Når man først ser Plantronics RIG 800HD, så ligner det mest af alt et stort headset fra en helikopter. Men en blanding af sort, guld og kulfiberlignende ørekopper, er et rigtig flot design.
På headsettet er der en volumenknap, en tænd/sluk knap, og så et lille hjul, man kan dreje på, hvor man kan bestemme, hvor meget lyd man vil have fra spillet eller samtale med andre. Det er en virkelig god funktion, som jeg har benyttet mig meget af, når jeg har spillet med nogle venner. Hvis man synes at lyden i spillet er for høj, eller samtalen er for høj eller lav, så kan man selv justere det på siden af headsettet. Derudover er der en støjreducerende mikrofon, som man kan tænde eller slå fra ved at hæve eller sænke den.
Det er også nemt at justere størrelsen på headsettet, da man kan tage kopperne af og flytte dem mellem tre huller. Det gør, at headsettet altid er solidt, og man kommer ikke ved et uheld til at ændre pasformen, da kopperne sidder fast i hvert hul.
Memory skum rundt om kopperne Kopperne er store og velpolstrede med behageligt memory skum, så det tilpasser sig hovedformen. Jeg oplevede, at det var virkelig behageligt at have på, og det lukker stort set alt lyd ude. Med Razer headsettet jeg bruger til hverdag, kan jeg godt mærke en trykken på ørene efter nogle timer, men sådan er det ikke med Plantronics. Selv efter en hel dags gaming, synes jeg stadig de er gode og behagelige at have på.
Holdbart, selv i plastik Under min test skilte jeg headsettet fra hinanden for at se, hvor holdbart det egentlig er. Her må jeg igen tage hatten af for Plantronics. Selvom jeg vred meget i headsettet, kunne jeg ikke ødelægge det. Det er meget holdbart, selvom en stor del af det er i plastik. Det er virkelig godt, da platsikheadsets ofte kan være lidt skrøbelige.
Det gode ved at det er plastik er til gengæld, at vægten er holdt nede på et minimum. Det er trådløst, men det vejer ikke meget, og vægten er faktisk lavere end de fleste gamerheadsets. Så det er lykkedes Plantronics at lave et headset, der er trådløst, men vejer mindre end mange headsets med ledning.
Dolby Atmos sparker røv Når det kommer til lyden i spil, så har jeg aldrig prøvet et bedre headset. Det har indbygget Dolby Atmos, og ved at downloade en Dolby app på computeren, kan man få uovertruffen lyd i spil. Og jeg kan love for, at den leverer varen. Jeg har blandt andet testet lyden i Battlefield 1, og man er ikke i tvivl om, hvor man bliver angrebet fra. Jeg kunne høre de mindste skridt og bevægelse, og jeg kunne udpege den præcise position, hvor lyden kom fra. Lyden var så detaljerig, som jeg aldrig har oplevet fra et gaming headset før.
De to 40 millimeter kopper har et spektrum fra 20 hz til 20.000 hz, så de dækker alt fra de meget dybe lyde, til de meget høje. Og jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk om man overhovedet kunne høre forskel på et almindeligt 7.1 headset og så Dolby Atmos 7.1. Så jeg samlignede selvfølgelig med mit sædvanlige Razer Kraken. Og selvom jeg synes der normalt er god lyd Razers headset, så kommer det til kort, når jeg sammenligner med Plantronics. Det lyder ligepludseligt helt fladt og dødt, hvorimod at Plantrontronics bare åbner op for lyden og detaljerne, som mit eget slet ikke kan producere. Det er intet mindre end imponerende at opleve.
Kan også bruges til musik Selvom at det er et gaming headset, testede jeg selvfølgelig også musik derpå. Og her leverer det også. Jeg spillede forskellige genre fra Michal Jackson over Dire Straits til Metallica. Og lyden var faktisk rigtig god deri. Normalt har gaming headsets nogle andre parametre end musikhørebøffer, så musikken kan hurtigt komme til at lyde mudret. Men det lød faktisk godt. Der var hverken for meget bas eller diskant. Det hele var afbalanceret, og man kunne høre små detaljer i musikken, som normalt ville være druknet i bassen på et gaming headset. Også hér lavede jeg en sammenligning med mine egne hørebøffer, der er af mærket Sennheiser. De er udelukkende til at spille musik på, så det er måske ikke er fair sammenligning. Men jeg må bøje mig for Plantronics. De gav faktisk mine dyre Sennheisere kamp til stregen. Selvfølgelig var der en lille forskel i lyden, men den var ikke så stor, og de fleste ville nok ikke lægge så meget mærke til det. Så Plantronics har lavet et headset, der både har uovertruffen lyd i spil, men det er også godt til musik.
Støjreducerende mikrofon virker Mikrofonen på headsettet er støjreducerende, står der i manualen. Og det er en virkningsfuld støjreduktion. Jeg spillede med en kammerat, og jeg kom til at skubbe mikrofonen lidt ned under hagen. Dermed kunne han næsten ikke høre mig i headsettet over Skype. Mikrofonen opfanger kun det, den skal, og man undgår derfor at få alt andet med. Det kan så også være en ulempe, hvis man som mig kommer til at rykke lidt på mikrofonen i kampens hede. Den er let at slå til og fra. Når man tager den ned, kommer der en lille biplyd, og så er den slået til. Hvis man skal slå den fra igen, vipper man den bare op. Praktisk.
24 timer uden opladning Firmaet proklamerer, at headsettet kan køre 24 timer uden opladning, så det skal selvfølgelig testes. Og ja, det passer faktisk. Faktisk kørte det i næsten 28 timer, før det måtte give op. Og når man har headsettet på, er man aldrig i tvivl, når det skal oplades. Hver gang man tænder det, er der en kvindestemme, der fortæller, at headsettet er forbundet, og hun fortæller også, hvor meget strøm, der er på headsettet. Derudover fortæller hun, når der er få timer tilbage, så man slipper for lige pludselig at miste lyden, da man bliver advaret i god tid. Det er en mega god feature, som jeg har haft meget gavn af, mens jeg har testet headsettet.
Virker både til Xbox og PC Normalt skal man have et seperat headset, hvis det skal være til PC eller Xbox. Men det her kan bruges til begge. Så det er bare om at tilslutte det PC’en eller konsollen, og så kan man få den fulde oplevelse begge steder, og man slipper for at købe to headsets.
Konklusion Plantronics RIG 800HD er et fantastisk, komplet gaming headset, der er det bedste, jeg nogensinde har prøvet. Selvom jeg var lidt skeptisk omkring Dolby Atmos, så må jeg bare sige, at det er mega fedt. Lyden var fuldkommen fantastisk i spil, men det spillede også godt med musik. Designet, den støjreducerende mikrofon og de 24 timer uden opladning er jeg også vild med. Det eneste, der kunne have gjort oplevelsen lidt bedre, er, hvis der var vedlagt et længere usb-kabel til headsettet. Det er kun en halv meter langt, så hvis jeg ikke havde haft usb-udgange på fronten af computeren, havde det ikke været muligt at spille og oplade headsettet samtidig. Jeg kan give Plantronics RIG 800HD en kæmpe anbefaling, og jeg tror, at det vil blive brugt som referenceheadset i fremtidige tests af netop headsets.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Pris: 1300,- Et lækkert, komplet gaming headset, der giver rigtig meget lyd for pengene. Dolby Atmos er uden tvivl den bedste lyd, jeg har prøvet i spil.