BelysningTophistorie

Anmeldelse: Philips Hue Dimmer Switch (2021)

Philips Hue har gentænkt sin Dimmer Switch med små, men væsentlige ændringer, der løfter den til et nyt niveau.

Signify har udsendt en ny udgave af Philips Hue Dimmer Switch, der nu er blevet, som den burde have været fra starten. Små ændringer i både design og funktionalitet gør, at den nu er løftet til et very nice to have-niveau.

Selv om det måske ikke ser sådan ud ved første øjekast, er det sket meget med designet. Hjørnerne på selve kontakten er blevet afrundet, hvilket ifølge denne anmelder giver den et mere blødt og harmonisk udtryk.

 

Materialet er også anderledes. Den gamle Dimmer Switch var fremstillet af blankt plast, mens Dimmer Switch anno 2021 er fremstillet at mat plast, der ser langt mindre billigt ud. Det er i øvrigt også behageligt at røre ved.

Selve kontakten har nøjagtig samme størrelse som den gamle, men bagpladen er blevet en centimeter større i både bredden og højden. Det betyder ikke så meget herhjemme, hvor vi mest benytter LK Fuga-størrelsen af stikkontakter, men den kan nu dække standard EU-stik. Der er endda lavet skruehuller på bagsiden af pladen, der passer til både europæiske og amerikanske standard-stik. En lille, men fiks ændring. 

 

Det er naturligvis også muligt at montere pladen på en væg med selvklæbende tape; det sidder allerede klar til brug. 

En anden ændring er, at magneterne nu er flyttet fra bagpladen og ind i selve Dimmer Switch. Det er smart, for så kan kontakten sættes fast på alle metalflader – eksempelvis et købeskab. Igen en lille, men væsentlig, ændring. Det kræver i øvrigt heller ikke skruetrækker at komme ind til batteriet; en mønt klarer opgaven.

Knapper med nye funktioner

Knappernes design og funktioner er også blevet ændret til det bedre. Den øverste knap fungerer nu både som tænd- og sluk-knap, mens den nederste bruges til at klikke gennem de scener, man har oprettet i Hue-app’en. Derfor giver Hue-logoet rigtig god mening. Knappen kan cykle mellem op til fem scener.

 

Selve dæmper-knapperne er visuelt samlet til én knap, men reelt fungerer den stadig som to knapper; den ”vipper” bare i stedet.

En lille forbedring, hvis kontakten bruges som fjernbetjening: en lille markering på den øverste knap (tænd/sluk) gør, at man kan lokalisere knappen med fingeren i bælgmørke.

Hvad kan den så?

Kontakten har også fået nye funktioner, i forhold til den gamle udgave. Nogle af dem er nævnt ovenfor, men den største nyhed er, at knapperne kan programmeres til at følge dagens gang. På Tænd- og sluk-knappen kan man vælge mellem en specifik scene eller Naturligt Lys, der er tilpasset tidspunktet på dagen.

 

Hue-knappen nederst kan også konfigureres til enten at cykle mellem fem brugerbestemte scener fra app’en eller Tidsbaseret Lys. Eksempelvis en bestemt scene mellem klokken 07-10 og en anden mellem 10-17 og så fremdeles. Igen er der fem tidspunkter, man kan definere.

Tænd- og sluk-knappen har desuden fået mulighed for langt tryk, hvilket man kan vælge at indstille til at slukke alle Hue-pærer i hjemmet. Det er smart.

 

Det er dog ikke roser, det hele. Som det ses på skærmbillederne nedenfor, har Hue sjusket med de danske oversættelser; der er danske overskrifter og forklaringer på engelsk. Det kan I altså gøre bedre, Philips …

iNPUT mener …

Philips Hue Dimmer Switch anno 2021 indeholder små, men væsentlige finpudsninger, der gør kontakten til mere end et stykke legetøj. Et lækkert design og muligheden for helt at dække stikkontakter er bare nogen af dem; de nye funktioner er naturligvis det vigtigste.

 

Til trods for alle forbedringerne, har Signify ikke valgt at hæve prisen på kontakten; den er fortsat på 149 kroner og det er i mine øjne en meget fair pris.

Om du så skal flå alle eksemplarerne af den gamle udgave ned og udskifte dem med den nye, er et spørgsmål mellem dig og din pengepung. Her i hjemmet kommet det ikke til at ske: store forbedringer er der trods alt ikke sket. Men jeg vil glæde mig hver gang, jeg får mulighed for at skifte naturligt ud. Dimmer Switch anno 2021 er en forbedring på alle punkter.

Philips Hue Dimmer Switch (2021)

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

149 kr.

Den nye Philips Hue Dimmer Switch er ikke nogen revolution, men den er en forbedring på alle punkter.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.