OnePlus lancerede sin Nord-serie af billige(re) smartphones sidste sommer, som et alternativ til dem, der gerne vil have en anstændig smartphone uden at skulle lægge otte tusinde eller mere på disken. På den glimrende OnePlus Nord blev de rigtige valg – og fravalg – truffet. Nu er kineserne klar med OnePlus Nord CE 5G, der skærer yderligere i funktioner og pris, men fortsat tilbyder 5G-forbindelse og tre kameraer.
Med OnePlus Nord CE 5G – CE står for Core Edition – har kineserne valgt at fokusere primært på tre områder, nemlig kameraet, skærmen og batteriet, og priserne svinger mellem 2.499 og 3.199 kroner alt efter hvor meget plads du vil have at lege med.
Der er altså ikke barberet voldsomt meget af prisen, i forhold til sidste års eminente Nord-model (læs vores anmeldelse her ). Faktisk kan Nord findes til omtrent samme pris som denne nye CE-model og det åbner for spørgsmålet, om OnePlus har skåret for dybt denne gang?
Fra glas til plastik Umiddelbart ligner Nord CE sin forgænger; selv den isblå farvevariant er bibeholdt. Det er den, vi har lånt til testen. Der er dog et par væsentlige forskelle, hvor OnePlus har snittet af produktionsprisen. Bagsiden er ikke længere af glas, men af plastik – og så er det ene af Nords to frontkameraer fjernet, CE har kun et enkelt frontkamera. Til gengæld har CE’eren fortsat indbygget fingeraftrykslæser i skærmen – og det ses ikke ofte i denne prisklasse.
Nord CE 5G har også et 3,5 mm jack-stik til hovedtelefoner. Sikkert i formodning om, at kunderne til denne telefon ikke bruger penge på ofte dyre(re) Bluetooth-hovedtelefoner.
Blot et enkelt selfie-kamera. OnePlus har sørme fundet plads til et 3,5 mm stik. Skærmen på Nord CE 5G (tv) og Nord N10 på fuldt blus i sollys. Det ligner glas, men bagsiden er faktisk af plastik. Skærmen er 6,43 tommer stor Fluid AMOLED-model med 90 Hz opdatering og en opløsning på 2.400 x 1.080 pixels. Den er ganske habil med en fin lysstyrke, god skarphed og flot farvegengivelse. Det er naturligvis ikke en topmodel, der kan håndtere eksempelvis HDR, men i sin klasse gør den det godt. Min eneste anke er, at den kæmper hårdt mod dagslys.
I det hele taget ligner OnePlus Nord CE 5G mere end en mobiltelefon fra de nederste pladser på mellemhylden. Selv plastikbagsiden er ret vellykket.
Fin hastighed til daglig brug Bagved den fine skærm banker et Snapdragon 750G chipset, der måske nok matcher 765G-forgængeren fra den oprindelige Nord i vores Geekbench-måling, men det er på bekostning af grafikydelse. Og det skal nævnes, at vores måling er foretaget på dyreste variant, der har hele 12 gigabyte LPDDR4X RAM at gøre godt med. Hvis du synes Nord var træls at game på, bliver det altså næppe bedre med Nord CE 5G. Når det er sagt, er Nord-serien næppe det, gamere sigter efter.
I daglig brug føles Nord CE fint hurtigt, selv om en direkte (og okay, en kende unfair) sammenligning med 9 Pro viser, at CE er omkring et sekund langsommere til at åbne apps som eksempelvis Netflix. Her er vores målinger af Nord-serien:
Geekbench 5 Single Core Multi Core OnePlus Nord N10 604 1.981 OnePlus Nord 606 1.879 OnePlus Nord CE 5G 637 1.807 OnePlus 9 Pro (til sammenligning) 1.127 3.686
Vores Geekbench-målinger af OnePlus Nord-serien. Et andet fokus for OnePlus – ud over 90 Hz-skærmen – har været batteriet. Det er en forholdsvis potent 4.500 mAh-sag, der sagtens kan klare sig igennem en dags arbejde – i særdeleshed, hvis der ikke games på telefonen. Den kan ikke oplades trådløst, men til gengæld har OnePlus smidt sin Warp Charge 30T Plus i mobilen, så den kan oplade et fladt batteri til omkring 60 procent på en halv time. Det er en fin byttehandel i min optik.
Et lille skridt ned Hovedkameraet på OnePlus Nord CE 5G er en 64-megapixel sag med en blænde på f/1,7. Den er, i hvert fald på papiret, bedre end 48-megapixel-kameraet på sidste års Nord. Trods lavere opløsning synes jeg dog, at Nord-forgængeren tager en smule bedre skud end kameraet i Nord CE 5G.
Nord CE 5G tager dog også ganske fine billeder, når lyset er optimalt, med fin eksponering og gode detaljer. Men støjen i billederne øges i takt med mørkets frembrud. OnePlus har puttet sin Nightscape -software i telefonen for at optimere billeder i dårlig belysning, men de eksempler jeg tog, var ikke for heldige (se eksempel nedenfor).
Hovedkameraet flankeres af en 8-megapixel ultravidvinkel, der ikke imponerer – der er både forvrængning og støj i fuldt dagslys (se de mørke partier i vidvinkel-billedet nedenfor)– og den pudsige 2-megapixel monokrome sensor, der vel mest er der for at levere data til HDR-billeder.
Vidvinkel. Normalt peg-og-skyd. 2x zoom. Nærbillede af blomsterkumme. Nærbillede af prinsessen … Selfie-kameraet i portrætfunktion. Nightscape-billede af min datter. Når det kommer til stykket, er det da også begrænset, hvad man kan forvente af kameraet i en mobil i denne prisklasse – og det er bestemt ikke noget dårligt kamera. Det er bare heller ikke synderligt godt.
Billederne bliver i øvrigt altid forringet en smule, når vi lægger dem ind på hjemmesiden. Vil du se billederne i fuld opløsning og uden yderligere komprimering, kan du hente originalerne her (ZIP-fil 23,5 Mb).
iNPUT mener … Det er ret tydeligt, at OnePlus gerne vil sprede sig. Med Nord CE 5G forsøger kineserne ikke at ramme deres historisk set nørdede kundesegment, der går op i detaljer og specs, men derimod de mere “afslappede” forbrugere, der bare gerne vil have en smartphone, der kan lidt mere end gennemsnittet. Uden at skulle betale en formue for den, vel at mærke. Den mission lykkes vel egentlig meget godt med Nord CE 5G.
Men, den er samtidig en lidt spøjs sag, for den byder ikke på de helt store fordele i forhold til sidste års OnePlus Nord, som den skal afløse og/eller komplimentere. Der er ikke nogen nye teknologier eller features, som overgår sidste års model. Ikke engang prismæssigt er der den store forskel. Det er derfor svært at anbefale Nord CE 5G så længe den oprindelige Nord er på hylderne. Så er spørgsmålet naturligvis, hvor længe den er det … men indtil da, så får du altså en bedre telefon på alle punkter, til noget nær samme pris, hvis du kan leve med sidste års model.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Fra 2.499 kr. OnePlus Nord CE 5G har meget lidt at byde på i forhold til sidste års Nord-model, der nu kan købes for omtrent det samme.