AnmeldelseHovedtelefonerTophistorie

Anmeldelse: Sony ULT Wear

Sony ULT Wear leverer en overordnet rigtig god oplevelse til prisen, hvor lyd, komfort og batteritid bare spiller.

Sonys nye ULT-serie er produkter med fokus på en dyb og kraftig basoplevelse. Her har vi nemlig fået Sonys ULT Wear hovedtelefoner ind til test. Med en vejledende pris på 1.299 kroner, placerer de sig i midter-segmentet, under WH-1000XM-serien. Lad os se nærmere på dem.

Design og komfort 

ULT Wear kommer i et genkendeligt Sony-design, lidt ala det vi kender fra den populære WH-1000XM-serie. Størstedelen af høretelefonerne er udført i hård plastik, hvilket er med til at holde vægten (og prisen) nede. Bøjlen ser dog ud til at være forstærket med metal og det giver en god klik-lyd når længden justeres. Derudover følger der også et praktisk etui med, hvor man nemt kan pakke dem sikkert ned, når de skal med på rejsen.

 

Generelt set sidder hørebøfferne godt på hovedet med bløde puder, der giver en god komfort i flere timer. ULT Wear har dog ingen IP-rating. Det vil sige at de altså egentlig ikke tåler vand, sved og støv – derfor er det desværre på eget ansvar, såfremt man tager dem med i regnen eller i fitness.

Betjening  

Høretelefonerne kan betjenes via. Sonys Sound Connect app, der kan hentes på Google Play og App Store. I app’en kan man f.eks rode med forskellige equalizer-presets, eller tilpasse den til sin egen smag. Derudover har ULT Wear også en touch-flade på højre side af headsettet. Her kan man eksempelvis pause musik/video ved at trykke to gange. Hvis man vil justere lydstyrken kan det kan også gøres ved at dobbeltrykke og derefter holde fingeren nede, mens man swiper op eller ned – det fungerer egentligt godt. På højre side at hørebøfferne finder man desuden også en NC/AMB-knap, en tænd/sluk-knap, en USB-C port til opladning, samt et 3,5mm jack-stick, hvis man vil køre med kablet forbindelse. 

 

Lyd

Det er bestemt ikke for sjov når Sony reklamerer med ULT-serien som en bastung omgang. Med den dedikerede ULT-knap på venstre side af høretelefonerne kan man desuden skifte imellem en standard profil med lidt bas, en ULT1-profil der booster bassen i dybden, samt ULT2-indstillingen der booster bassen på mere eller mindre alle niveauer.  

Hvis man godt kan lide at stå lige foran højtalerne til Roskilde Festival, så er ULT2-indstillingen løsningen. Samtidig synes jeg dog at man mister en del detaljer i lydbilledet, hvor ULT1 altså giver en mere balanceret oplevelse, uden at det hele drukner i bassen.

Det fede ved ULT Wear er også fleksibiliteten. Godt nok er hørebøfferne markedsført til de bas-elskende folk, men samtidig har man jo muligheden for at justere bassen til præcis det niveau man foretrækker.

 

Den aktive støjreduktion fungerer også godt, hvor den blokerer langt det meste af baggrundsstøjen. Derudover er der også Ambient Sound-funktionen, der kan justeres fra 1-20 afhængig af hvor meget lyd fra omgivelserne man vil lukke den. Det fungerer også godt i praksis. 

Hvis jeg skal være lidt kritisk, så synes jeg at ULT Wear mangler lidt finesse og detaljer i klangen, her bør man nok se mod WH-1000XM-serien, men så er vi selvfølgelig oppe i en højere pris. Vi kan i hvert fald anbefale storebroren WH-1000XM5, hvis man er på udkig efter lidt mere finesse i lyden. Læs vores anmeldelse her.

Generelt set synes jeg dog at høretelefonerne spiller rigtig godt, taget prisen i betragtning, og bas kommer man uden tvivl ikke til at mangle.  

 

Batteri og forbindelse

Batteritiden er også i den gode ende, med op til 30 timers brug med aktiv støjreduktion slået til. I mit tilfælde har jeg med cirka 2 timers daglig brug, ikke formået at køre den flade på en uges tid. Selvom man skulle bruge dem mange timer i døgnet, tænker jeg ikke at de skal oplades mere end 1-2 gange om ugen. Høretelefonerne kan desuden hurtiglades via USB-C hvor blot 3 minutter ladetid giver 1,5 timers spilletid – der er bestemt godkendt.  

Mht. stabilitet af forbindelsen over Bluetooth, har der heller ikke været noget at sætte en finger på, ligemeget om de er blevet brugt derhjemme eller i offentligt transport.

 

INPUT mener… 

Sony ULT Wear leverer overordnet set en god lydoplevelse, med rigeligt af bas selv til selv de mest hungrende bas-folk – uden at budgettet sprænges. Er man ikke fan af buldrende bas, kan headsettet heldigvis tilpasses via. equalizeren til ens smag – hvilket giver høj fleksibilitet.

Komfortmæssigt er høretelefonerne også behagelige at have på og med en batteritid på op til 30 timer, skal de ikke oplades særlig ofte. 

 

Til den vejledende pris på 1.290 kroner (kan fås til omkring 1.000 kroner i øjeblikket), synes jeg bestemt at ULT Wear leverer en meget god oplevelse på både lyd, komfort og batteritid. 

Sony ULT Wear

Design
Betjening
Lydkvalitet
Funktioner
Pris

1.290 kr

Sony ULT Wear leverer en overordnet rigtig god oplevelse til prisen, hvor lyd, komfort og batteritid bare spiller.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.