I 2015 lancerede Tesla deres første SUV – Model X. Bilen er en ordentlig kleppert med plads til syv personer, fire almindelig størrelse og tre halv størrelse. Siden er der blevet udviklet på bilen, som i den 2017 Model vi har testet har fået mange, mange flere sensorer, der forbereder den til software der gør den helt selvkørende i fremtiden. Designet er nogenlunde det samme, og det er ikke muligt at se de mange sensorer med mindre man kigger nøje efter.
Byggekvalitet er i orden… Nu
Især i første version fik Model X skyld for at byggekvaliteten var langt fra så god som den burde være. Den del er efterhånden i orden, for der er ikke nær så store problemer som det virker til der har været tidligere. Der er dog stadig enkelte detaljer, der virker lidt underlige; i bunden af bilen – til venstre for førerens fødder – virker det på testbilen som om, der er hult under tæppet – og man kan trykke ned og tæppet giver efter. Men det er småting (der dog ikke burde være der), og Model X virker overordnet set som en fornuftigt bygget bil.
Turen går til Nibe
Vores testtur skal naturligvis teste bilen så vi får det fulde indtryk af, hvordan den klarer en længere tur på motorveje/landeveje. Hvis man udelukkende bruger bilen til tur/retur til arbejdet og har en lader derhjemme, vil rækkevidde aldrig blive et problem. Men vi vælger at køre en tur til Jylland, nærmere bestemt Nibe ved Limfjorden. Det er en tur med blandet kørsel – i byen i København fra Teslas butik på Kongens Nytorv hvor vi henter bilen, til motorvej på tværs af landet og landevej det sidste stykke.
Pænt design – fra den rigtige vinkel
Umiddelbart er Model X en relativt pæn bil – hvis man sammenligner den med andre SUV’er. Især forfra har den meget af den elegance, der i sin tid gjorde Model S til den mest populære elbil nogensinde. Men det indtryk varer desværre ikke ved når man går rundt om bilen, for bagenden er simpelthen decideret kluntet. Ser man på detaljer som lygter og linier er der ikke noget at komme efter, men helheden giver bare ikke et særligt godt indtryk. Det tager en smule af helhedsindtrykket, men Model X er ikke en grim bil.
Mågevinger vækker opsigt
De to passagerdøre er nogle ret vilde størrelser. De er det, man på amerikansk kalder “falcon doors” – hvilket, når det kommer ned på jorden her i Danmark er blevet til mågevinger. Altså to døre, der svinger op fra siden af bilen. De kan, ligesom i øvrigt alle døre i bilen, fjernbetjenes fra den store skærm midt i bilen. De to døre er i stand til at “føle”, om der er noget i vejen for at kunne svinge helt op, og stopper så selv. Men det er i hvert fald noget, der giver opmærksomhed, om ikke andet, for det ser altså ret funky ud – og det er det, der gør at man kan kende bilen fra de andre i klassen. Om det er pænt kan man diskutere – men det er futuristisk og meget… Tesla.
Enormt udsyn
Forruden på Model X er helt ekstrem. Faktisk blærer Tesla sig med, at den har den største forrude i produktion – og vi er ikke utilbøjelige til at tro på dem. Det er en enorm rude, der strækker sig helt om bag føreren af bilen. Den øverste del har dog en toning der gør, at man ikke bliver blændet af solen. I det hele taget er udsynet til alle sider ganske glimrende, og man er placeret højt med godt overblik over trafikken.
Masser af plads
Den luftige følelse fortsætter længere bagud i kabinen, der nærmest føles mere som et miniature privatfly end en bil. Der er en midtergang der fører tilbage til bagsædet. I alt er der syv sæder, hvoraf de fire er store nok til at alle voksne vil være godt tilpas med benplads og den generelle følelse af luft. Bagsædet med de tre sæder er derimod ikke just enormt – men har man kun brug for en enkelt ekstra plads til en voksen er der fin benplads på midtersædet. I praksis er det dog ikke muligt at sidde syv voksne i bilen med mindre man kan leve med at sidde meget trangt. Så en kort tur vil være muligt, men forvent ikke at kunne stuve syv voksne i bilen og køre i fem timer. Heldigvis er min tur til Nibe kun med mig selv i bilen, så det føles nærmest som at køre en lille bus.
Max køreglæde
Selv om Model X er stor, er den alligevel kvik på alle måder. I første omgang er det – naturligvis – en elektrisk bil, med alt hvad man deraf får af accelleration – både fra 0-100 og for den sags skyld fra 100-130. Model X tager ved, og man bliver presset tilbage i sædet hvis man trykker på speederen – og accelerationen er konstant i modsætning til en bil der kører på fossile brændstoffer og derfor har brug for gear. Det er simpelthen bare en renere følelse.
Måske mere overraskende er, hvor kvik bilen er i håndteringen generelt. Selv om det er en høj bil føler man faktisk at styringen er mere som en sportsvogn der ligger lavt på vejen.
Intelligent og næsten selvkørende
Teslas AutoPilot kan stort set køre bilen selv på motorvejen. Eller rettere – i virkeligheden kan den faktisk køre bilen selv både på motorvejen og alle andre steder, i hvert fald i teorien. Men i Danmark er den “rene” selvkørende bil ikke tilladt, og det er godt det samme viser vores test. Et par gange misforstår bilen eksempelvis en lastbil og begynder pludselig at trække over imod de mange ton stål der kører rundt i indersporet. Heldigvis sidder jeg med hænderne på rettet og river bilen tilbage på plads i sporet. Til gengæld redder AutoPilot mig måske faktisk fra en ulykke, da den kan “se” under den forankørende bil, at der er kø længere fremme – noget den forankørende først opdager alt for sent og derfor hakker bremsen i. Men Model X har allerede trykket grundigt på bremsen lang tid i forvejen – til min store forvirring, indtil jeg altså finder ud af, at der er kø længere fremme. Med andre ord; AutoPilot kan virkelig noget – men den er ikke klar til at overtage kørslen endnu – slet ikke.
Udover AutoPilotfunktionen har Model X selvfølgelig alle de andre frække detaljer fra Model S – den enorme skærm, indbygget 3G, browser, Spotify og alt det andet. Men systemet kunne godt trænge til en overhaling – det er ikke decideret grimt, men det er begyndt at se lidt bedaget ud. Og hvorfor kun understøtte Spotify i øvrigt – der findes jo masser af musiktjenester. Men hvorom alting er, så er der bunker af teknologi i bilen, og alt kobles selvfølgelig til din Smartphone. I testbilen var der monteret et lightning stik, så telefonen kan dockes direkte – supersmart. Det kan formentlig (jeg har ikke spurgt) skiftes til Micro- eller C USB hvis man har en Android telefon. En ting er sikkert – man går ikke ned på teknologi, og det er tydeligt, at dem der bygger Tesla’er laver lige så meget et teknologisk udstyrsstykke som et transportmiddel. Så ingen problemer her – og tilbage til der, hvor der er problemer.
P75 mangler kapacitet
Vores testmodel af Model X er en P75 med et batteri der ifølge Tesla kan række til op til 381 km. De 75KWh er dog i virkelighedens verden kun nok til ca. 300 km ved almindelig kørsel, hvor man følger hastighedsgrænserne på motorvejen. Det er langt fra nok, og man føler simpelthen at man sidder og stirrer på batteriprocenten, der bare kravler nedad – alt, alt for hurtigt. Især på en tur som den vi tager til Nibe kan det blive lidt problematisk, for Nibe ligger ret langt væk fra den nærmeste lader, der befinder sig i Randers. Især når man skal tage i betragtning, at man jo også skal kunne komme tilbage til enten superchargeren i Randers eller i det mindste en anden lader i omegnen af Nibe. Og her viser det sig, at der faktisk ikke er andre ladere – den tætteste er i Aalborgs storcenter City Syd. Så for at kunne komme rundt i Nordjylland vil jeg altså skulle forbi laderen i City Syd og vente på, at bilen bliver ladet – og det er ikke en supercharger, de kan byde på her, så for at få ladet bilen op til 100% bliver jeg nødt til at tilbringe næsten to timer i centret. Heldigvis er her en Starbucks, så jeg arbejder i et par timer og er så klar med 100% på batteriet. Det er ikke noget, man nogensinde kommer til at opleve med en benzinbil på en tur til Jylland.
Superchargere gør livet lettere
Jeg testede Model S da den kom første gang. Også dengang kørte jeg en tur over til Jylland – til Struer endda. Det var en frygteligt nervepirrende tur, for på det tidspunkt var der ingen superchargere eller i det hele taget opladere ved motorvejen. Med andre ord var det stort set umuligt at køre fra den ene ende af landet til den anden, og jeg måtte ikke bare ind forbi og lade op flere gange, jeg måtte køre 80 km/t efter en lastbil i flere timer for at spare på batteriet. Det er ikke længere tilfældet. Det er ikke svært at nå fra København til Struer eller et hvilket som helst andet sted i Danmark ved brug af superchargernettet som Tesla har opbygget. De har i øvrigt også planer om at udvide nettet ganske betragteligt, hvilket vil gøre det endnu lettere. Problemet er, at opladningen stadig tager den tid, den tager – også med Superchargere.
Lang tur hjem
Fra Jylland til København bliver der virkelig brug for Teslas Supercharger netværk, for der regner og blæser – og de to ting går drastisk ud over rækkevidden på en elbil. Jeg må sidde og kalkulere, om det bedst kan betale sig at køre meget langsomt og dermed forhåbentlig spare en opladning – eller om det bedre kan betale sig at køre de 130 km/t og så gøre et ekstra – kort – stop i Køge for at komme helskindet til København. Løsningen bliver den sidste, da den første kræver at jeg har temperament til at køre 80-90 km/t i tre timer. Det har jeg ikke. Men det er et virkeligt irriterende dilemma – især når man er på vej hjem til et vigtigt møde.
Svær at placere
Jeg kan egentlig rigtigt godt lide Model X, men den har nogle problemer, som jeg har svært ved at komme ud over; først og fremmest er designet ikke nær så lækkert som Model S – især bagenden er ikke køn. Jeg har det også stramt med prisen, som er voldsom – også når man sammenligner med de benzinslubrende konkurrenter i samme klasse. Når man dertil lægger, at batterikapaciteten på vores testudgave beviser, at man skal op i næste klasse for at få en rækkevidde som tillader en tur til Jylland, ja så bliver det altså en meget dyr affære. Er den det værd? Det bliver et rungende “njah”….
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Gode køreegenskaber og masser af plads. Men prisen er høj, rækkevidden kort og bagenden er stadig ikke for køn …