Du vælger selv, om du vil være svin eller om du vil være bonderøv. Som svin skal du vælte dig i mudder og ryste det af på skilte, biler og huse. Bondemanden, derimod, skal spule mudderet væk og fange svinene. Det er præmissen for multiplayerspillet Hogwash , som bliver tilgængelig på Apple Arcade i dag – og ærlig talt: undertegnede glæder sig.
Jeg havde nemlig mulighed for at bruge tid på spillet torsdag, hvor Apple havde inviteret dele af pressen til London, hvor der blev vist smugkig på kommende spiltitler til Arcade. De fleste af spillene kan vi endnu ikke skrive om, men der godt i vente.
Hogwash (Bossa Studios) For undertegnede starter festen i dag, når Hogwash slippes fri. Spillet er simpelt, grafikken er god og det er lige til at gå til – også selv om man ikke er født med en controller i hånden. Og så er det morsomt. Man kan øve sig i singleplayer-mode, men det bliver ærlig talt først rigtig sjovt, når man ved, at der også gemmer sig rigtige personer i de andre svin … Hogwash er lavet af Bossa Studios og kan hentes i Apple Arcade .
Lifelike (Kumabi Bros) Et andet af de spil, vi fik lov af lege lidt med i London, var Lifelike . Hvor Hogwash er rendyrket action, så kan Lifelike findes i kategorien Interactive Zen (!). Det er en voldsom æstetisk titel, hvor man svæver rundt mellem flotte, mystiske væsener, men at kalde det et ”spil” er nok at gå over stregen. Der er ingen mål eller mening; man skal bare ”bare” svæve rundt og nyde den hypnotiske oplevelse. Nysgerrig? Så kan det hentes via App Store senere i dag, fredag.
Fallen Knight (Fair Play Studios) Fallen Knight har vi ikke haft pilfingrene i, men Apple beskriver det som et ny-klassisk platformspil. Historien foregår i en fjern fremtid og introducerer intense sværdkampe med straffende bosser. Spilleren hopper i rollen som Lancelot – en af ridderne om det runde bord. Han tager kampen op mod en terrorristorganisation, der truer med at afsløre en hemmelighed Lancelot og resten af ridderne har svoret at beskytte. Kan hentes senere fredag fra Apple Arcade-afdelingen i App Store.
Yaga (Versus Evil) Her er et spil, der lægger sig i krydsfeltet mellem action og rollespil – og det specielle er, at spillet ændrer sig hver gang, du spiller det. Hop ind i rollen som Ivan, en en-armet smed der er ramt af usædvanligt dårligt uheld. Han skal hakke, slå og smadre sig gennem morderiske horder fra den slaviske mytologi mens den mystiske heks Baba Yaga holder et vågent øje over ham. Hent spillet her .
Tales Of Memo (Ten Days) Tales of Memo er inspireret af det klassiske Memory-kortspil og fjender besejres ved at løse huske; åben to magiske kister på brættet – hvis indholdet matcher kan du kaste besværgelsen og vinde over fjenderne. Kan hentes allerede nu .
De nævnte spil er alle sammen tilgængelige via Apples abonnementstjeneste, Apple Arcade. De er altså “gratis” når abonnementet er betalt. Husk, at du har mulighed for 30 dages prøveperiode, med fuld adgang, hvis du er i tvivl om det er noget for dig. Samtlige titler kan spilles på både iPhone, iPad, Mac-computere og Apple TV.