FeaturesTophistorie

Apple-event tirsdag – hvad kan vi vente os?

Tirsdag aften løber Spring Loaded-eventet af stablen. iPad Pro virker som et sikkert kort, men hvad har Apple ellers i posen?

På tirsdag holder Apple sit traditionelle forårs-event og nettet er ved at eksplodere af forventninger om, hvad Tim Cook og kompagni har i posen denne gang. Belært af erfaringen kan vi dog roligt regne med, at ikke alle forventningerne bliver opfyldt, når Spring Loaded løber af stablen.

Størst sandsynlighed er der for at se nye iPad Pro-modeller. Apples marketingmaskine kører ofte i samme spor og de seneste år har iPad’en været hovedpersonen i det årlige forårs-event. Således bliver det nok også i år. Men måske har Apple mere i posen? AirTags, et nyt Apple TV og nye Mac-computere med Apple-processorer er i spil. Her er en oversigt over, hvad rygterne siger, vi har i vente …

 

iPad Pro 2021

Som sagt det mest realistisk bud. De nye iPad Pro 2021-modeller vil sandsynligvis være nærmest identiske med de eksisterende, men skindet bedrager: Den største af Pro’erne vil nemlig være udrustet med en MiniLED-skærm. Siger rygterne. MiniLED giver næsten samme gode billedkvalitet som OLED, men den er billigere at producere.

Ifølge rygterne vil alle Pro-modellerne få ny Apple A14X-processor; den er baseret på den M1-processor, der er blevet brugt i de seneste MacBook Air, MacBook Pro og Mac mini maskiner.

 

Ifølge Bloomberg vil iPad Pro anno 2021 også få et forbedret USB-C stik, der understøtter Thunderbolt. Det vil betyde, i hvert fald i teorien, at man vil kunne tilslutte eksternt udstyr som skærme og harddiske til iPad’en.

iPad mini 2021

Apple arbejder på en ny iPad mini og den kan meget vel komme ved Spring Loaded-eventet på tirsdag. Den siges at være udrustet med en 8,4-tommer skærm med mindre ramme omkring. Den vil fortsat have Touch ID og hjem-knap – og ikke Face ID.

Apple opdaterede senest iPad mini i 2019, så der er lagt i kakkelovnen til en hastighedsforbedring med ny processor; sandsynligvis A13 eller endda A14.

 

Apple AirTags

Det er snart to år siden at de første AirTags-rygter spredtes og det er langt fra usandsynligt, at de bliver til virkelighed på tirsdag. Alt er i hvert fald forberedt; iOS 14.5, som forventes at blive lanceret tirsdag, understøtter trackere. De har optrådt i iOS-koden længe og for nyligt fortalte Apple, at Find app’en også understøtter AirTag-lignende produkter fra andre producenter.

AirTags bliver fysisk små dimser, der kan hæftes på løsøre som tasker og kufferter, hvorefter de vil kunne lokaliseres via Find, præcis som andre Apple-enheder kan i dag. AirTags vil være i stand til at udnytte hundreder af millioner af iPhones til at forblive forbundet og udnytte U1-chippen for at få nøjagtige placeringsoplysninger.

Apple TV

Det er knapt fire år siden at den nuværende Apple TV 4K-model på i handelen, så det er ved at være på tide med en opdatering. Rygterne har da også svirret i årevis, men det er langt fra sikkert, at det bliver nu, vi får den at se. Undertegnede tror først, den kommer til efteråret sammen med iPhone 13-modellerne. Men det er gætværk.

 

Rygterne hævder, at den nye Apple TV-model vil undestøtte HDMI 2.1 og 120Hz skærmopdatering. Bloomberg har også hævdet, at den vil få en ny remote, der vil kunne lokaliseres via Find appen.

Nye Mac-computere?

Apple har allerede udstyret tre af sine computere med egne processorer og den udvikling fortsætter naturligvis. Det vil ifølge selskabet selv tage omkring to år før alle Mac-computere har vredet sig løs fra Intel. Rygterne siger, at der kommer nye iMac-computere samt 14-tommer og 16-tommer MacBook Pro-maskiner i løbet af i år – men det er meget usikkert, om de lanceres allerede tirsdag. I stedet virker det mere sandsynligt, at de annonceres til juni under Apples årlige udviklerkonference.

 

Noget der taler for, at vi måske får de nye iMac-modeller at se inden da er, at Apple allerede har pillet nogle af 21,5-tommer modellerne af markedet, ligesom den (svinedyre) iMac Pro er forsvundet. 

Spring Loaded vil kunne streames via Apples hjemmeside. iNPUT vil naturligvis også dækket eventet og referere de vigtigste nyheder direkte på inputmag.dk. Du kan få nyhederne direkte i dit Facebook-feed, hvis du giver vores Facebook-side et like.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.