Mobil og tabletsTophistorie

Anmeldelse: Samsung Galaxy Tab S7+ 5G

Tab S7+ har den bedste skærm vi har set på en tablet - og er generelt bare utroligt lækker. Kun detaljer trækker ned.

Android tablets lever – stadig – i skyggen af iPad. Så meget, at mange kalder hele kategorien “iPad”, hvad enten der er tale om et Apple produkt eller ej. Men det er faktisk en skam, for Android tablets fik deres dårlige ry for nogle år siden, hvor de da også var grundigt underlegne i forhold til Apples iPads – men det er ikke nødvendigvis tilfældet længere, hvilket jeg må sande efter at have haft Samsung Galaxy Tab S7+ 5G til test.

Lækkert design

Vores tilsendte testenhed er i farven “Mystic Black”. Jeg har lidt svært ved at se, hvad “Mystic” der er over den, men flueben ved sort i hvert fald. Og generelt er det en rigtigt fint udseende tablet, der minder en del om Apples iPad Pro.

 

Skærmen er omkranset af en meget lille kant, så reelt sidder man nærmest bare med en stor skærm i hånden. Tabletten er flad – meget flad – og egentlig kunne man så tro, at den ville virke en smule skrøbelig, men det er langt fra tilfældet. Samsung laver generelt produkter, der er ekstremt velbyggede, og det er absolut også tilfældet her.

Tab S7+ vejer kun 575g, hvilket er mindre end iPad Pro 13″, og den er også en smule tyndere. Den føles dog nogenlunde som samme størrelse når jeg sammenligner direkte.

 

På bagsiden har Samsung valgt en lidt utraditionel tilgang til kameraets efterhånden obligatoriske “bump”. De har lagt en lang stribe fra kameramodulet ned langs bagsiden af Tab S7+, hvilket er et, i mine øjne, lidt tvivlsomt designvalg, der dog fungerer som magnetområde og oplader for den medfølgende S Pen. Og det skæmmer trods alt ikke voldsomt, det gør bare ikke noget godt for designet – og kunne vel være løst lidt mere elegant.

Som altid er der USB-C stik til at forbinde Tab S7 til den medfølgende oplader, og knapperne til at tænde/slukke og skrue op og ned sidder på højre side når du holder tabletten lodret.

 

Den bedste tabletskærm til dato

Skærmen på Tab S7+ er, uden sammenligning, den bedste jeg har set på en tablet nogensinde. Selv Apples iPad Pro når den ikke til sokkeholderne. Det skyldes især, at skærmen er OLED, hvilket giver nogle klare fordele – både i sortniveau og betragtningsvinkel. Indhold på skærmen kan ses fra en hvilken som helst vinkel hvorfra du reelt har mulighed for at se den overhovedet. Sort er også tydeligt dybere end noget sortniveau jeg tidligere har set på en tablet, og den ret store skærm leverer altså et ganske imponerende billede, hele vejen rundt – selv i skarp sol.

Skærmens opløsning er på 2800 x 1752, og har en opdateringshastighed på 120Hz. Formatet er 16:10, hvilket gør at tabletten er lidt højere og smallere end iPad. Det giver en rigtigt god oplevelse når du ser film, men til “normale” 16:9 udsendelser mister du så til gengæld en lille smule. Det er dog ikke et problem, og jeg har intet problem med formatet.

Kræfter nok til det hele

Processorer i dag er så hurtige, at de stort set altid vil være kraftige nok til at afvikle alle apps, ligegyldigt hvad du kaster efter dem.

 

Jeg har kørt Geekbench på Tab S7+, og den hiver fornuftige 965 i single core og 3176 i multi core. Men holder jeg den op imod iPad Pro 13″, kommer den til kort; iPad kan levere hele 1120 i single og 4601 i multicore. Det er en forskel der lyder af en del, men som sagt – i praksis kan S7+ afvikle stort set alt uden problemer, så det bliver aldrig rigtigt et problem.

God lyd

I både bund og top er der blevet plads til i alt fire højttalere, hvilket især giver en ret fantastisk lydkvalitet når man ser film med Tab S7+ i vandret stilling. Der er plads til masser af dybde i lyden i det ellers tynde kabinet, så AKG, der har lavet højttalerne, har virkelig formået at lave en lydoplevelse der leverer varen.

 

S Pen følger med

I modsætning til konkurrentens iPad, så er der pakket en pen med i kassen hos Samsung – hvilket faktisk er ganske godt for at retfærdiggøre prisen.

S Pen er blevet bedre og bedre over de seneste år, og faktisk er den nu så god, at den efter min mening lever helt op til kvaliteten du får med Apples Pencil. Den er præcis og reagerer hurtigt. Bevares, det er stadig ikke i nærheden af at skrive på papir, men det er vel heller ikke rimeligt at forvente. Til gengæld er den blevet så præcis, at jeg faktisk fint kan tegne med den – og tage noter i hånden. En sjov gimmick er, at tabletten laver lyde som hvis man skrev på papir når man bruger pennen. (Det kan selvfølgelig slås fra. Heldigvis.)

 

Pennen lades op på bagsiden, hvor den magnetisk hægter sig fast til den sorte stribe under kameraet. Pennen SKAL vende opad for at lade, hvilket er lidt irriterende. Den kan også have lidt problemer med at forbinde med mellemrum, men generelt fungerer den fint, selv om jeg synes Apples løsning med opladning på siden/toppen af tabletten fungerer en del bedre.

Faktisk kan pennen godt sidde fast på siden af Tab S7+, men den lader ikke med mindre den sættes fast bagpå. Det er altså en lidt besynderlig måde at gøre tingene på, men ikke desto mindre er pennen et kæmpe plus for Samsung Tab S7+ 5G.

Ansigtsgenkendelse fejler for tit

Hvor Apples iPad Pro er super stabil på ansigtsgenkendelse, så er det ikke helt så godt med Tab S7+, desværre. Alt for ofte kan den ikke “fange” ansigtet, og jeg kommer også tit til at holde over kameraet, fordi placeringen i højre side af skærmen er der hvor man naturligt holder tabletten når man har den i lodret position. Til gengæld fungerer det bedre, når tabletten er i vandret position, og det er også tydeligt, at det er sådan, Samsung har tænkt, det skal fungere.

Til gengæld fungerer skærmens indbyggede fingeraftrykslæser ganske glimrende og stabilt – så den vænnede jeg mig hurtigt til at bruge i stedet for ansigtsgenkendelsen.

5G, Wifi6 og alt det andet

Selv i København er der stadig ikke åbnet for 5G netværket endnu, så jeg har ikke haft mulighed for at afprøve Tab S7+ på det nye netværk, men i hvert fald understøttes det. Derudover er der blevet plads til wifi6 understøttelse, hvilket efterhånden er ved at være standard.

Som tidligere nævnt er der USB-C i bunden af maskinen, og der er også blevet plads til en smartconnector, hvortil du kan tilslutte eksempelvis Samsungs Tastatur. Tabletten understøtter også Samsung DeX, som er en teknologi der gør at den kan bruges med mus og tastatur – stort set som en PC. Det fungerer rigtigt fint – også trådløst – og hvis tabletten skal erstatte en “rigtig” bærbar er det en superfin funktion.

En enkelt ting der mangler er et stik til hovedtelefoner. Ligesom Apple har Samsung nu sagt mere eller mindre definitivt farvel til 3,5mm hovedtelefonstikket, så du må være klar på at købe et sæt hovedtelefoner der understøtter Bluetooth.

Softwaren halter… Stadig… lidt

Generelt er Android kommet voldsomt langt, oger fuldstændigt på niveau med Apple når det kommer til telefoner (Nogen vil mene de er lidt foran, nogle lidt bagud – men det er en anden historie) og jeg er kæmpe fan af Samsungs One UI der ligger oven på Android. (Der var lidt små problemer med den seneste telefon, Note 20, dog – læs min anmeldelse her). På tablet kommer systemet nærmest endnu mere til sin ret; alt er let at finde, pænt og overskueligt, og designet af elementer i systemet er lækkert.

Desværre er der stadig problemer med mange apps. Eksempelvis findes min bank-app slet ikke i en Android version til tablets. Det samme gør sig gældende for flere andre af de apps, jeg bruger til hverdag. Især de danske. I stedet får man ofte en håbløst dimensioneret telefon-app blæst op i stor størrelse på en mere eller mindre håbløs måde. Det virker som om mange udviklere simpelthen ikke ser Android tablets som en reel platform, og det er mildt sagt irriterende.

God tablet – også til prisen

Samsungs Galaxy Tab S7+ 5G er en god tablet på stort set alle måder. Skærmen er sublim, lyden er god, og som medieafspiller er den mindst lige så god som Apples iPad Pro, ligesom den langt hen ad vejen også er lige så god til eksempelvis Word eller Excel eller nogle af de andre produktivitetsapps. Den er hurtig nok til spil og alt andet du kaster efter den, og det grundlæggende styresystem er glimrende.

Sammenligner jeg direkte priser er Tab S7+ et decideret godt køb. Den koster fra 7.499 kr., hvor en iPad med tilsvarende specifikationer løber op i ca. 11.100 kr. inklusiv Apple Pencil og 4G (hvor S7+ endda har 5G). Du sparer altså ca. 3.600 kr. ved at gå med Samsungs løsning. Til gengæld er der altså også enkelte apps der simpelthen er decideret dårlige i Android tablet versionen, hvilket aldrig er tilfældet på iPad, og du skal også regne med, at en brugt iPad om tre år er væsentlig mere værd end en brugt S7+.

Hvis du i forvejen befinder dig i Samsungs økosystem synes jeg absolut, du skal vælge en Tab S7+, for det er en god tablet. Men hvis du har en iPhone eller Mac skal du nok tænke dig om en ekstra gang inden du investerer i S7+.

Samsung Galaxy Tab S7+

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: Fra

Samsungs Galaxy Tab S7 er et glimrende eksempel på, hvorfor du ikke skal afskrive at din næste tablet er en Android tablet. Byggekvalitet, hastighed, skærm og brugervenlighed er i top. Der er dog desværre stadig nogle apps, der ikke helt er gode nok i Android tablet udgaven.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.