Anmeldelse: Sonos Ray – en verden til forskel

For tredje år i træk har Sonos lanceret en ny soundbar. Sonos Ray er det seneste skud på stammen – og den hidtil mindste og billigste i familien. Målgruppen er alle de potentielle kunder, der endnu ikke har fået ekstern lyd på tv’et. Dem, der ikke går op i surroundlyd og ikke vil betale en bondegård for en soundbar.

Derfor har Sonos også virkelig skåret ind til benet. Men har de skåret for dybt denne gang? Læs vores anmeldelse her og find ud af det …

Sonos Ray er ikke stor. Den er bare 56 centimeter lang og kan placeres under et typisk 32-tommer tv uden at enderne stikker ud. Soundbaren har et pænt, minimalistisk design, der næppe vil provokere hr. og fru Jensen. I vanlig Sonos-stil er der ingen synlige fysiske knapper, blot de tre trykfølsomme, der er placeret oven på soundbaren.

Lyden slippes ud gennem det samme perforerede hulmønster som på Sonos Arc og Sonos Beam Gen 2. Det prydes af selskabets logo. Det er nu ikke nødvendigt, for genkendeligheden er stor. Det er typisk Sonos-design – og det er, i hvert fald i mine øjne, ret lækkert.

Der er dog et aber dabei, man skal nemlig ikke kigge Ray efter i sømmene, for byggekvaliteten er ikke helt i top. Der er samlinger der gaber, som om den lim, der bruges, ikke er effektiv nok. Det var også et problem på Sonos Roam-højttaleren og det er en træls tendens. Noget man aldrig så på tidligere Sonos produkter. 

Den model, vi har lånt til anmeldelsen, er hvid, men Sonos Ray fås også i sort. En rigtig fin detalje er, at de medfølgende kabler (strøm og optisk) leveres i samme farve som selve højtaleren. Der kan tilkøbes et specielt beslag, så Ray kan hænges på væggen under tv’et, men højttaleren fungerer også fint, hvis den stilles på et møbel.

Ingen HDMI – kun optisk

Der, hvor Sonos har skåret dybest, er på funktionerne. I modsætning til sine større søskende har Ray ikke noget HDMI-stik, men udelukkende det gamle optiske stik. Det betyder, at højttaleren ikke understøtter avancerede surround-formater som Dolby Atmos eller DTS. Man må “nøjes” med Dolby Digital. Man kan godt nok udvide med baghøjttalere – eksempelvis Sonos One – og subwoofer, men mon ikke dem, der ønsker det, vil gå efter en af de større Sonos-soundbarer?

Den manglende HDMI-indgang betyder også, at man må undvære avanceret kommunikation mellem tv og soundbaren, ligesom der teoretisk kan være udfordringer med at rette eventuelle problemer med synkronisering mellem lyd og billede. Det har jeg dog aldrig oplevet, at Sonos app’en ikke kunne klare.

Årsagen til at Sonos har valgt optisk forbindelse er officielt, at det fungerer med alle ældre fladskærme. Jeg mistænker dog Sonos for, at det primært er et monetært problem. Ved at undgå HDMI, Atmos og DTS skal selskabet ikke betale de licenser og dermed kan de sælge billigere – eller tjene mere.

Er det så et reelt problem, at Sonos Ray ikke har HDMI? Nej, ikke rigtigt. De fordele, man får med HDMI, vil primært begejstre mere kræsne lyttere, der alligevel aldrig kunne drømme om at investere i en soundbar af denne klejne kaliber.

Der er heller ikke mikrofon indbygget i Ray, som der er i de større søskende. Det betyder at den ikke kan stemmestyres, med mindre du har en anden Sonos-højttaler med mikrofon. Men det betyder også, at den ikke automatisk kan indstille Trueplay uden hjælp fra en iPhone. Android-telefoner holdes stadig ude i kulden (og her kan læse hvorfor). Min erfaring er, at Trueplay virkelig hjælper på lyden.

Gør en kolossal forskel

Ved første lyt kan lydkvaliteten fra Sonos Ray godt virke en smule undervældende. I særdeleshed hvis man, som jeg, er vant til lydkvaliteten fra en større soundbar som Sonos Arc. Men her skal man huske på, hvem målgruppen er. Nemlig dem, der hidtil har lyttet via tv’ets interne højttalere. Og her kommer Ray virkelig til sin ret. Jeg sluttede soundbaren til en Nokia-fladskærm i soveværelset og kunne næsten ikke tro mine egne ører. Der var en verden til forskel.

Bevares, surround-effekten er meget minimal, da spredningen på lyden er rimelig svag. Der skydes ikke lyd mod sidevæggene, bare fremad. Det betyder til gengæld, at Ray klarer afspilning af musik forholdsvis godt – altså størrelsen taget i betragtning.

Generelt er lydbilledet, i vanlig Sonos-stil, rigtig godt komponeret. Der er en overraskende god bas i enheden, så længe ikke forventer oomph i subwoofer-klassen. Diskanten er fin uden at skære. Mellemtonerne er en smule utydelige og er, sammen med den manglende dynamik, lydbilledets største svaghed.

Sonos har også tryllet med softwaren, så Ray (ligesom Arc og Beam) kan forstærke stemmer, når der ses film. Det virker fænomenalt, men kan dog ikke rette op på den mumlen, der kendetegner dialogen på danske tv-serier. Det er også muligt at skifte til nat-tilstand, hvor de dybe lyde dæmpes, så man ikke generer underboerne. Den kan nemlig godt spille højt, den lille højtaler, og det gør den faktisk også ret overbevisende.

Men det er sammenlignet med den “rå” tv-lyd, at Sonos Ray imponerer mest. Går du op i film eller god lydkvalitet generelt, er det ikke Sonos Ray, du skal gå efter. Spar som minimum de 1.500 kroner ekstra op, som Sonos Beam Gen 2 koster.

iNPUT mener …

Det er helt tydeligt at Sonos har en strategi om at få skubbet så mange billige-ish enheder ud til folk, som overhoveder muligt. Undersøgelser har nemlig vist, at Sonos-systemet er vanedannende; når først du har én højttaler indenfor, er der meget stor chancen for at du vil have flere. Denne gang har Sonos indstillet sigtet lavt – nemlig på dem, der normalt aldrig kunne drømme om at investere i multrum eller surround, men bare gerne vil have bedre lyd fra tv’et. Det får de bestemt, så ud fra det synspunkt er Ray et fremragende produkt.

Jeg synes dog personligt at soundbaren er 200-300 kroner for højt prissat. Hovedparten af konkurrenterne i denne prisklasse leveres med HDMI-stik. Samsung, JBL og Philips leverer endda subwoofer med. Så kan det godt være at de ikke har Sonos’ fremragende multirums-funktionalitet og en sammenlignelig lydkvalitet, men spørgsmålet er, om det er noget, målgruppen går op i?