Gadgets

Apple aflyser deres udviklerkonference – i hvert fald den fysiske del

Apple dropper at holde WWDC med fysiske deltagere - laver i stedet et virtuelt event

Både Google og Microsoft har tidligere aflyst større events i lyset af den verserende corona-krise, ligesom Mobile World Congress i Barcelona måtte lade livet, men nu har verdens største producent af elektronik, Apple, også trukket stikket på en af verdens største konferencer om software – deres World Wide Developer Conference, eller WWDC, der ellers skulle begynde med tusindvis af udviklere i starten af juni. I hvert fald bliver det ikke en fysisk konference som det ellers plejer at være.

Apple aflyser med pressemeddelelse

I en pressemeddelelse der er udsendt her til eftermiddag beklager den amerikanske virksomhed, at de er nødt til at aflyse WWDC 2020 – men siger at der stadig vil blive mulighed for udviklerne for at se og høre de mange workshops der normalt er en vigtig del af WWDC. Apple prøver i pressemeddelelsen at vende det til en positiv ting at WWDC bliver et online event – ikke desto mindre nævnes det også, at firmaet afsætter en Mio. dollars til byen San José for at afhjælpe følgerne af at sløjfe det fysiske event.

 

iOS og MacOS lanceres formentlig stadig

Den vigtigste del af eventet er, for de fleste “almindelige” fans, at Apple lancerer nye udgaver af iOS, denne gang i version 14, og MacOS – i version 10.16. Det vides ikke, om der også bliver plads til lancering af hardware nu hvor eventet ikke er fysisk – den store fordel ved at lave hardware events fysisk er, at bloggere og journalister kan “få fingrene” i produkterne efterfølgende og lave indhold til deres platforme – noget, der givetvis har stor værdi for Apple.

Masser af hardware på vej

I de seneste uger er rygterne om nye produkter taget til – blandt andet med afsæt i en lækket udgave af Apples kommende styresystem til iPhone, iOS14. Der er både lagt op til en ny iPad, et nyt Apple TV og en billigere version af iPhone, kaldet iPhone 9. En del af dette skulle formentlig have været lanceret ved et event d. 31. marts, der dog aldrig nåede at blive indkaldt til – men nu er det så tvivlsomt, om det bliver lanceret til den virtuelle udgave af WWDC. Under alle omstændigheder kan vi forvente meget mere hardware fra Apple i 2020 – vel at mærke når corona slipper grebet i det internationale samfund.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.