Mobil og tablets

Samsung Galaxy Note8

Fingeraftryksscanneren sidder dumt og den koster en bondegård, men det kan ikke ændre på, at Note 8 er en af de bedste smartphones på markedet.

Man kan ikke anmelde Note-serien, uden at nævne på den katastrofale lancering sidste år, hvor Note 7 havde en kedelig tendens til at bryde i brand på grund af en designfejl, der kompromitterede batteriet. Det var så slemt, at flere flyselskaber ikke ville have telefonen med ombord. Men vil man have en telefon, der er mere sikker end nogen anden, så er Note8 nok det bedste bud lige nu; Samsung har gjort alt for at den slags ulykker ikke sker igen. Det ville være fatalt for koreanerne.

Det er nu heller ikke brandfare, man tænker på, når man får Note8 i hånden første gang. Det er skærmen. Den er overvældende. Med en størrelse på 6,3 tommer er den intet mindre end kolossal. Læg dertil en tjekliste af funktioner, der overgår de fleste af konkurrenterne: lynhurtig ydelse, flot design, et virkelig godt dobbeltkamera, trådløs opladning, fingeraftrykslæser, ansigtsgenkendelse, S Pen-stylus, VR-understøttelse og meget mere. Jo, den skal nok begejstre det stingende antal Note-fans. Til gengæld er den helt umanerlig pebret. Med en prislap på knap 8.000 kroner, kræver den en god opsparing eller et godt forhold til bankrådgiveren.

 

Stor, men ikke for stor

Men tilbage til skærmen. Der findes simpelthen ikke nogen smartphone med et større skærmareal på markedet lige nu. Skærmen er ikke bare stor. Det er den bedste på markedet. Basta. Den reagerer hurtigt og præcist. Farverne er sprudlende og klare, og sort er, ja, sort. Ikke grå, som på mindre kapable skærme – ingen nævnt, ingen glemt. Sol og skæve vinkler får heller ikke skærmen til at vakle. Det er simpelthen kræs fra øverste hylde.

Trods størrelsen føles den ikke stor i hånden. Skærmen er mast ned i en formfaktor, der er nogenlunde samme størrelse som en iPhone 7 Plus – og kun en snas større end Galaxy S8+. Der er nemlig skærm på hele fronten; der er ingen synlig ramme rundt om skærmen, men kurvede kanter, der bøjer ned mod metallet.

 

Designet er mere kantet end på Galaxy S8 og det er helt bevidst, for at skabe et bedre greb om telefonen, når den skal betjenes med S Pen. Når det er sagt, så er designet virkelig lækkert; samlekvaliteten er eminent og ergonomien god. Hvis altså man ser bort fra, at Samsing igen har fejlplaceret fingeraftryksscanneren på bagsiden, men det vender vi tilbage til …

En arbejdshest

Det, der virkelig adskiller Note8 fra de øvrige Galaxy-modeller, er den medfølgende S Pen. Den er gemt væk i nederste højre hjørne af telefonen – og når den hives frem, åbner det for en verden af nye muligheder: Skriv en note på den slukkede skærm, lav sjove Live-beskeder, der omdannes til en GIF og send den til en ven. Vælg tekst fra et dokument eller en hjemmeside og få det oversat direkte på skærmen. Der er lavet utallige software-tryllerier til S Pen. Personligt brugte jeg den meget, meget lidt i testperioden, men sådan er vi forskellige.

I det hele taget er Note8 lavet som en arbejdshest. Multitasking fungerer ret godt, ved at man trækker to forskellige apps ind på den store skærm på samme tid. Samsung har endda gjort det nemt at oprette genveje, der gemmer apps i par, så de åbnes på samme tid. Smart.

 

Til gengæld har Samsung stadig ikke fået helt styr på dobbeltkonfekten i brugerfladen. Hvorfor for eksempel udstyre Note8 med en browser ved navn ”Internet”, når Chrome allerede er installeret?

Dobbelt kamera

En anden ting, der får Note8 til at stikke ud, er kameraet. Note8 er den første Samsung-telefon med dobbelt kamera. To 12-megapixel sensorer i tele og vidvinkel giver mulighed for både 2 x optisk zoom og bokeh-effekten, der kan få portrætter til at ligne en million. Hvis man er heldig. For ligesom det er tilfældet på på iPhone 7 Plus og på Huaweis telefoner med dobbeltkamera, kan der være problemer med sløringseffekten på kanterne. Forstået på den måde, at noget af det motiv, der burde være i fokus, har fået sløringseffekt.

En fordel er, at det er muligt at justere mængden af sløring efter at billedet er taget; på den måde kan man redde et ellers godt skud ved at fjerne effekten helt.

 

Når det er sagt, så er det saftsusemig gode kameraer. Farvegengivelsen er god – om end en smule sprudlende – fokus er hurtig, der er masser af detaljer og de klarer sig godt i mørke omgivelser. Under de rette lysforhold kan Note8 virkelig levere fantastiske billeder. Det er måske ikke det bedste kamera på markedet, men det er bestemt med i topstriden.

En håndfuld biometri

Der ryger simpelthen en stjerne fra Design-karakteren for placeringen af fingeraftryksscanneren. Den sidder, igen, forskudt for midten. Godt nok har Samsung adskilt den fra kameralinsen med pulsmåleren – og den er mere tydeligt afmærket end på Galaxy S8. Men det hjælper ikke. Jeg fedtede kameralinsen med pegefingeren hver gang jeg skulle låse den op. Hver. Eneste. Gang. Det hjælper bestemt heller ikke, at jeg er venstrehåndet; scanneren sidder simpelthen modsat af, hvad der er naturligt for min finger, når jeg holder om telefonen.

 

Heldigvis er det muligt at låse Galaxy Note8 op på en håndfuld forskellige måder. På fronten har den en infrarød irisscanner, der virker ganske udmærket – om end lidt langsomt – når telefonen er vinklet rigtigt. Den har også ansigtsgenkendelse, pinkode og låsemønster. Jeg vil klart anbefale venstrehåndede at vælge et alternativ til fingeraftryksscanneren.

Batteriet …

Trods størrelsen har Galaxy Note8 mindre batteri end både Note 7 eller Galaxy S8 Plus. Kolossal skærm, lynhurtig processor – og så et batteri på bare 3.300 mAh. Det lyder måske som en katastrofe, men det er ikke sandheden. Ved moderat brug – og når Samsungs strømbesparende funktioner er slået til – kan Note8 snildt holde til en dags brug. Men sætter man skærmen på maksimumopløsning (den er som udgangspunkt indstillet lavere) og slår sig løs på Netflix, navigation eller andre strømkrævende aktiviteter, så kan man nærmest se procenterne rasle ned. Med andre ord: Er du hardcorebruger, så sørg for at have et ekstra batteri med i tasken. Og lær at bruge Samsungs strømbesparende funktioner optimalt.

 

Til gengæld kan Note8 genoplades latterligt hurtigt; med den medfølgende oplader kan den lades helt op fra tom tank på bare halvanden time.

Et værdigt comeback

Galaxy Note8 er et værdigt comeback til Note-serien efter sidste år fadæse. Den har alle de funktioner, som har gjort Note-serien så populær – og så har den fået dobbelt kamera og et design, der er i stil med S8’eren. Den har en fremragende skærm, en god stylus og den er så kraftig, at den kan klare alt, hvad man udsætter den for. Og så er den vandtæt oven i købet.

Men den er ikke perfekt. Batteriet havner i ”okay”-kassen og fingeraftryksscanneren sidder, efter vores mening, forkert. Og så er der prisen … den er simpelthen for høj. Kan du undvære S Pen og dobbeltkameraet, så ville jeg kigge efter Galaxy S8 Plus i stedet. Den er billigere og har et større batteri.

Samsung Galaxy Note8

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Set til 6.786 kr.

Galaxy Note8 er et værdigt comeback til Note-serien efter sidste år fadæse.

Tjek aktuel pris her

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.