Mobil og tablets

Samsung Galaxy S8

Samsungs S8 er en af de bedste telefoner på markedet - og den har den bedste

Samsungs nye Galaxy S8 er den koreanske gigants første store telefon siden Note-gate, der formentlig er den største skandale der nogensinde har ramt en telefonproducent (Du ved, dengang alle Note telefonerne måtte kaldes tilbage for at de ikke skulle eksplodere i hovedet på folk.) Men den nye topmodel S8 skulle, ifølge Samsung, være mere end almindeligt sikker – og de første uafhængige tests viser, at S8 nærmest ikke engang kan eksplodere selv hvis man kæmper hårdt for at prikke hul på batteriet. Samsung har altså fået styr på den del af sagen – men en ting er, at telefonen ikke er en sikkerhedsrisiko – hvordan klarer den sig i øvrigt? Intet mindre end fantastisk.

Verdens hidtil bedste telefon?

Da vi testede Note 7 var vi imponerede over den. (På det tidspunkt vidste vi jo ikke, at den kunne eksplodere). Samsung har taget alt det, der fungerede ved Note 7, tilføjet en ny formfaktor og et par andre fifs – og en enkelt uheldig feature, den kommer vi tilbage til. I hvert fald kan vi, allerede inden vi begynder at formulere vores mening om S8+, konkludere at forventningerne til den er enorme. Faktisk er vores udgangspunkt, at Samsung helst skal have bygget noget nær den bedste telefon nogensinde. Det er svært at leve op til, men lad os kigge på det.

 

Design i verdensklasse

Vi har fået en grå udgave af telefonen, der ligesom de tidligere modeller har buede kanter. Ligesom tidligere modeller går skærmen helt til kanten i siderne – og Samsung kalder det selv Infinity Display, hvilket faktisk giver god mening – især fordi skærmen stort set også strækker sig til både top og bund på telefonen. Rundt i kanten er et bånd af aluminium der binder de to lag glas sammen. På bagsiden finder vi et enkelt kamera, til gengæld er det famøse kamera bump væk, hvilket giver et væsentligt bedre helhedsindtryk. Da der ikke længere er plads til fingeraftrykslæseren på forsiden er den i stedet placeret ved siden af kameraet på bagsiden. Æstetisk ser det okay pænt ud fordi blitz og pulsmåler er placeret på den anden side af kameraet. Men det gør intet godt for brugervenligheden – det kommer vi tilbage til.

På siden af telefonen er der blevet plads til en powerknap i højre side, højttaler, USB C og 3,5mm jack i bunden, en dedikeret Bixby knap og volume-knapper i venstre side og en skuffe til MicroSD og SIM kort i toppen. Placeringerne er generelt i orden, og knapperne er til at nå.

 

Materialevalget er generelt helt i orden, og S8 føles som kvalitet. Den har en god tyngde, og de buede glaskanter giver et fint helhedsindtryk.

Skærmen er den største feature

Skærmen på en mobiltelefon er vel nærmest det vigtigste element, og Samsung er kendt for at lave gode skærme generelt. Denne gang er de dog gået all in – og har lavet en skærm, der stort set fylder hele forsiden, med kun en lille kant i top og bund. Formatet er dermed også blevet et væsentlig mere aflangt 18,5:9 – et format, der er lidt ukurant i forhold til videostandarderne, der enten er 16:9 eller 21:9. Ikke desto mindre giver det faktisk en meget bedre oplevelse at se indhold på 18:9 skærmen, hvad enten det er film (der bliver større) eller tv-serier, der godt nok bliver skåret en smule i zoom, men ikke noget der reelt ødelægger noget – og det ser rigtigt godt ud på den store skærm.

Skærmen på S8 er 5,8″, hvilket er glimrende til det meste. Man føler simpelthen, at her ikke er meget spildplads, og samtidig er telefonen måske nok stor – men slet ikke så stor, at den er uhåndtérbar. Skulle du have lyst til at få en større udgave er der selvfølgelig S8+, der er stort set identisk med S8 – men altså med en marginalt større skærm.

 

Udenfor i fuld sol står den klare AMOLED skærm glimrende. Faktisk er det stort set ligegyldigt, hvilken situation, rent belysningsmæssigt, du står i – den ser altid godt ud. Farverne er stort set perfekte (Og ja, der er knald på – vi ka’ li’ det!) og den sorte er, naturligvis for en OLED skærm, kulsort. Når skærmen er slukket er den stadig tændt for som på de tidligere generationer har Samsung valgt, at diverse informationer og uret altid skal være tændt – med mindre altså du slukker det, og det kan være en god ide – se afsnittet om batterilevetid lidt længere nede i teksten.

Bixby-smixby

Samsung var ved lanceringen meget glade for Bixby, der da også på sigt ser ud til at kunne blive en værdig rival til Apples SIRI og Amazon Alexa og den slags. Men indtil videre er Bixby ganske hæmmet. I særdeleshed fordi den ikke taler dansk – noget Samsung burde have lært af Apple er en dårlig ide, hvis man vil have god udbredelse og ikke bare irriterede brugere. Hvad er problemet egentlig ved at sørge for at lave en lokal version af softwaren til de enkelte lande inden lancering? SÅ svært er det ved trods alt heller ikke? Nå, men hvor om alting er, så må du tale engelsk hvis du vil tale med Bixby – og det er de færreste vel reelt tilfredse med, så Bixby er indtil videre begrænset til en Google Now-agtig skærm der giver lidt informationer om dette og hint. Vi venter på, at Samsung får oversat assistenten før vi bedømmer den endeligt – indtil da lader vi den være en neutral “post” på plus-minus regnskabet på S8 – den gør ikke noget godt, men reelt heller ikke noget skidt.

Batterilevetid højst middel

S8+ indeholder et 3000mAh batteri. Det burde, på papiret, være alt nok til, at telefonen skulle klare sig fint i denne del af testen. Ikke desto mindre må vi efter lidt over en uges brug konstatere, at S8 kun lige præcis når igennem en hel dag – godt nok med intensivt brug, men alligevel. Batteriet på storebror S8+ er en del større, så her kan du forvente et lidt bedre resultat.
Eftersom batteriets fysiske størrelse burde give telefonen en god batterilevetid ligger problemet et andet sted. Om det er soft- eller hardware ved vi ikke, men vi gætter på, at en eller anden form for opdatering burde kunne rette lidt op på det senere. I hvert fald er det lidt en skam, at batterilevetiden, der burde være rigtigt god, højst ender med at være middelmådig sammenlignet med andre telefoner i samme klasse.

 

Den grimme ælling bliver langsomt en svane

Samsungs Touchwiz er en overbygning på Android, der startede virkelig grim – men den udvikler sig langsomt, og vi begynder måske at kunne ane en svane for enden af forvandlingen fra den grimme ælling. I hvert fald er designet blevet mere og mere afdæmpet, ikonerne er efterhånden nogenlunde smagfulde og menuerne er pæne og velorganiserede. Skulle du ikke være tilfreds med udseendet på startskærmen kan du eventuelt selv ændre den – som du kan på alle Android telefoner – se eventuelt vores guide her.

Udover Touchwiz er grundsystemet Android 7.0 på den telefon, der bliver sluppet løs på det danske marked. Faktisk er version 7.1.2 lige i disse dage på vej ud på telefoner fra Google selv – men køber du en Samsung må du altså vente lidt. Nu er der ikke så stor forskel på 7.0 og 7.1.2 så det er et issue – men det er en smule irriterende at vide, at når Android 8.0 kommer på gaden står du ikke forrest i rækken til at få det nyeste og bedste styresystem – det gør derimod dem, der har investeret i en Google brandet telefon som Pixel eller Nexus. Generelt er det irriterende, at Samsung ikke bruger flere resourcer på at servicere sine “gamle” telefoner med den nyeste software – omend det måske er meget forståeligt.

 

Sesam, Sesam luk dig op!

Samsung har bygget et lille hav af sikkerhedsfunktioner ind i S8. Du kan simpelthen låse telefonen op på et utal af måder. Fingeraftrykslæseren er dog flyttet til bagsiden af telefonen, hvilket må siges at være endt i lidt af en designbrøler; den er nemlig placeret lidt til venstre for kameraet. I første omgang får venstrehåndede slet ikke en naturlig adgang til læseren – og dernæst må vi konkludere, at højrehåndede heller ikke får naturlig adgang til den – for selv om den burde sidde så en højrehåndet let kan komme til den, så misser man alt for ofte. Vi er med på, at Samsung er blevet nødt til at flytte læseren til bagsiden for at gøre plads til skærmen, men hvorfor ikke placere den under kameraet som andre har gjort? Det virker besynderligt. Samtidig har det den ekstra ulempe, at ens fingre hele tiden kører frem og tilbage over kameralinsen – ak og ve. På S8 er det en smule bedre, men stadig ikke helt godt.

Man kan også vælge at registrere sit ansigt og låse op ved at lade telefonen genkende brugeren. Det virker reelt en ud af fire gange. Iris genkendelsen er en hel del mere stabil, men den skal man aktivere ved et swipe på skærmen – og dernæst skal øjnene lige placeres rigtigt. Det er lidt omstændeligt, men fungerer dog. Man kan selvfølgelig også vælge at taste en kode eller et password. Alt i alt er ingen af alternativerne så gode eller intuitive som fingeraftrykket – så, som de siger i reklamen; Få det nu fikset.

 

God lyd – i headsettet

Samsung har købt AKG (Som er den del af Harman – Samsung købte hele baduljen) og har inkluderet et par AKG hovedtelefoner i pakken, hvilket må siges at være lidt af et hit, for de lyder bedre end noget medfølgende headset vi før har prøvet – Apples halvsløje (Nej, lad os være ærlige: Helsløje) medfølgende headset er ikke i nærheden af at lyde så godt som Samsungs medfølgende. Her er god bas, klare mellemtoner og en fin diskant – her er faktisk bare en god lydoplevelse. Det har vi simpelthen aldrig før skrevet om et sæt medfølgende hovedtelefoner.
Skulle du formaste dig til at bruge den indbyggede højttaler er (lyd)billedet et noget andet. Den lyder simpelthen lidt sølle, og bliver slået med længder af eksempelvis iPhone med dens stereohøjttalere. I hvert fald må du tage til takke med dåselyd, og du kommer alt for let til at dække for højttaleren på grund af dens placering. Men igen – hvem bruger højttalerne i en telefon? Det burde jo nærmest være forbudt. Så tag det medfølgende AKG headset på og nyd musik, film og tv-serier.

Godt kamera skiller sig ikke ud

Samsung har valgt, at kameraet i S8 er identisk med det, vi så i S7. Dengang var det det allerbedste på markedet, men det er det altså ikke mere. Både G6 (Anmeldelse her) og iPhone 7 Plus (Anmeldelse her) har  en smule bedre kameraer – men ikke meget. For ligesom med processorer er der sket det for mobilkameraer, at de på en eller anden måde er ved at nå loftet for, hvor meget bedre de kan blive, og hvor der for tre år siden kunne være en kvalitetsforskel på 90% på to mobilkameraer, er der nu efterhånden mest tekniske finesser og gimmicks til forskel. Bundlinien? Du kan tage rigtigt gode billeder med S8. Bevares, der er ikke vidvinkel (Som på G6) eller optisk zoom (som på iPhone 7 Plus), men der er gode, klare billeder – også i halvdårlig belysning. Vi vil gå så langt som at påstå, at ingen vil være utilfredse med billedkvaliteten på billeder taget på S8.

Få en computer med i købet

Hvis du kun har brug for en computer en gang imellem kan du overveje muligheden for at købe den lille DeX dock til S8 eller S8+. Med docken kan du transformere telefonen til en “rigtig” computer – forudsat, du har mus, tastatur og skærm. Det fungerer overraskende godt, og de fleste vil faktisk kunne bruge telefonen som en basal computer til surfing, tekstbehandling og andre opgaver som en PC ellers ville skulle have håndteret. Apps der understøtter DeX tilpasser sig selv og fungerer så som desktopudgaver. Det er stadig Android, men forvandlingen er ganske gedigen. Det er i øvrigt også muligt at lave telefonen til et habilt mediecenter – der findes et utal af gode mediecenterapps der vil kunne fungere glimrende hvis du bruger DeX med en stor fladskærm. Eneste minus er, at DeX ikke understøtter 4K.

Små irritationsmomenter

Generelt er Samsung Galaxy S8 en fantastisk telefon på næsten alle måder. Der er dog også nogle irritationsmomenter som man ikke skal negligere. Først og fremmest fingeraftrykslæseren. Vi er godt klar over, at Samsung vil sige, at man bare kan bruge ansigtsgenkendelse eller Irisscanning – men helt ærligt, så fungerer ingen af delene lige så godt (Omend Iris genkendelse altså er en overraskende velfungerende teknologi). Og så bliver placeringen af fingeraftrykslæseren ekstremt irriterende. Selv efter at have brugt S8 i over en uge skal vi fumle rundt efter den stort set hver eneste gang – og skal hele tiden holde øje med, om vores fingre har smudset kameraet til. Det smerter at måtte konstatere, at LG’s G6 simpelthen bare har en mere elegant løsning med en knap under kameraet. Og nu vi taler om kameraer, så er det også ærgerligt, at kameraet på S8 ikke har fået en overhaling. Bevares, det er et glimrende kamera – og slår stadig flere af konkurrenterne selv om det er det samme, der sad i S7 – men i en ny generation telefon forventer man altså også et nyt kamera.

En lille smule magi

Det er svært at sige, hvad præcis det er, der gør S8 lidt magisk. For ja, vi har kritikpunkter – et par af dem er også store, især placeringen af fingeraftrykslæseren og batterilevetiden, der burde være bedre – men de formår alligevel ikke at ødelægge helhedsindtrykket: S8 er en lækker telefon, der kan alt det, en telefon skal kunne, og den gør næsten det hele med bravour og med stil som ingen andre telefoner lige nu kan levere. En lille softwareopdatering der hjælper på batterilevetiden vil gøre underværker, ligesom vi virkelig håber at fingeraftrykslæseren flytter sig på Note 8 når den kommer til efteråret. Indtil da må vi konkludere, at Samsung har sat sig på tronen med den bedste mobiltelefon på markedet.

 

Samsung Galaxy S8

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 3.999 kr.

S8 er en telefon, der sætter baren højt for fremtidens topmodeller. De få kritikpunkter der er, opvejes af alt det gode der gør denne telefon til en ægte vinder.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.