Mobil og tabletsTophistorie

Anmeldelse: OnePlus 9 Pro

Hasselblad-samarbejdet er den helt store nyhed i den fremragende nye topmodel OnePlus 9 Pro. Men der er meget mere at komme efter ...

Mens OnePlus generelt laver lynhurtige telefoner, der er spækket med teknologi fra øverste hylde, så er der et punkt, hvor de historisk set altid har haltet efter konkurrenterne. Nemlig kameraet. På trods af at der er sket gevaldige forbedringer med kameraet de seneste år, er OnePlus stadig ikke at finde på DxoMarks top-10 over de bedste kameramobiler. Eller i top-20 for den sags skyld. Det skal der laves om på – og OnePlus 9 Pro er det første spæde skridt i den retning.

OnePlus har ”lavet en Huawei” og indgået et samarbejde med den ikoniske svenske kameraproducent Hasselblad. Målet er, at OnePlus og Hasselblad over de næste tre år i fællesskab skal udvikle både hard- og software til kameraet. I denne første inkarnation har Hasselblad dog ”kun” været involveret i softwaren – helt konkret farvekalibrering og Pro-delen af kamerasoftwaren. Alligevel er forventningerne høje, når nu OnePlus 9 og 9 Pro er de første telefoner, der bærer Hasselblad-logoet. Det vender jeg tilbage til. 

 

Når det nu er sagt, vil jeg mene, at man skal se igennem Hasselblad-logoet, hvis man overvejer at købe telefonen. For selv uden Hasselblad-logoet er OnePlus 9 Pro en helt igennem forrygende telefon, der tydeligt viser, at Oneplus har lagt sig i selen for at overgå sidste års OnePlus 8 Pro. De har naturligvis også taget det bedste med fra efterårets OnePlus 8T, nemlig den sindssygt hurtige Warp Charge 65T-opladning.

Mageløs skærm

Men først er der skærmen. Den opdateres, naturligvis, med op til 120Hz lige som forgængerne, men på 9 Pro har OnePlus adopteret den nye OLED LTPO-teknologi. Den gør det muligt at hæve og sænke opdateringsfrekvensen efter behov. Den samme teknologi er i brug i Samsung Galaxy S21, der kan svinge mellem 120 og 10Hz, men OnePlus siger, at de kan få skærmen på OnePlus 9 Pro helt ned på 1Hz. Hvorfor? Fordi det sparer på batteriet. Faktisk hævder OnePlus, at den adaptive opdateringshastighed, som de kalder ’Smart 120 Hz’, skærer strømforbruget med imponerende 50 procent. Men det postulat er svært at afprøve.

 

Hvad er: ‘Smart 120 Hz’

OnePlus 9 Pro kan sænke skærmens opdateringshastighed, når der ikke er brug for hurtige bevægelser. På den måde spares der strøm på batteriet, for jo hurtigere skærmen opdateres, des mere strøm kræver den. Ser du på et billede eller læser du en tekst, er opdateringshastigheden nede på 1Hz, men ser du en film, øges den til 24Hz. Den højeste opdateringsfrekvens (120Hz) bruges til at give en smooth følelse, når du navigerer rundt i brugerfladen.

Hvad der derimod ikke kan diskuteres er, at skærmen er god. Ikke bare en smule bedre, men virkelig god. Den er blevet væsentligt nemmere at se i solskin, den står generelt knivskarpt og farverne er helt eminente. En ren fornøjelse at hvile øjnene på. Det er afgjort en skærm fra øverste hylde – og den har da også allerede fået den højeste score (A+) fra DisplayMate.

 

Selv min største kæphest, de buede kanter, har OnePlus gjort noget ved. I modsætning til OnePlus 9 har 9 Pro’eren godt nok stadig buede skærmkanter, men de er blevet nedtonet væsentligt i forhold til 8 Pro. Jeg havde ingen problemer med at fejlaktivere skærmen eller funktioner, når jeg skulle samle telefonen op eller lægger den fra mig. Sikke en befrielse. Måske er de helt væk næste år?

Den hidtil hurtigste Androide …

Maskinrummet er også optimeret med de gode komponenter og det viser sig tydeligt i vores Geekbench-test, hvor 9 Pro overhaler samtlige andre Android-telefoner, vi har haft til test. Den smyger sig endda forbi Samsung Galaxy S21 Ultra – med god margen. Den er dog stadig et godt stykke fra Apples overlegne iPhone 12 Pro (se tabellen nedenfor).

Hastigheden skyldes ikke alene, at OnePlus 9 Pro er bestykket med det seneste Qualcomm Snapdragon 888 chipset, men også at OnePlus har givet den 12 gigabyte af den lynhurtige LPDDR5 RAM, der taler med resten af systemet via UFS 3.1. Der er ganske enkelt ingen slinger i valsen. Heller ikke, hvis du gamer; alt hvad jeg har kastet efter den, kører som i smør.

 

ModelSingle-coreMulti-core
Apple iPhone 12 Pro1.5964.086
OnePlus 9 Pro1.1273.686
Samsung Galaxy S21 Ultra1.0993.387
OnePlus 8 Pro9093.341
Målt med Geekbench 5.

Opladning i overhalingsbanen

Hastigheden går igen under opladning af batteriet – også når den oplades trådløst. Hvis udstyret er i orden. Efterårets OnePlus 8T bød på Warp Charge 65, der var rasende hurtig, men på OnePlus 9 Pro er den endnu hurtigere. Warp Charge 65T hedder årets aftapning og den kan oplade 4.500 mAh batteriet (der er faktisk to med en samlet kapacitet på de 4.500 mAh) fra 0 til 100 procent på bare 29 minutter. Altså kablet. Jeg lod aldrig telefonen løbe tør for strøm, men fik den fra 5 til 100 procent på lige over 27 minutter. Det er er i den grad godkendt.

 

Mere vildt er dog den trådløse opladning. Det var bare sidste år med OnePlus 8 Pro, at OnePlus introduceredee trådløs opladning og Warp Charge 30 Wireless, men på 9 Pro’eren er den skruet op fra 30 til 50. Det betyder at begge batterier kan modtage op til 25W på samme tid. Teoretisk kan batteriet oplades trådløst fra 0 til 100 procent på bare 43 minutter. Det kræver dog, at man investerer i OnePlus egen trådløse oplader, der koster 600 kroner ekstra. Personligt synes jeg, det er pengene værd, men det er klart en nice to have, ikke en nødvendighed. Så stor gene er kablet heller ikke.

Apropos oplader, så går OnePlus imod strømmen og leverer kablet oplader med i æsken. En stærk krabat endda, der kan oplade andre USB-C enheder med op til 45W. Hos både Apple og Samsung er opladeren nu ekstraudstyr. Det er værd at tage med i det samlede regnestykke.

 

Kameraet

Nå. Kameraet. Telefonens hovedattraktion. Lad mig starte med at tage spændingen væk: Det er et fremragende kamera, der sidder i OnePlus 9 Pro. Telefonen er udrustet med en specialdesignet sensor fra Sony (IMX789) der er i stand til at skyde billeder i 12-bit RAW, hvilket giver den mulighed for at gemme langt flere farveinformationer. Den har også en masse andre tekniske krumspring, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, bare konkludere, at den gør arbejdet endog særdeles godt.

Hasselblads rolle har som tidligere nævnt været softwarebaseret. Det mest synlige bevis på samarbejdet er en helt ny farvekalibring, kaldet Natural Color Calibration with Hasselblad. OnePlus og Hasselblad har igennem flere måneder arbejdet med finjustering, der har til formål at give fotos fra OnePlus-telefoner mere nøjagtige og naturligt udseende farver. Standarden vil også fungere som OnePlus’ nye standard for farvekalibrering til sine fremtidige smartphone-kameraer.

Jeg har sammenlignet den direkte med iPhone 12 Pro og resultaterne kan ses nedenfor. Som det tydeligt ses er der væsentlig forskel i farverne; billederne fra OnePlus er mere “nedtonede”, mens iPhone 12 Pro-billederne popper mere ud. Hvad man så foretrækker, vil jeg lade være op til den enkelte.

iPhone 12 Pro (venstre) og OnePlus 9 Pro (højre).

Men OnePlus 9 Pro tager, i min optik, mere naturlige farver og så er detaljegraden i øvrigt også bedre. Det er ret tydeligt på de runde udsnit herunder, der er i 100%. Kig på den lyserøde fjedder og sprækkerne i træet over den. På OnePlus 9 Pro-billedet er der detaljer, der ikke er kommet med på iPhone-billedet.

Ærgerligt nok er billederne herunder taget på en gråvejrsdag, men de viser hvordan de tre primære linser klarer sig. OnePlus har arbejdet på at fjerne den forvrængning der altid er på vidvinkelskud. Det er ikke lykkes helt, men dårligt er det bestemt ikke. Telebilledet og selv zoom-billedet (3,3x / 77 mm optisk) ser bare lækre ud og igen kan man nyde detaljerne. Husk, at dette er peg-og-skyd-billeder; jeg har hverken ændret opløsning eller andre indstillinger.

Apropos indstillinger, så er der masser af håndtag, erfarne hobby-fotografer kan hive i. En anden Hasselblad-indflydelse er nemlig Hasselblad Pro Mode. Det er her, man kan låse op for 12-bit RAW og Hasselblads billedbehandling. Det er forholdsvis nemt at finde rundt i ISO, fokus, eksponering og hvidbalance, hvis man kender lidt til begreberne.

Herunder er lidt billeder, jeg har skudt i Gilleleje og i Brønshøj. Nattebilledet er ikke heeelt fantastisk, bemærk træerne ovre til venstre, der står glimt uskarpt og fulde af billedstøj. Når det er sagt, så er aftenbileder også alle mobilkameraer lakmustest og jeg synes faktisk OnePlus 9 Pro gør det ganske godt. Farverne og stemningen er bevaret.

OnePlus 9 Pro
Peg-og-skyd fra Gilleleje.
OnePlus 9 Pro
Peg-og-skyd fra Gilleleje.
Aftenbillede ud over Brønshøj.

Jeg synes OnePlus har taget en syvmileskridt med 9 Pro’eren og jeg glæder mig virkelig til at se, hvad de kan få ud af samarbejdet med Hasselblad, når svenskerne også begynder at blande sig i hardwaren. Det lover godt.

iNPUT mener …

Men ingen roser uden torne, som man siger. Selv om OnePlus sidder på de forreste sæder i teknologibusen, så er der nogle områder, hvor de – efter min mening – nøler en smule. Trådløs opladning var en af de teknologier, de snildt kunne have lanceret tidligere end de valgte. Denne gang sidder jeg og undrer mig over, at de stadig ikke har gjort det muligt at bruge eSim. Det er uforståeligt og samtlige konkurrenter har da også forlængst favnet teknologien. Ligesom teleselskaberne herhjemme. Der er heldigvis mulighed for dual-sim, men OnePlus 9 Pro er altså en topmodel – et flagskib – og prismæssigt vil OnePlus også gerne lege med ved det store bord. I den optik vil eSim ikke være for meget forlangt.

ModelPris
OnePlus 9 Pro (8 GB RAM / 128 GB lager)6.999 kr.
OnePlus 9 Pro (12 GB RAM / 256 GB lager)7.999 kr.

Men så er der i virkeligheden heller ikke ret meget andet i brokkassen. Selv designet er lækkert. Specielt den farvevariant, vi har lånt, nemlig Morning Mist, der slet, slet ikke kommer til sin ret på billeder. I bunden, hele delen under logoet, er den spejlblank og så toner den ud og bliver tåget over logoet. Det er hamrende flot og anderledes. Bevares, fedtfingre bemærkes, men jeg har oplevet værre.

Det har i virkeligheden ikke været svært at give OnePlus 9 Pro karakter. Det er en forrygende telefon, der selv uden Hasselblads indblanding ville være virkelig attraktiv – Også til prisen. Med sidste års OnePlus 8 Pro viste OnePlus, at de ville lege med de store drenge og deres priser. Med OnePlus 9 Pro slår OnePlus fast, at de hører hjemme i det selskab.

Noget, du vil vide?

Moderne smartphones er så avancerede og smækfyldt med funktioner, at vi ofte må fokusere vores anmeldelser på specifikke områder. Sidder du og spekulerer over noget, vi ikke har været omkring i denne anmeldelse, så skriv endelig spørgsmål i kommentarfeltet nedenfor. Jeg sidder klar ved tastaturet for at besvare spørgsmålene …

OnePlus 9 Pro

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

7.999 kr.

Selv uden Hasselblads indblanding ville OnePlus 9 Pro være en fantastisk telefon til prisen.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.