingerne i Geekbench 5 skuffer da heller ikke, som det ses i tabellen nedenfor, hvor den lægger sig pænt tæt på de hurtigste Androider, vi har testet.

 

[table id=9 /]

Præcis hvorfor den ikke banker 8 Pro ved jeg ikke; lagerpladsen burde med NFS3.1 være hurtigere end 8 Pro’erens, der “kun” har NFS3. Men Nord efterlades naturligvis i støvet.

Når det er sagt, så er hele hastighedsdiskussionen ret akademisk. Det er længe siden, jeg har mærket en direkte forskel i nyere Android-telefoner, de er alle så hurtige, at de føles tilfredsstillende.

 

Nu med fire kameralinser

I forhold til 8’eren har 8T fået en ekstra kameralinse, nemlig en monokrom sort-hvid linse på 2 megapixel. Jeg kan dog ikke finde ud af bruge den direkte, så jeg går ud fra, at den primært benyttes til at forbedre farvebillederne.

Hovedkameraet er et 48 megapixel af slagsen (blænde f/1.7), baseret på Sonys IMX586-sensor, som også var at finde i OnePlus 8 – og er en kende ringere end den sensor, som 8 Pro er udstyret med (IMX689).

 

Ultravidvinkel-sensoren i 8T er også et skridt ned i forhold til 8 Pro, men til gengæld er Field of View helt oppe på 123 grader, så hele familien, inklusive fætre og kusiner, kan komme med på billedet. Den sidste linse er en makrolinse med 5 megapixel og brændvidde på 3 centimeter.

Jeg er ikke helt oppe at ringe over kameraet i 8T. Som det ses på billederne nedenfor er farverne, efter min mening, en kende fesne. Landskabseksemplerne er samtidig lidt for mørke, så der forsvinder detaljer. Men det er noget, der kan justeres væk eller rettes via en softwareopdatering. Ultra-vidvinklen forvrænger også vel rigeligt for min smag; elkassen på mit eksempel har bestemt ikke den form i virkeligheden.

Bemærk også kameraets udfordringer med at skelne mellem hår og baggrund på portrættet. Det er et typisk problem, som OnePlus altså heller ikke har fået løst.

Når det er sagt, så er jeg måske en sur gammel mand, for det er bestemt ikke noget decideret ringe kamera. Det er bare heller ikke bedste, OnePlus har at byde på.

Batteri og alt det andet

OnePlus 8T har faktisk to batterier. Det er blandt andet sådan, de har fået ladehastigheden så højt op; så kan de oplades samtidigt. Samlet er der 4.500 mAh og det holder rigeligt til en hel dag plus det løse, selv når 120Hz-funktionen er slået til. Og som sagt virker levetiden mindre væsentligt, når batteriet kan lades op så hurtigt igen.

Samtidig har 8T masser af “skjulte” lækkerier såsom Wi-Fi 6, stereo-højttalere med Dolby Atmos-lyd og Bluetooth 5.1 (aptX, aptX HD, m.m.). Og sikkerheden varetages af både fingeraftrykssensor i skærmen og mulighed for Face Unlock via selfie-kameraet.

Android 11 og ny brugerflade

En af de nyheder, der er ret tydelige, er opdateringen af den brugerflade, der er smurt hen over Android 11 (8T er i øvrigt den første nye telefon på markedet med Android 11). OxygenOS 11 hedder den nye brugerflade og den er blevet tilpasset, så mange af telefonens funktioner kan bruges med en hånd, på trods af skærmens størrelse.

OnePlus 8T
Skærmeksempler fra OxygenOS 11.

Det ses tydeligt i eksempelvis Billeder-app’en, hvor alt der kan klikkes på, er placeret på den nederste halvdel af skærmen i nå-afstand for selv korte tommelfingre. Samme designprincipper går igen i alle OnePlus’ egne apps, men kommer naturligvis til kort i tredjeparts-apps.

På samme måde har OnePlus lavet en systemomfattende Dark Mode; den forsøger endda at mase Dark Mode ind i apps, som ikke understøtter tilstanden fra fødslen.

Om designet falder i en smag er naturligvis personligt, men jeg synes det er ret vellykket. Jeg sætter pris på det luftige udtryk og så fungerer det rent faktisk godt med enhånds-betjening.

iNPUT mener …

OnePlus 8T er på alle leder og kanter en bedre telefon end forgængeren – og så er den endda billigere end 8’eren var, da den udkom for omkring et halvt år siden. Faktisk koster 8T ikke engang en tusindelap mere end den billige OnePlus Nord – og for de penge får du altså virkelig bonus: En væsentlig hurtigere processor, en markant bedre skærm med 120Hz-opdatering, et bedre kamera og, ikke mindst, den forrygende hurtige opladning med Warp Charge 65.

Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at 8T p.t. er et bedre køb end selv flagskibet 8 Pro. Bevares du må undvære trådløs opladning og IP-certificering, men det kompenserer både Warp Charge 65 og prisen så rigeligt for i min optik. 

OnePlus 8T

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

4.699 kr.

OnePlus 8T er en fantastisk telefon, der brillerer med sin hurtige opladning og lave pris. Kun kameraet skuffer en smule.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.