Fladskærme & streaming hardwareTophistorie

Anmeldelse: Samsung Q950 TS 8K

Samsung's topmodel Q950TS 8K er virkelig en samling af vanvittig teknologi. Hvis du vil have det vildeste tv og er klar til at betale prisen - ja, så behøver du ikke kigge længere.

Samsung kæmper til stadighed en kamp med LG om at lave de vildeste fjernsyn til dem, der er ligeglade med prisen, men som bare vil have et tv de kan blære sig med. Og det må man altså sige, at Samsung Q950 TS 8K leverer. Når man ser 8K materiale på det, er kvaliteten absurd god, men helt generelt er billedkvaliteten helt i top. Faktisk er det svært at finde mange fejl ved Q950TS – når man altså ikke har fået øje på prislappen. Men selv med den i baghovedet er fjernsynet absolut værd at se nærmere på, hvis du vil have noget af det bedste.

Vanvittigt tynd ramme

Kanten – eller rammen – rundt om billedet på Q950 TS 8K er fuldstændigt sindssyg – i hvert fald i forhold til, hvad jeg ellers har set. 2mm kan koreanerne prale med at have fået rammens tykkelse ned på. Godt nok sniger alle producenterne sig frem imod det helt rammeløse tv, og om tre år sidder vi sikkert og griner af, at der overhovedet fandtes rammer på tv. Og det er det, vi lige får et hastigt blik på med Samsung Q950. Rammen er så tynd, at når tv’et er tændt ser det nærmest ud til, at der ikke ER en ramme – billedet hænger bare der på væggen. Jo jo, man kan godt se den tynde sølvramme, der omkredser det – men det er virkelig, virkelig ikke ret meget. Og på mærkværdig vis gør det altså noget for oplevelsen. Hvad det er, præcis, har jeg faktisk svært ved at forklare, og det kan selvfølgelig også være noget, der bare sker inde i mit hoved. Men jeg bliver nødt til at sige, at den manglende ramme simpelthen gør indholdet… Bedre. Mere tydeligt. Og jeg kan ikke vente til alle fjernsyn kommer helt uden ramme.

 

Rammen er vanvittigt tynd, og det betyder faktisk rigtigt meget for oplevelsen.

Fjernbetjeningen er den efterhånden velkendte Samsung betjening, og det er der absolut ikke noget i vejen med. Den ligger godt i hånden, og der er de knapper på man bruger mest. Den virker også solid, og selv om det sikkert godt kunne gøres pænere, så synes jeg afgjort fjernbetjeningen er godkendt.

Billedkvalitet der giver baghjul

Ja, jeg elsker OLED tv, og de har helt klart nogle styrker. Men jeg er til stadighed overrasket over, hvor langt Samsung har kunnet drive LED teknologien med deres QLED forbedringer. Selv på sortniveau kan Samsung faktisk fint være med i forhold til OLED, men eftersom Samsung ikke oplyser hvor mange zoner, panelet er inddelt i når det kommer til baggrundsbelysningen, er det svært at vide, HVOR meget forbedringen er (rygterne siger 480 zoner, men Samsung vil ikke bekræfte det) – i hvert fald er det svært at se, om der reelt er sket noget i forhold til eksempelvis Samsung Q90R. Men allerede den gang var jeg af den opfattelse, at sort nu reelt ER sort på Samsungs QLED – i hvert fald altså i den højeste ende. (De billigere tv er langt fra lige så gode, så husk at tjekke om sort-niveauet er acceptabelt og skærmen er jævnt belyst inden du kaster dig ud i et køb!)

 

Efter at have fiflet noget med indstillinger kom jeg frem til en rigtigt god og livagtig indstilling – jeg foretrækker personligt lige lidt ekstra pop på farverne, og er ikke religiøs i forhold til, at alt skal være 100% naturtro. Men hvis man vil have det, er det også muligt, og farverne er generelt rigtigt gode.

8K er selvfølgelig et af de helt store salgsargumenter for dette tv – men det er et mærkeligt argument, for der ER nærmest ikke noget 8K indhold, så bare at demonstrere det kan være svært. Der findes dog “native” 8K materiale på YouTube, så de få minutter der findes kan give det spark i maven, som man gerne vil have. For det SER vanvittigt lækkert ud. Min testskærm er “kun” 65″, så forskellen for det blotte øje fra 4K er ikke så voldsomt som det vil være på en 75″. (Alt efter betragtningsafstand og så videre.) Men generelt er der altså en oplevelse i vente når 8K engang bliver standard – hvis det nogensinde sker. Der er stadig langt imellem 4K indhold på de fleste tjenester, så 8K kan vi måske begynde at se lidt af om et par år.

Heldigvis har Samsung Q950 et par ekstra tricks oppe i ærmet, for med 4K materiale opskalerer fjernsynet til 8K meget fornemt. Igen, reelt kan det være svært at se, for 4K står super fint. Ser man til gengæld 1080p indhold bliver opskaleringen mere tydelig, for det er en ret voldsom forbedring, og tv’et gør det virkelig godt. Billedet forbliver naturligt, og uden antydning af falsk skarphed, hvilket ellers godt kan være en fare – i hvert fald var det et problem på ældre tv. Men Samsungs billedprocessor gør altså et ganske udmærket job og beholder en naturlighed i billedet, der gør at man aldrig tænker over, at det er opskaleret.

 

Gode forbindelser

I boksen der sluttes til fjernsynet – Samsung har ingen indgange på selve skærmen, de er i stedet placeret i en ekstern boks – er der fire HDMI indgange (heraf en der er HDMI 2.1 kompatibel) og tre USB stik. Der er også wifi – dog ikke wifi6, hvilket ellers ville give mening. Til gengæld kan du sætte et ethernet kabel i. I praksis leverer wifi netværket faktisk fint 8K selv med wifi5, men tv’et står også ganske tæt på en wifi mesh-enhed. Der er dog ingen ventetid på at starte indholdet op, og faktisk går det ganske hurtigt, formentlig også takket være Samsungs ganske Tizen software.

Der er naturligvis også stik til almindeligt antennekabel og satellit, ligesom der er en optisk udgang så du kan slutte soundbar eller et andet højttaler system til. Med andre ord; jeg mangler absolut intet på One Connect, som tilslutningsboksen hedder.

 

Ny software

Samsung har måske den bedste smarttv-software på markedet. Især er den god fordi stort set alle apps kan findes her, og generelt er den vanvittigt hurtig. I den nye udgave er tingene blevet lidt lettere at gå til, og størrelsen på eksempelvis app-ikoner er vokset en smule – hvilket er godt, og det gør ikke noget dårligt for overskueligheden.
Tilpasningen af apps er selvfølgelig forskellig fra udvikler til udvikler, men Tizen virker til at være en god platform at skrive til, for langt de fleste apps virker aldeles glimrende og reagerer lige så hurtigt som styresystemet generelt.

Overraskende god lyd

Lyden på langt de fleste fladskærme er… Lad mig være ærlig, den stinker. Oftest virkelig meget. Bevares, du kan købe et B&O der så har en giga soundbar påmonteret, og ellers er der stort set ingen vej uden om en ekstern soundbar. Men her må jeg tage hatten af for koreanerne; lyden i Samsung Q950 TS 8K er overraskende god. Altså, den er ikke soundbar-god, men der er fylde på den som jeg sjældent har hørt i et tv før, og selv om den er lidt skarp og en smule unaturlig (det er et vilkår når man indbygget lyden i et kabinet, der er så tyndt), ja så er den altså afgjort godkendt.

 

Jeg må dog også sige, at det er lidt ligemeget. Dem der vælger at købe et tv som det her, vil under alle omstændigheder også investere i en eller anden form for ekstern lyd – enten “ægte” surround på en oldschool måde eller en highend soundbar. Så i praksis er der nok ikke mange steder, højttalerne nogensinde kommer i spil. Men skulle det ske, så er det altså en mulighed, og det er slet ikke så tosset endda.

Udskæringerne på siden ser ikke bare godt ud – de leverer også ganske forrygende lyd. (Billede: SAMSUNG)

Skal, skal ikke?

Samsung Q950 TS 8K koster ca. 45.000 kr. Det er voldsomt dyrt, når man tænker på, hvor hurtigt teknologien udvikler sig for tiden – og hvor hurtigt priserne i øvrigt falder på “gamle” modeller. Så hvis du har tålmodigheden til det, vil det formentlig være værd at vente lige et par måneder i hvert fald.

 

Når det er sagt, kan det godt være Samsung Q950 er dyrt – men det er godt. Meget, meget godt. Og vil du have et tv, der også kan levere 8K når det engang bliver standard, så er det her tv’et til dig.

Samsung Q950 TS

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 44.990 kr.

Det kan godt være, Q950 er dyrt. Men det er godt - meget, meget godt. Og vil du have et tv der også kan levere 8K når det engang bliver standard, så er det her tv'et til dig.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.