Mange spil gemmer karakterer og muligheder væk, så de først kan låses op og benyttes, når man har gennemført specifikke baner og elementer, men ikke Tekken 7. Her får du et gevaldigt udvalg af karakterer til din rådighed, der alle har et utal af kombinationer og specialiteter. Det kan virke rodet og overvældende, fordi Tekken 7 heller ikke gør så meget ud af, at hjælpe nybegyndere i gang.
Tekken-fans er på hjemmebane
Men Tekken 7 er det nyeste spil i en populær serie, der bryster sig af at være et af de bedste kampspil på markedet. Så fans af serien, der mest bare vil have endnu mere Tekken, nye figurer og så et spil opdateret til moderne konsoller og HD-grafik, får lige præcis det, og vil kunne kaste sig over spillets kampe uden problemer.
Unikt kampsystem
Nybegyndere må derimod tage til takke med et overvældende indlæringssystem, der kan synes krævende. Hver af de mange figurer har noget nær 100 komboer, man kan lære. Men Tekken har også en fin balance. Seriens kampsystem er unikt, fordi hver arm og hver fod har sin egen knap, så logikken i styringen er åbenlys. Og selv om nogle figurer er nemmere at bruge end andre, så kan man med de rette valg komme langt, uden at kende alle komboer. Eller nogen overhovedet.
Men spillet er et hardcore kampspil, og ultimativt belønner det træning. En spiller, der bare trykker på tilfældige knapper kan klare sig frustrerende godt, men en trænet modstander, der kender til komboer og rækkevidden på sin karakters angreb vil i sidste ende vinde. Og sådan skal det også være.
Fra japanske arkader til PS4
Som tallet antyder, så er det seriens syvende spil. Først udgivet i en arkade-udgave, som nok ikke har været at finde så mange steder i Danmark, og nu ude på PlayStation 4.Udover den populære vs-del, hvor man kan kæmpe med vennerne foran skærme præcis som i arkaden, er der en solo-del med en slags historie, som man nok skal være vild med Tekken eller bare anime for at finde hoved og hale i, samt forskellige udfordrende game modes. Derudover er der en online-del, hvor man kan tage sin Tekken-træning med sig og kæmpe mos modstandere på nogenlunde samme niveau.
Masser af nye figurer og moves
Tekken 7 er ikke ren gentagelse. Der er omkring 30 figurer med flere på vej som dlc og der er kommet to fornyelser til kampsystemet. Nye supermoves, som man først kan bruge, når ens helbred er lavt og power crush attacks, der kan absorbere et indkommende angreb, så man løber risikoen for at miste helbred mod en større chance for at ramme med et kritisk modangreb. Mange af spillets figurer er nye – en af dem, Akuma, er endda fra et andet kampspil Street Fighter, og dukker op her komplet med flyvende ildkugler.
Besøg fra Street Fighter
Akuma spiller også en vigtig rolle i den 2-3 timer lange historiedel, der er annonceret som seriens afslutning og derfor runder historien af – men det kræver som sagt en del kendskab til tidligere versioner af spillet, før det giver mening. Er man Tekken-fan eller blot en nysgerrig nybegynder, så rummer spillet også en imponerende samling klip og cutscenes fra alle de tidligere spil – de fungerer næsten som ekstramateriale og giver rig mulighed for at dykke ned i historien fra tidligere spil. For at få adgang til dem, så skal du låse dem op med Fight Money, som du får for at gennemføre spillets solo-udfordringer.
Køb dig til kosmetiske forbedringer
Du kan også bruge Fight Money til at købe kosmetiske ændringer til de forskellige figurer, så du kan sammensætte et unikt – og ofte humoristisk – look, når du kæmper mod andre online eller lokalt.
Tekken 7 klarer en fin balance mellem nye elementer og så alt det, som fans af serien forventer at finde. Der er nye karakterer og moves at lære, men også en klar belønning for at kende spillet fra tidligere – og så er spillet en guldgrube af nostalgi for alle fans.