OnePlus er klar med tredje inkarnation af topmodellen i Nord-serien, nemlig OnePlus Nord 2T. Som bekendt hører Nord-serien hjemme på midterste hylde, under topmodellerne på øverste hylde. Tanken er at skrælle alt det fordyrende væk, så telefonen bliver billig(ere), men samtidig lave en telefon, der har de væsentlige features fra topmodellerne.
I tilfældet Nord 2T har OnePlus valgt at fokusere på hurtigere opladning og – naturligvis – forbedringer af kameraet. Den har også fået en ny processor. Men ærligt; det er ikke store forbedringer i forhold til sidste års Nord 2, som jeg da også skamroste. Det gør dog ikke 2T til en ringere telefon. Slet ikke. Den har bare ikke så meget nyt at byde på, hvis du har Nord 2 i forvejen.
Ligner forgængeren Det er faktisk svært at se forskel, med mindre man vender telefonen om, så kameraet afsløres. Skærmen er med sine 6,43 tommer nøjagtig samme størrelse. Den deler også opløsning (1080p) og opdateringsfrekvens (90Hz) med forgængeren.
Kameraterning er. … stor. Intet hovedtelefonstik. Jeg har lånt den sorte model, der glimter i sommersolen, men ikke indenfor. Det er en ganske fin skærm. Det er en OLED, så sortniveauet er højt ligesom hvidt vitterligt er hvidt. Farverne er gode og takket være 90Hz-opdateringshastigheden føles den også dejlig hurtig, når man swiper rundt i menuer og apps. Den indbyggede fingeraftrykslæser er også dejlig kvik.
Længere batterilevetid En af nyhederne i Nord 2T er MediaTek Dimensity 1300 processoren, der afløser Dimensity 1200-AI processoren i sidste års model. Selv om den på papiret er en forbedring, mærkes det faktisk ikke i dagligt brug. Det ses heller ikke i min GeekBench 5-måling, hvor de to modeller faktisk er nogenlunde på par. Det er der ikke noget galt med, da den snildt håndterer alt det, man kaster efter den. Ligesom forgængeren.
Model Single-core Multi-core OnePlus 10 Pro 987 3.529 OnePlus Nord 2T 550 2.844 OnePlus Nord 2 807 2.776
Testet med GeekBench 5. Faktisk er fordelen ved den nye processor ikke hastigheden, men derimod effektiviteten. Den giver i hvert fald OnePlus Nord 2T en times længere batterilevetid end Nord 2’eren, på trods af, at de har nøjagtig samme størrelse batteri (4.500 mAh).
Netop batteriet var en af de (meget få) ting, jeg jamrede over, da jeg anmeldte forgængeren, så den ekstra time falder et tørt sted.
Samtidig er ladeeffekten blevet forbedret markant. Takket være giftemålet med Oppo har OnePlus nemlig kunnet forsyne Nord 2T med den såkaldte 80W SuperVOOC opladning. Sidst toppede ladeeffekten på 65W. Med den medfølgende oplader kunne jeg fylde telefonen fra 0-100 procent på under en halv time.
Kameraet er … okay Kamerapakken på OnePlus Nord 2T adskiller sig ikke væsentligt fra forgængeren, selv om designet på “kameraterningen” er ændret. Hovedkameraet er baseret på Sony IMX766-sensoren og kan levere billeder på 50 megapixel. Det flankeres af et 8-megapixel ultravidvinkel og en 2-megapixel monokrom sensor til sort/hvide-fotos. Det er faktisk fuldstændig samme tekniske opstilling, som på sidste års model.
Billedeksempler, OnePlus Nord 2T. Som det ses på eksemplerne herover, er OnePlus meget glad for stærke farver og kraftige kontraster. Det er jeg sådan set også, men med måde. Især blå himmel og grønt græs får virkelig punch på mine eksempler. Nu er de også taget på en smuk, solrig dansk sommerdag, så betingelserne var optimale.
Bæmærk dog, at bokeh-effekten på Luke Skywalker giver nogle underlige plamager bag ham. Der er også problemer i detaljerne, når man kommer ud i siderne af billedet af Bellahøj-huset, men det er ikke unormalt i denne prisklasse. Generelt vil jeg sige, at kameraet er godkendt. Til prisen. Der skal dog gode lysforhold til, før du får det optimale ud af kameraet.
iNPUT mener … OnePlus Nord 2T er ikke noget stort skridt fremad i forhold til sidste års Nord 2-model, men det behøves egentlig heller ikke for den leverer en ganske overbevisende oplevelse. Batterilevetiden er den største forbedring – men den bedre ladekapacitet er heller ikke at foragte. Men heller ikke grund til at sende sidste års model på udskiftningsbænken.
Det største kompromis er i min optik kameraet, der stadig underperformer i forhold til mellemklassetelefonerne fra eksempelvis Samsung. Men er det ikke en prioritet, vil du med garanti blive glad for Nord 2T; det er en flot telefon, der giver meget for pengene.
Design
Funktioner
Kamera
Batteri og opladning
Ydelse
Pris
3.899 kr. OnePlus Nord 2T fortsætter de gode takter fra forgængeren og putter lynhurtig opladning med i posen. Men kameraet er stadig en udfordring.