Anmeldelse: Xbox Series X

Sidste gang der var konsolkrig, hed den amerikanske præsident Barack Obama, corona var noget man drak på en solskinsdag og håndtrykket var en naturlig forlængelse af hilsenen.  Nu er vi så der igen, hvor de store giganter Sony og Microsoft vælger at søsætte kulminationen på flere års udvikling; deres næste-generations spillekonsoller. Vi tager et kig nærmere på den første, der rammer det danske marked, nemlig Xbox Series X fra Microsoft. 

Det er ikke kun omgivelserne og omstændighederne, der har ændret sig – det samme har teknologien. Før i tiden var det nemt at adskille en ny konsol fra en gammel på ren og skær grafik. At gå fra 8 til 16 bit kunne ses og mærkes, det samme kunne overgangen fra SD til HD. Nye konsoller tog ofte spillene til helt nye og flottere visuelle højder. Men denne gang er det noget sværere at forholde sig til. 

For det første kræver det mere af forbrugeren i form af det rette tv, og så er den visuelle overgang fra 1080p til 4K heller ikke helt så tydelig som tidligere. Ligeledes er vi også blevet dejligt forkælet med flere muligheder for vores daglige spil-fix. Blandt andet nu også mobilen som konkurrerer direkte mod konsollerne. 

Så hvad gør man så, hvis man er Microsoft og gerne vil have at forbrugerne, skal kaste sig frådende over ens nye spillekonsol? 

Som udgangspunkt kunne de have taget den klassiske konsol-opskrift: Lancere konsollen med nye labre eksklusiv-titler til at lokke den velkendte målgruppe, gamerne. Eller de kunne i stedet fokusere på nye smarte features, som konkurrenterne ikke tilbyder. De har gjort det før med Kinect og senest Xbox Ones forsøg på at være stuens tv-boks. 

Denne gang har Microsoft dog holdt det mere enkelt og simpelt, og har helt sløjfet at krydre lanceringen med eksklusive spiltitler. Konsollen gemmer heller ikke på nye smarte features og detaljer, som man ikke kan få andre steder. Om det virker, må tiden jo vise, men generelt er det et fokuspunkt, der virker mere modent og til dels også kærkomment. 

Sort monolit

Generelt kan man ikke sige, at Xbox Series X er et spændende bekendtskab ud fra designet. Udseendet gør mildest talt ikke underværker – faktisk er den til tider næsten langt mere undervældende, i betragtning af, hvad den gemmer på. Det virker dog også som en bevidst handling. Det her er netop en konsol, som anonymt kan få lov til at stå over i hjørnet – hvad man ikke helt kan sige om japanernes modspil, PS5. Kort og godt, Xbox Series X gør ikke nogle fortræd rent udseendemæssigt.

Den sorte monolit bliver kun brudt af den velkendte grønne Xbox-farve diskret lagt ned i hullerne på toppen, der gemmer på blæseren, som i øvrigt konstant i testfasen har været forrygende stille. Derudover gemmer den på tre USB-indgange, HDMI-indgang (ikke HDMI-out), udvidelse af harddisk, LAN, Power og udslaget for X-versionen, disc-drevet. 

Xbox Series kommer i to versioner, Series S / Series X, hvor den førstnævnte både er langt mere spiselig i design, størrelse og pris. Men S’eren mangler dog disc-drevet til de fysiske spil og film. Derudover er X’eren også langt hurtigere og har mere plads, men det kommer vi til. 

Selve controlleren er tæt på en tro kopi af den gamle Xbox-controller, at det kan igen være svært ved at se forskel på gammel generation og næste-generation med det blotte øje. Der er dog små detaljer, der gør at den minder en smule mere om Elite-controlleren, hvor materialet heldigvis giver den et noget bedre greb. 

Et tag-selv-bord af indhold

Men udseende er jo som bekendt ikke alt – og slet ikke når vi taler om noget, der for de flestes tilfælde vel alligevel skal gemmes væk i et møbel med svensk navn. Nej, her er det langt mere vedkommende at tale om indholdet – og hold nu op, hvor er der meget indhold. 

Det kunne bestemt havde været en behagelig overraskelse, at konsollen havde bare én eksklusiv titel som kunne have rykke ved usikkerheden ved køb af en ny konsol. Bare én titel som slog benene væk under en og som slog det fast med syvtommer-søm: Jeg har købt den rigtige konsol. 

Men den spiloplevelse du ikke kan få andre steder, må vi vente på. Forhåbentlig ikke for længe, da vi er flere, der er meget spændte på, hvad Microsoft blandt andet kan få ud af deres hit-opkøb af megaspil-firmaet Bethesda. De har stået for nogle af vores tids største og bedste spiloplevelser, som Doom Eternal, Elder Scrolls-serien og Fallout-spillene.  

Men indtil det sker, er der heldigvis en masse andre titler at hente. Blandt andet hvis man gør brug af Microsofts genistreg – populært kaldt for spillenes svar på Netflix – nemlig deres Game Pass fra 99 kroner om måneden. Her kan du abonnere på et hav af spil, hvor nogle af dem er mere geniale end andre. Det er umådeligt lækkert, at kunne tænde sin konsol, logge ind og så derfra kunne hente et hav af fede spil, så du ikke på denne side af årtusindeskiftet burde løbe tør for spil-indhold. Og den kommende eksklusiv-titel Halo Infinite vil også være en del af indholdet, når det udkommer, og førnævnte kommende Bethesda-spil.  

Ligeledes er der også nylancerede titler, som gør brug af konsollens superkræfter. Jeg har afprøvet både det nye Assassin’s Creed: Valhalla og ikke mindst Watch Dogs: Legions. Det sidstnævnte er umådeligt flot, når man vandrer rundt på en regnvåd gade i London. Her spiller teknologien ’ray tracing’ rigtig godt ind, som gør alle lyskilder i spillene meget mere realistiske. Lyskilderne reflekteres simpelthen meget mere naturtro, og er indtil nu ellers kun noget man har kunnet opleve på de større og langt dyrere gaming-PC’er. Hvis du så endda kan bryste dig af et nyere 4K-tv med 120Hz, så har du i den grad skudt papegøjen, hvor øjet er tæt på at bløde af laberhed. 

Mindre kan heldigvis også stadig godt gøre det, så du behøver ikke spæne ud og købe et nyt tv alene på baggrund af konsollen.

Samtidig fungerer de indbyggede 1 TB SSD også optimalt, når spillene loader lynhurtigt op på skærmen. Selv de nye storspil som de førnævnte Watch Dogs: Legion og Assassin’s Creed Valhalla åbner op på et splitsekund. Microsoft arbejdede en del med det på deres sidste konsol, men Quick Resume-funktionen er yderligere forbedret, så det er en leg, at tænde konsollen og være i gang med et spil inden for 1 minut – næsten uanset størrelsen på spillet. 

Skal jeg købe den?

Det helt store spørgsmål er selvklart, om det er værd at smide 3.800 kroner for Xbox Series X nu her? Mens sidste version af Xbox’en ikke var noget værd at samle på, så kunne Microsoft muligvis have fat i en langt længere ende denne gang. Personligt kunne jeg godt have brugt den store dræber-titel, der gjorde udfaldet, men det må komme. Når alle andre spil – både nye og gamle – får et vist hak opad i den grafiske afdeling, når de afspilles på konsollen, så er det bestemt værd at notere. Og det helt store vendepunkt for et køb eller ej, må være Microsoft Game Pass. Jeg blev blæst bagover af indhold, og hvis man er den mere prisbevidste spiller, der stadig gerne vil have et stort spilbibliotek, så er det vejen frem. 

Man kunne jo også være den endnu mere prisbevidste forbruger, der i stedet kiggede nærmere på den mere milde version, Xbox Series S til 2.400 kroner. Dog rammer man her et af billig-versionens helt store problemer, som X’eren imødekommer – nemlig pladsmanglen. Spil fylder i dag uhyggeligt meget, og efterårets opdateringer af storspillet Call of Duty Warzone har vist, at spil-opdateringer fylder mindst lige så meget som selve spillet. Xbox Series S har desværre blot 512 GB harddisk, og det bliver hurtigt fyldt ud. Den dyrere og hermed anmeldte Series X kan bryste sig af 1TB på harddisken, og selv om der skulle være mulighed for udvidelse af harddisken, så har Microsoft endnu ikke helt åbnet op for hvordan det præcis gøres. 

Generelt er jeg vild med et mere modent (læs: kedeligt) design og fokus. Det her er konsollen, der henvender sig til den brede målgruppe og som gerne vil have glæde af fed grafik. Men om den kan mønstre Sonys storudspil, Playstation 5, er jeg mindre sikker på. I første omgang har Microsoft slået først – og hårdt. Nu må vi se hvordan modstanderen parerer dét slag, og hvilke andre den sender tilbage.