En tidligere ansat på Apples Project Titan er under anklage for at have kopieret industri-hemmeligheder fra projektet og risikerer nu op til ti års fængsel og sen større bøde. Det er FBI, der har anklaget manden, der blev ansat hos Apple i december 2015 – og han har indrømmet forbrydelsen. Det skriver Bloomberg. Project Titan er Apples forskning ud i hard- og software til selvkørende biler.
Xiaolang Zhang blev tilknyttet Project Titan for at designe og teste printkort til at analysere data fra bilernes sensorer, men i april måned sagde han op, for i stedet at arbejde for kinesiske Xmotors – et firma, der også fokuserer på teknologi til selvkørende biler. I dagene inden ansættelsen ophørte, oplevede Apple at Zhang aflagde firmaet mystiske besøg uden for normal arbejdstid og øget netværksaktivitet på Zhangs computer.
Gemte data på konens computer
Ved at sammenligne tidpunkter for besøg med netværksstatistik, kunne Apples sikkerhedsteam se, at der foregik mystiske ting – og at mindst 60 procent af alle de downloaded data var blevet overført til konens computer. Sagen blev herefter overdraget til FBI, der arresterede manden den 7. juli. Han risikerer nu ti år i fængsel og en bøde på 250.000 dollars – cirka 1,6 millioner danske kroner.
Apple skriver i et statement, at de arbejder tæt sammen med myndighederne for at sikre, at manden kommer til at stå til regnskab for sin udåd.
“Apple tager fortrolighed og beskyttelse af vores intellektuelle ejendomsrettigheder meget alvorligt,” siger talsmand for Tom Neumayr i en email til Bloomberg.
“Vi arbejder sammen med myndighederne i denne sag og vil gøre alt for at sikre, at denne person og alle andre involverede personer holdes ansvarlige for deres handlinger”.