Apple er i gang med at lave et ret omfattende, intelligent lydsystem til Apple-elbilen, fortæller Appleinsider. De baserer historien på fem patenter, som Apple har ansøgt om. Heri omtales et “lukket miljø” og mediet er ikke i tvivl om, at det er Apples omskrivning af ordet bil.
Lydsystemet inkluderer et væld af højttalere og en intelligent styring, der binder dem alle sammen. Ikke alene til Rumlig Lyd i bilen, men også til at forbedre lydoplevelser for både fører og passagerer.
En af patenterne omtaler højttalere i nakkestøtterne. “Når passageren sidder i sædet, kan bevægelser af passagerens hoved og/eller ører påvirke den akustiske oplevelse af passageren,” skriver Apple.
En anden detalje handler om højttalere i dørene, der skal ændre lydbilledet alt efter om døren er åben eller ej. Det skal gøres ved hjælp af akustik i dørens fyldninger og hulrum.
Systemet skal også automatisk kunne levere den bedste lyd til føreren og passagerne, uanset hvor i bilen passagerne er baseret. Occupant-based Audio Control for Enclosed Environments, kalder Apple det. Man kan forestille sig at sensorer i sæderne fortæller systemet, hvor der sidder passagerer og tilpasser lyden tilsvarende.
Sidst, men ikke mindst, arbejder Apple på at tilpasse Rumlig Lyd til en bilkabine. I modsætning til hovedtelefoner kan Rumlig Lyd i bilen ikke peges mod en bestemt person. I stedet skal den tilpasses en gruppe.
Apple-elbilen får naturligvis også Handoff-funktionen, så musik overføres automatisk fra brugerens iPhone til bilens lydsystem.
Nu er spørgsmålet så bare, om Apple virkelig arbejder på en bil, eller om det blot vil lave software til andre bilproducenter.