Vi har tidligere skrevet om Ikeas Förnuftig luftrenser , der hører hjemme i den lavere ende af prisskalaen. Det gør Electrolux Well A7 luftrenseren bestemt ikke. Den er faktisk mere end ti gange dyrere. Til gengæld kan den koble sig på wifi-netværket og styres via en app, ligesom den er prydet med stof fra Kvadrat – dem som også leverer stof til B&O’s højttalere. Det er, med andre ord, en gedigen luksus-luftrenser.
Wellbeing-app’en (iOS og Android) gør det muligt at styre og planlægge specifikke opgaver, fortæller Electrolux. Samtidig omdanner den sensordata til “forståelige, relevante og brugbare oplysninger i en flot visning”. Fortæller om både inde- og udeklima, og hvordan Well A7 reagerer på disse oplysninger. Få daglige, ugentlige og månedlige statistikker. Appen kan også styre flere luftrensere i hjemmet.
Selve luftrensereren er, ligesom Ikeas model, transportabel, så den kan flyttes fra rum til rum. Den kan også hænges på væggen. Luftrenseren har tre filtre – heraf to udskiftelige – til at opfange røg, pollen og støv. Samtidig har den sensorer, der registrerer og aktiverer filtrering af op til 99,72 procent af partikler så små som 0,3 µm, lover Electrolux. Lydniveauet på 23 dB (ved laveste blæserhastighed) minder om “lyden af blød regn, så atmosfæren ikke forstyrres”.
Apropos forstyrrelser, så regulerer Well A7 indstillingerne efter lyset i rummet. Om natten vil den køre i lydsvag dvale-tilstand.
Electrolux deler ikke nogen informationer om strømforbruget, men der fem trin (se tabel nedenfor) og det oplyses at strømforbruget i netværksstandby er på under 2,0 W.
Niveau Lydniveau Trin 1 23,5 dB Trin 2 32,9 dB Trin 3 38,7 dB Trin 4 44 dB Trin 5 49,9 dB
* Målt 1m foran luftrenseren Electrolux Well A7 er, som nævnt, ikke billig. Den kan købes for en vejledende pris på 3.699 kroner fra udvalgte forhandlere eller fra Electrolux-hjemmesiden . Til sammenligning koster Ikeas Förnuftig luftrenser 399 kroner.