Når man skal finde en smartphone fra mellemste hylde, er det normalt et spørgsmål om kompromisets kunst: At vælge telefonen ud fra den ene ting, den er god til – hvad enten det er kamera, hastighed eller batterilevetid – og så ”leve” med resten. Den begrænsning forsøger OnePlus at bryde med sin nye OnePlus Nord – en telefon, som ikke alene er udstyret med et flagskibskamera, men også en 90Hz OLED-skærm, et stort batteri – og en 5G-forbindelse.
OnePlus slog i sin tid sit navn fast ved at sælge telefoner, der havde anstændig bestykning og pænt lave priser. Siden er telefonerne blevet mere avancerede, og priserne har samtidig sneget sig op på næsten samme niveau som konkurrenternes flagskibe. Forårets OnePlus 8 Pro (læs vores anmeldelse her ) havde eksempelvis en prislap på knapt 8.000 kroner. Men OnePlus vil stadig gerne sælge billige(re) telefoner – og det hul skal Nord fylde.
For at få prisen på OnePlus Nord ned, har kineserne naturligvis måttet skære nogle hjørner. En af dem er processoren – det er en Snapdragon 765G. Den har ikke samme muskler som processoren i 8-serien, men den understøtter til gengæld 5G.
Blodfattig processor – med 5G Som det ses i tabellen nedenfor, er processoren – i hvert fald på papiret – en af de mest blodfattige, vi har testet. Når det er sagt, mærkes det primært, hvis du vil spille krævende 3D-spil eller lignende. I daglig brug mærker man altså ikke den store forskel mellem Nord og topmodellerne.
[table id=9 /]
Det skyldes ikke mindst to ting; OnePlus har ikke været nærige med RAM. Selv den billigste udgave af Nord har 8 gigabyte RAM, men den dyreste (som vi tester her) har hele 12 gigabyte. Det giver naturligvis systemet noget luft.
Den anden ting er skærmen. Modsat mange af konkurrenternes mellemklasse-modeller, så er Nord udrustet med en kapabel OLED-skærm, der opdateres 90 gange i sekundet (90Hz) og får alting til at virke flydende. Det er grundlæggende en mindre udgave af den skærm, som OnePlus 7T og OnePlus 8 er udrustet med, men Nord-udgaven har dog trods alt kun en opløsning på 1080p+, og den har ikke HDR. Der skal altså ikke flyttes så pixels rundt, hvilket hjælper på telefonens ydelse.
Skærmen er lysstærk og med sprøde farver, men sammenlignet direkte med OnePlus 8’eren er der alligevel en væsentlig forskel i kvalitet. Helt som forventet. Det ér trods alt en mellemklassemodel. Skærmen er i øvrigt ”flad” uden buede hjørner. Det sætter vi stor pris på, her på redaktionen.
Dobbelt op på selfies Et sted, hvor OnePlus virkelig har haft fokus, er på kameraerne. Som den første OnePlus-telefon har Nord hele to selfie-kameraer – og den overgår dermed sine søskende. Hovedkameraet har en 32 megapixel-sensor (OnePlus 8 og 8 Pro har til sammenligning 16 megapixel), og den flankeres af en 8 megapixel ultravidvinkel (105 grader), der sørger for, at både du og vennerne kommer med på selfierne.
48-megapixel-kameraet på bagsiden er grundlæggende identisk med det, som sidder i OnePlus 8 – 1/2.0 tommer-sensor, blænde på f/1.8 samt både optisk og digital billedstabilisering. Der er dog ikke zoom-linse som på 7T, i stedet benyttes sensorens høje opløsning til at levere 12 megapixel 2x zoom.
Bagsidens 8 megapixel ultravidvinkel er en nedgradering i forhold til OnePlus 8, der har en 16 megapixel-sensor. Ingen af linserne kan fokusere på korte afstande, så Nord er desuden forsynet med en makro-linse. Den er dog på sølle 2 megapixel. En 5 megapixel dybdesensor giver på papiret Nord en fordel i forhold til 8’eren, men den er ikke stor.
Der er knald på farverne. Bemærk pandehåret, der fejlagtigt er en del af baggrunden. Selfie. Billedeksempler, OnePlus Nord. OnePlus Nord tager virkelig gode billeder, så er det sagt. I hvert fald når lyset er i orden. Det er faktisk nærmest umuligt at se forskel på billeder fra Nord og den væsentlig dyrere OnePlus 8. En undtagelse er ultravidvinkel-billeder, der lider under Nord-telefonens lavere opløsning.
Portrætfunktionen kunne godt have brugt en hurtigere processor – den har simpelthen problemer med at adskille motiv og baggrund fra hinanden (se eksemplet ovenfor). Der er også godt knald på farverne på billederne, og det vil nok ikke tiltale alle, men overordnet set leverer OnePlus Nord væsentlig bedre billeder, end vi er vant til i denne prisklasse.
Ingen trådløs opladning, men … Batteriet er OnePlus heller ikke gået på kompromis med; det er på flotte 4.115 mAh, der snildt får dig gennem dagen. I testperioden klemte jeg mellem otte og ti timers levetid ud af batteriet – og jeg bruger naturligvis altid telefonen mere, når jeg tester den, så i min optik er det i dén grad godkendt.
OnePlus har sparet den trådløse opladning væk, men har til gengæld givet telefonen Warp Charge 30T, der betyder, at batteriet kan oplades fra 0 til 100 procent på lige under en time. Jeg synes, det er en god byttehandel, og at OnePlus har foretaget det rigtige valg, når nu der skal spares her og der.
iNPUT mener … I det hele taget synes jeg, at OnePlus har formået at bevæge sig graciøst på knivsæggen og har lagt fokus der, hvor vi forbrugere mærker det: Kameraet er godt, skærmen er over par, og batteriet klart godkendt. Den gennemsnitlige bruger vil aldrig tænke over den manglende processorkraft, der ”skjules” godt af et ellers hurtigt system. Det er kun brugere af ”tunge” apps, der vil mærke det kompromis. Der, hvor det tæller, har OnePlus ikke sparet.
OnePlus Nord har også et lækkert design. Materialevalget virker ”dyrt”, samlekvaliteten er i top, og der er igen knagen, når telefonen krammes. Selv farven – det er den turkisblå variant, vi har testet – er lækker. Læg dertil, at telefonen har 5G, så sætter OnePlus i min optik barren højere, end vi er vant til på mobiler fra mellemste hylde. Det er rart at føle sig forkælet, selv om man ikke hæver hele opsparingen for at få en ny mobiltelefon.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
3.799 kr. Der er kommet en ny konge på mellemste hylde.