×
Personlig plejeTophistorie

Anmeldelse: Withings Thermo er det bedste termometer vi har brugt

Withings Thermo er et præcist og smart termometer, der læser temperatur uden berøring og gemmer data på mobilen.

Folk i min alder husker typisk termometre som noget, der skulle indføres steder, der normalt er ensrettede. Og den skulle helst sidde der alt for længe. Den var i øvrigt også fyldt med kviksølv. I det hele taget var termometre noget trælst noget dengang i 1970’erne. Derfor er Withings Thermo også en ren lise. Det er et såkaldt kontaktløst termometer, der måler temperaturen uden at skulle have nogen fysisk kontakt med kroppen og den gør det på få sekunder.

Desuden kommer den med en app, hvor målingerne samles og den kan i øvrigt holde styr på temperaturen på adskillige familiemedlemmer. What’s not to like? Prisen for eksempel. Et rektalt termometer fås for langt under en hundredekroneseddel, mens Withings Thermo koster mere end 600 kroner.

Nærmest indbydende

I modsætning til de skræmmene rektale termometre, er der noget nærmest legetøjsagtigt over Withings Thermo. Det er næppe tilfældigt. De bløde afrundede former og den frodige grønne farve skaber ikke det samme ubehag som den rektale glas-og-metal-pendant. Man får nærmest lyst til at tage sin temperatur bare for sjov. Det er godt tænkt.

Det er yderst sjældent at man i disse tider støder på elektronik, der bruger AAA-batterier i stedet for genopladelige ditto. Det er vel nærmest kun min fjernbetjening. Men i Withings Thermo-tilfældet giver det god mening, at man ikke forlader sig på et litium-batteri, der degraderes over tid for til sidst at dø helt. Et termometer er et værktøj, der helst skal ligge i skuffen uden at blive brugt. Det har litium-batterier ikke godt af.

Til gengæld bruger Withings Thermo kun meget lidt strøm. Jeg har haft den kørende i månedsvis i en corona-tid og har leget meget med den. Det samme har min datter. Den har endnu ikke vist tegn på batteriskifte. Withings siger selv, at batterierne kan holde op til to år før de skal skiftes, men den påstand har jeg af gode grunde ikke haft mulighed for at tjekke rigtigheden af.

På fronten har termometret en LED-skærm, der viser temperaturen efterfulgt af den aktuelle bruger, Skærmen er “usynlig” indtil den aktiveres – og går selv ud efter 30 sekunder.

Forresten er låget til batterierne designet med magnetisk lukning. Man skal hverken skubbe eller skrue for at få låget af, men det er stadig tilpas holdbart til, at husets mindste beboere ikke får åbnet til batterierne ved et tilfælde.

Termometer med wifi

Ud over at Thermo er kontaktløst, så er det fikse, at termometeret har indbygget wifi-forbindelse, så enheden kan snakke med mobiltelefonen og i særdeleshed Thermo app’en, der fås til iPhone og Android. App’en kan sammen med termometeret holde styr på op til otte forskellige personer og alle målinger gemmes naturligvis, så man kan se husstandens historik.

(Fortsættes på næste side …)

1 2Næste side
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.