Des fladere tv-skærmene bliver, jo ringere bliver lyden fra dem – og det er nærmest helligbrøde ikke at tilslutte eksterne højttalere til sit tv. De seneste år har de såkaldte soundbars været en populær løsning, fordi de var relativt pladsbesparende og desuden leverede en slags surroundoplevelse. Udfordringen har været, at en soundbar typisk skal hænges på væggen under fladskærmen, men det er ikke os alle, der hænger skærmen på væggen.Faktisk er der på verdensplan 70 procent af fladskærmene, der står på et møbel i stedet, har Sonos konstanteret. Og derfor har de bakset dette alternativ sammen; Sonos Playbase er en soundbar som tv’et kan placeres oven på.
Ordentlig krabat
Med en kampvægt på næsten ni kilo og en længde på 70 centimeter er Sonos Playbase en ordentlig krabat. Den er så stabilt bygget, at den kan bære fladskærme på op til 35 kilo. Men Sonos har snittet Playbase så minimalistisk, at den nærmest er et stykke interiør i sig selv. På den måde er designet meget vellykket – i hvert fald den hvide udgave, som vi har haft til test.
Der er kun en enkelt fysisk knap på enheden, nemlig en lille rund sag som bruges til at koble højttaleren på netværket. De øvrige knapper er trykfølsomme volumenknapper, der flankerer det stilfulde Sonos-logo på midten.
Ingen HDMI, kun optisk
Ligesom sin søster, Sonos Playbar, har Sonos Playbase kun en enkelt lydudgang: Optisk. Der er altså heller ikke noget HDMI-stik i denne omgang, og Sonos forsvarer sit valg med, at produktet skal være enkelt at sætte op. Ideen er, at alle dine enheder – konsol, Blu-ray, etc. – skal kobles direkte til tv’et, der så sender lyden fra alle disse enheder videre til Playbase via det optiske kabel. Javel ja. Hos Sonos mener man åbenbart, at det bliver for avanceret at sætte et HDMI-kabel i et HDMI-ARC-kompatibelt stik. Det er vi så ret uenige i. Tværtimod kan det være noget af en udfording af få sine enheder til at sende 5.1-lyd til tv’et; det er noget, der ofte kræver gentagende klikken rundt i menuer.
Kyniske sjæle kunne fristes til at tro, at Sonos beslutning i stedet har noget med licensbetalinger at gøre. Sonos har nemlig også undladt understøttelse af alle andre surroundformater end Dolby Digital 5.1. Altså ingen DTS eller andre højkvalitetslydformater.
Android på sidelinjen
Resten af opsætningen er heldigvis lige så simpel, som vi har vænnet os til fra Sonos. Det hele foregår trin for trin via app’en og tager ikke mange minutter. iPhone-brugere kan gå skridtet videre og finjustere lyden ved hjælp af Trueplay, der måler lyden i forhold til rummet og indstiller Playbase derefter. Trueplay benytter mikrofonen i iPhone til at lytte efter testtonerne – og det gør faktisk en væsentlig forskel, så det er værd at bruge tid på. Desværre kan Android-telefoner ikke bruges.
Sonos Playbase har også den fordel, at den kan indlemmes – eller være første byggesten – i et fuldt Sonos-multirumssetup. Ligesom de øvrige Sonos-højttalere kan Playbase udnytte Sonos imponerende udbud af tjenester. Ud over de oplagte som Spotify og Apple Music understøtter højttaleren Tidal, Telmore Music, Wimp, Yousee Music og et væld af andre tjenester. Der er internetradio – og al musik, du har lagret på computer, smartphone eller NAS-drev kan afspilles på Playbase. Det eneste, man må undvære, er mulighed for at afspille high-res musik.
En verden til forskel
Der er en verden til forskel mellem tv’ets højttalere og Playbase. Playbase formår virkelig at sprede lyden, så man får en opfattelse af, at man har mere end en højttaler – og dialogen i filmene står tydeligt. Det er ret overvældende. Men. Oplevelsen er voldsomt afhængig af rummets indretning, idet den er skabt til at reflektere lyd på væggene. Hold den væk fra rum med store glasflader. Når det er sagt, så kan Playbase – med eller uden baghøjttalere – naturligvis ikke hamle op med et “rigtigt” surround-system.
Generelt er lyden ganske overbevisende, men skal man brokke sig, så kan diskanten virke en smule skinger. En spøjs detalje er, at Playbase yder bedst, når der virkelig sparkes til den. Så kan den imponerende bas også få lov til at folde sig ud. Sonos har udstyret Playbase med en specialdesignet basport – og den kan altså trylle. Jeg vil vove at påstå, at man snildt kan bruge Playbase uden en subwoofer.
Også fin med musik
Endnu mere imponerende er det, at Playbase faktisk også lyder ganske anstændig, når den bruges med musik alene. Det er bestemt ikke kotume med soundbars. Vokalen på Radioheads ‘Everything In It’s Right Place’ står helt defineret og bassen på Gregory Porters ‘Musical Genocide’ volder ikke Playbase de mindste problemer. For nogen vil Playbase uden tvivl kunne erstatte anlægget i stuen.
Vi testede både Playbase alene og sammen med to Play:5-højttalere som baghøjttalere i et fuldt surround-system. Sidstnævnte er naturligvis en mere overbevisende surround-oplevelse – men det er også en ualmindelig pebret løsning. En mere overkommelig mulighed ville være at bruge Playbase sammen med to Play:1-højttalere, for alle højttalerne i Sonos sortiment kan kobles trådløst til Playbar. Men inden du kaster pengene efter et komplet Sonos-system, så husk, at Playbase ikke kan håndtere avancerede surroundformater.
Hvis man ikke er til Sonos, vil Playbase sandsynligvis ikke ændre den holdning. Men har man i forvejen Sonos og en ledig plads på møblet under fladskærmen, så er Playbase en ualmindelig elegant løsning. Vi er pjattede med den.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
5.999 kr.
Har man i forvejen Sonos og en ledig plads på møblet under fladskærmen, så er Playbase en ualmindelig elegant løsning. Vi er pjattede med den.