AnmeldelseHovedtelefonerTophistorie

Anmeldelse: Shure Aeonic 50

Shure Aeonic 50 er det bedste headset jeg har testet... Nogensinde. Lyden er fantastisk, byggekvaliteten helt i top og designet er lækkert.

Normalt er brandet Shure ikke noget, vi som almindeligt dødelige stifter bekendtskab med – for det skal man være i musikbranchen og have investeret i high-end mikrofoner, for eksempel – det er nemlig her, Shure normalt slår sine folder. Men med sit over-ear headset, Shure Aeonic 50, bevæger firmaet sig ind i en helt ny verden, og det er en ganske farlig verden, for konkurrenterne står i kø, og forbrugerne har mange, mange valg. Eksempelvis har vi for nyligt testet JBL Club One og Sennheiser Momentum 3, der begge gør det ekstremt godt. Men, lad mig bare være ærlig med det samme, Shure viser ingen nåde og slår begge to på lydkvaliteten.

Maskulint design der fungerer

Shure Aeonic 50 er absolut et pænt headset, men det er en smule maskulint, både i størrelse og udseende. Ikke sådan at forstå, at det kun er beregnet til mænd, overhovedet – men nogle kvinder vil nok finde det lidt for stort og tungt. Ikke desto mindre kan jeg anbefale alle at prøve det, for det sidder glimrende; ikke for stramt, og ikke for løst – i hvert fald ikke på denne anmelder.
Byggekvaliteten er aldeles udmærket – og materialevalget er også udmærket, med en god kvalitet læder på kopperne, der også føles behageligt. Plastikken brugt på ydersiden af kopperne virker også solidt, og burde ikke få grimme ridser.

 

Et enkelt sted hvor jeg ikke er helt vild med designet er faktisk ikke selve hovedtelefonerne men den enorme taske der følger med. Ja, taske, ikke etui. Indpakningen hintede til det, men alligevel – den er simpelthen decideret voldsomt klodset.

Lydkvalitet tæt på sublim

Jeg må indrømme, at den eneste gang jeg har hørt bedre lyd i et headset var det på et Sennheiser setup der kostede over 500.000 kr. Lyden på Shure Aeonic 50 er helt uden for kategori. Der er en dybde og en fylde og samtidig en detaljegrad som jeg simpelthen aldrig har hørt bedre i hovedtelefoner, man rent faktisk kan købe i en butik til menneskepenge.

 

Fodrer du headsettet med højtopløseligt kvalitet musik får du en oplevelse jeg simpelthen ikke kan beskrive som andet end fantastisk. Og det er i øvrigt ligemeget, hvilken genre, jeg fodrer headsettet med, så leverer det; rock er dynamisk og levende, pop er livligt og står skarpt især i vokalerne og selv jazz og klassisk får helt nye detaljer, også i stille passager. Med andre ord kan dette headset give en voldsomt forbedret oplevelse af musikken, ligemeget hvilken genre du foretrækker. Det virker simpelthen som om, Aeonic har mere kapacitet i lyden end det, man nogensinde kommer til at bruge.

Rimelig lyddæmpning med svagheder

Noise cancelling er efterhånden standard på stort set alle headsets i denne klasse, hvilket er godt, da de ofte skal bruges i ganske støjende omgivelser. Desværre viser det sig alt for ofte, at støjdæmpning er en svær kunst, og det er meget få producenter, der helt har fanget den. Shure kommer dog relativt tæt på noget der er brugbart, og især de dybe frekvenser bliver blokeret rimeligt fornuftigt. Det er dog ikke i nærheden af de bedste af konkurrenterne, der også er i stand til at lukke larm ude lidt højere oppe i frekvenserne, og her kommer Shure til kort. Bevares, eksempelvis i et fly er der ingen tvivl om, at Shure kan stoppe den mest irriterende “grundstøj”, men der slipper stadig en del igennem.

Det gode ved Shures tilgang til noisecancelling er, at det ikke går ud over lydkvaliteten på det indhold, du lytter til – hvilket ellers sagtens kan være et problem, og ER det hos mange andre producenter. I dette tilfælde mærker man ikke megen forskel i lydkvalitet når der er tændt for støjreduktion og når der ikke er. På et headset, der lyder så godt er det virkelig en god ting. Ikke desto mindre ville jeg nok gerne bytte en lillebitte smule lydkvalitet for støjreduktion når man slår funktionen til.

 

Gode ekstra funktioner

Shure Aeonic 50 har et par tricks i ærmet, som flere af konkurrenterne ikke har – eksempelvis kan headsettet bruges via USB C kabel. Samtidig kan man så oplade telefonen – især selvfølgelig, hvis den er koblet til computeren. Batterilevetiden er ca. 20-22 timer. Jeg har nået op til 24 timer og ned til 18 – alt efter hvordan headsettet har været brugt. Det placerer headsettet nogenlunde midt i feltet, men det er absolut godkendt.

Generelt har Shure med Aeonic 50 bygget et ganske glimrende headset som har en overlegen lydkvalitet, der tørrer gulvet med konkurrenterne på stort set alle måder. Prisen på ca. 2.500 kr. er ikke bare rimelig, den er lav – også selv om den er en smule højere end flere af konkurrenterne. Jeg tøver ikke med at give Shure iNPUT’s varmeste anbefaling.

Shure Aeonic 50

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 2.489 kr.

Shure Aeonic 50 er et af de allerbedste headsets du kan købe - i hvert fald hvis du ikke vil betale mange, mange tusind kroner for det. Lydkvaliteten er sublim.

 

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.