Pladespillere

Rega Planar 1

Engelske Rega har lavet en utroligt velspillende og visuelt lækker pladespiller, der er perfekt for vinyl-begynderen som bliver sulten efter bedre lyd med tiden

Engelske Rega har produceret pladespillere i en lind strøm siden 1970’erne og er et respekteret navn i hifi-kredse. Regas Planar 3 er en nærmest legendarisk pladespiller, der har scoret et utal af hædersbeviser og priser, siden den blev lanceret i juni 1977. Lillebror Rega Planar 1, som vi tester her, er den mindste af Regas modeller, men regnes af mange for at være noget nær det ypperste inden for begyndermodeller. Her er nemlig en pladespiller, der hverken ligner eller lyder som prislejet antyder. Samtidig er Planar 1 utrolig let at komme i gang med – og den er nem at opgradere, hvis man får lyst til hive endnu bedre lyd op fra rillerne.

Minimalistisk ikon

Designet på Planar 1 er meget minimalistisk. Her er hverken lodder eller trisser; bare et chassis (plint, red.) af akryllaminat med sort eller hvid højglanslak. Herpå en pladetallerken, der er fremstillet af et fenol-plastmateriale, samt en arm der ikke kræver ingeniørstudiet for at indstille korrekt.

 

Det vil nok glæde de mindre tekniske, at Rega Planar 1 – modsat Pro-ject Essential III – er helt utrolig nem at komme i gang med. Her skal man hverken bekymre sig om nålens vægt eller antiskating-mekanismer; kontravægten skal bare skrues i bund, for Rega har sørget for, at nålen så får det optimale tryk, ligesom antiskating er bygget ind i selve armen.

Det tager virkelig bare et par minutter at gøre klar til at sætte den første vinylskive på.

 

Ligesom Pro-ject Essential III er Planar 1 fuldstændig manuel; armen skal både placeres og fjernes med håndkraft. Skift mellem 33 og 45 omdrejninger kræver at pladetallerkenen fjernes helt, før remmen kan flyttes mellem etagerne på drivhjulet. Er du typen, der har mange gamle 7-tommer singler på loftet, vil det nok irritere i længden, men for os andre er det ikke noget voldsomt problem.

Spændt op til lir

Hos Rega har man den holdning, at det er pladen, der skal høres – ikke pladespilleren. Derfor er lyden i Regas pladespillere meget stram og ”ren” og uden det tillokkende bløde lydbillede, som flere af konkurrenterne byder ind med. Det har Rega opnået ved at holde konstruktionen af pladespilleren både enkel og solid.

Planar 1 har en dynamisk og ”musikalsk” lyd. Lydbilledet virker en anelse mere åbent end hos konkurrenterne, så vokaler bliver mere nærværende. Det hjælper også, at lyden er stram, så de lave bastoner ikke mudrer – den står tørt og skarpt. Goldfrapps ’Clay’ klares med bravour; både vokal, strygere og akustisk guitar er klart defineret uden at lydbilledet splittes op. Det er en fornøjelse at lytte til.

 

Men igen. Der er meget lidt forskel mellem Regaen og Pro-ject Essential III. Den største forskel er, at Regaens stramme lyd kontra Pro-ject-afspillerens runde lydbillede. Det er en smagssag.

Overspil til computeren

Regas egen Mini Fono A2D phono-forstærker er udrustet med en USB-udgang, så du kan overspille dine vinylskiver til computeren (pris 795 kr.).
Planar 1 er fra fødslen udrustet med en billig, men velspillende, Rega Carbon-pickup, men der også er rige muligheder for at forbedre pladespillerens enkeltdele løbende. Rega har lavet en såkaldt Performance Pack, der består af en ny pickup (Bias 2, red.), en ny drivrem og en tykkere måtte af uld. Man kan naturligvis også investere i en bedre RIAA-forstærker.

Den RIAA, vi har testet her, er Regas Mini Fono A2D, der som bonus er udrustet med en USB-udgang, så du kan overspille vinylskiver til computeren. Den har godt nok et par år på bagen, men skamroses i stort set alle anmeldelser – og ikke uden grund; den leverer god, sammenhængende og dynamisk lyd til lav pris.

 

Testvinder

Samlet set er vi pjattede med kombinationen af Rega Planar 1 og Mini Fono A2D. Af de testede pladespillere er det den billigste løsning – men det kan hverken høres eller mærkes. Tværtimod. Læg dertil, at der er rig mulighed for at lade lyden fra Planar 1 vokse med forbedringer. Rega Planar 1 vinder testen her – et mulehår foran Pro-ject Essential III.

Rega-pladespillere importeres til Danmark af Medlyd ApS.

 

Rega Planar 1

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

2.495 kr.

Af de testede pladespillere er det den billigste løsning – men det kan hverken høres eller mærkes. Tværtimod.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.