Med Volkswagen ID Buzz har tyskerne fået rettet en deraf kritikpunkterne fra de tidligere ID-modeller, deriblandt softwaren, ladeeffekt og kabinekvaliteten. Til gengæld døjer det elektriske rugbrød med en middelmådig rækkevidde, der ligger et godt stykke under det lovede.
ID. Buzz blev for nyligt kåret til Årets Bil i Danmark og det var en bil, der begejstrede mig enddog rigtig meget, da jeg prøvekørte den i september sidste år . Bilen er, i første omgang, kommet til landet i to varianter. De deler drivlinje – altså batteri og motorkraft – men adskiller sig på ekstraudstyr. I testperioden kørte jeg rundt i den dyreste variant, der hedder Style , men den fås også i Life-varianten, der er 91.000 kroner billigere.
Style har 20-tommer hjul, en lidt større multimedieskærm og mere avanceret belysning. Den har også mere avanceret software og elektriske skydedøre. Sidstnævnte er en ren fornøjelse, hvis man har børn med i bilen.
Fotos af Volkswagen ID. Buzz fra testperioden. Klik for at forstørre (fotos: iNPUT). Har fået tæmmet softwaren … sådan da Med Volkswagen ID Buzz får man en baghjulstrukken og ganske velkørende bil med masser af plads, både til passagerer og bagage. Man sidder utrolig højt og har et imponerende udsyn over både kørebanen og de andre biler. Buzz er desuden væsentlig nemmere at få rundt på små steder end størrelsen indikerer. Da der ikke er motorer eller anden elektronik, der fylder bag hjulene, kan de dreje så skarpt, at Buzz’ens venderadius svarer til en VW Golf!
Med 204 heste i stalden er Buzz ikke nogen racerbil og kommer man fra en Tesla vil accelerationen ikke imponere. Men her skal man tage højde for, at Buzz’en er en helt anden type bil. Den er skabt til langture og komfort – og her brillerer den altså. Man sidder ualmindelig godt i sæderne, både foran og i bag. Der er en fin akustik i bilen, der gør det nemt at kommunikere under kørslen.
Den adaptive fartpilot og de øvrige førerassistentfunktioner fungerer væsentlig bedre end da jeg sidst sad i en ID-model. Volkswagen har fået tæmmet oplevelsen, så assistentfunktionerne nu virker troværdige. Der er ingen pludselige ryk i rattet fra vejbaneassistenten og bilen sænker automatisk farten, når man nærmer sig kryds eller rundkørsler. Jeg kunne faktisk køre gennem rundkørsler uden at røre pedalerne overhovedet, når der ikke var andre biler, jeg skulle tage hensyn til.
Selve softwareoplevelsen var også bedre, end jeg tidligere har oplevet i ID-modellerne. Systemet er hurtigt tilgængeligt, når bilen tændes og jeg oplevede kun meget små forsinkelser, når jeg navigerede rundt i systemerne.
At der så stadig er brugervenlighedsproblemer er en anden snak. Det er ikke altid lige intuitivt at finde ind til de funktioner, man leder efter. Men man lærer det jo med tiden …
Højt forbrug Lad mig så adressere elefanten i rummet; nemlig rækkevidden. Det kan næppe overraske nogen, at producenternes rækkeviddeangivelse, der er baseret på WLTP, er temmelig optimistisk. Således også i dette tilfælde, hvor Style-varianten loves en WLTP-rækkevidde på 409 kilometer. Nu er testen foretaget i februarkulde, der forringer rækkevidden, men man skal næppe forvente mere end maksimalt 300 kilometer på en opladning. Altså en reduktion på mere end 20 procent.
Volkswagen ID. Buzz Life Style Rækkevidde (WLTP) 417 km 409 km Batteristørrelse (brutto) 82 kWh 82 kWh Forbrug 20,9 kWh/100 km 21,3 kWh/100 km Ladeeffekt 11 kW AC / 170 kW DC 11 kW AC / 170 kW DC Pris 489.995 kr. 579.995 kr.
(Priserne er hentet den 9. februar 2023). Som det ses i skemaet herover er forbruget angivet til 21,3 kilowatt-time per 100 kilometer. Jeg kørte bilen fra København til Nordjylland med adaptiv fartpilot aktiveret og her brugte den i gennemsnit knapt 30 kilowatt-timer på strækningen. Over en motorvejsstrækning på 153 kilometer brugte den i gennemsnit 32,1 kWh per 100 kilometer, med en gennemsnitsfart på 111 km/t.
Forbruget er væsentlig højere end angivet (foto: iNPUT). Bevares, det er februar og motorvej suger lystigt på batteriet, men der skal altså køres enddog rigtig pænt, hvis de lovede 21,3 kWh skal holde vand. Ved bykørsel kom jeg sjældent under 25 kWh/100 km. Tallene understøttes af en nyere stor vintertest fra Norsk Automobil Forbund, der dog fik hele 310 kilometer ud af batteriet, svarende til en reduktion på 24 procent.
Kompenserer med hurtig opladning Til gengæld har Volkswagen sørget for, at ID Buzz lader batteriet forholdsvis hurtigt op igen. Det er faktisk den ID-model, der har den hidtil højeste ladeeffekt. Den er på 170 kW og selv om måske ikke lyder prangende, så er det ganske udemærket.
Som det ses i vores ladekurve herunder, er ladetiden fra 10-80 procent på omkring 32 minutter. Kia EV6, der er den elbil vi har testet, der har den højeste ladeeffekt, klarer opgaven på 21 minutter. Begge biler er i øvrigt testet ved den samme 300 kW lynlader.
[infogram id=”5ee8c64a-7ba4-45e2-8129-a35d3ad168e6″ prefix=”Fz3″ format=”interactive” title=”Ladegraf VW ID Buzz”]
Den høje(re) ladeeffekt redder til dels oplevelsen med ID. Buzz. Det ville have været helt utåleligt, hvis den både havde kort rækkevidde og lav ladehastighed. Men ved du, at du kommer til at køre langt ofte, er det måske en ide at vente til 7-personers udgaven kommer. Den har efter sigende et større batteri. Men selve bilen er også større (og tungere), så hvordan det endelige rækkevidde-regnestykke går op, er uvist.
En utrolig smidig bil Som jeg også var inde på efter min første køretur i ID. Buzz er det en meget smidig bil, der er SUV og stationcar i en og samme model. Det er både en familiebil og en bil til dem, der vil pakke telt og fiskestænger og holde weekend i naturen. Lidt ligesom Berlingo og Multipla. Uden yderligere sammenligning i øvrigt – Buzz har så meget mere charme end de to.
Se også vores indtryk efter første køretur i ID. Buzz. I denne fem-personers udgave er der plads til imponerende 1.121 liter bagage i bagsmækken. Og lægger du bagsæderne ned, kan du læsse voldsomme 2.200 liter ind i bilen.
Det er også muligt at købe bilen med madras og køkken installeret! Jeg valgte dog denne løsning fra, da jeg skulle teste bilen, men det understreger, hvor smidig Buzz’en i virkeligheden er.
iNPUT mener … Den topudrustede udgave af ID. Buzz, jeg kørte under testen, koster knapt 600.000 kroner. Det er mange penge, men det er ikke dyrt for en bil med Buzz’ens evner og muligheder. Der er ikke rigtigt nogen direkte alternativer til Buzz lige nu, ud over Mercedes eVito Tourer, der har en tilsvarende ringe rækkevidde.
Apropos rækkevidden, så er den snublende tæt på at fælde ID. Buzz i min bog. Havde Volkswagen haft lidt mere styr på forbruget, så bilen kunne køre 50 kilometer mere mellem opladningerne, havde Buzz fået en “Anbefaler”-mærkat.
Her på falderebet vil jeg anbefale, at Buzz-kunder fra starten går efter Style-udgaven. De 90.000 kroner, den koster ekstra i forhold til Life-varianten, er i min optik givet godt ud. Den byder blandt andet på en 15-tommer multimedieskærm (mod 13 tommer i Life), komfortsæder foran med el-justering og memory-funktion, elektriske skydedøre og -bagklap, 360 graders kamera og mere avancerede hjælpefunktioner i form af Assistentpakke Plus .
Design og komfort
Køreegenskaber
Software
Førerassistentsystemer
Rækkevidde
Opladning
Sikkerhed
579.995 kr. Charmetrolden ID. Buzz er den hidtil mest vellykkede elbil fra Volkswagen, men den er faretruende tæt på at blive fældet af et alt for højt forbrug.