Det er efterhånden en del år siden den første HomePod blev lanceret. Jeg var faktisk med til lanceringen tilbage i 2017 i San Fransisco. Dengang var jeg imponeret over de smarte funktioner som på det tidspunkt var langt foran konkurrenternes smarte højttalere. Men desværre kom HomePod aldrig til Danmark – i hvert fald ikke i den version.
HomePod blev droppet tilbage i 2021, “erstattet” af den meget mindre HomePod Mini, hvilket ingen dog reelt fandt var en reel erstatning. Mærkeligt nok genopstod den så i februar i år, i næsten samme design men med nogle få forbedringer – og med meldingen om, at både HomePod og HomePod Mini var undervejs til Danmark, hvilket også har været rygtedes flere gange. Nu er højttaleren så landet på mit skrivebord.
Velkendt design Som sagt har Apple ikke pillet meget ved designet i forhold til den første udgave af HomePod. Højttaleren har et stoffet på ydersiden og er en buttet afrundet ting – egentlig hverken specielt køn eller specielt grim. Men relativt diskret, som jeg i øvrigt synes en højttaler skal være.
Ovenpå højttaleren sidder en skærm der lyser op når man taler med Siri (Siri kommer jeg tilbage til). Det er en meget lækker feature, der får hele højttaleren til at virke en smule levende.
Ledningen er en tyk stofudgave der hæfter let på højttaleren. I det hele taget er designet meget som vi kender det fra Apple – gennemført og pænt, uden at gøre alt for meget væsen af sig.
Forbilledlig opsætning Apple har altid været stort set forrest i feltet når det kommer til brugervenlighed. Det gør sig også gældende når du skal sætte HomePod op. Når du har sat strøm til den dukker den op på din telefon (hvis du har en iPhone, selvfølgelig) og så er det bare at gå igennem en meget kort guide hvor du fortæller i hvilket rum højttaleren står. Det er helt ekstremt let.
Det gode er, at højttaleren nu er indstillet for alle dine enheder – og kan bruges fra alle steder. Samtidig er Siri også klar til at tage imod ordrer – og bruger du HomeKit enheder vil du også lige med det samme kunne betjene dem via højttaleren. Det er imponerende.
Overraskende lydkvalitet Tager jeg størrelsen af HomePod med i betragtning må jeg sige, at den leverer en aldeles fornuftig lyd. Den er fyldig og præcis uden at være for skarp, og selv i et ganske stort rum giver to HomePods en fornuftig dybde i musikken. Og netop i stereo er det, at højttaleren skiller sig lidt ud; her får du altså smæk for skillingen, og selv om det ikke er på niveau med eksempelvis to Sonos Play 5’ere, ja så er der altså virkelig glimrende kvalitet at hente – også i større rum.
Sætter man et stereo par op – og det er en ganske let proces – får man en betydeligt bedre løsning end med den ene højttaler – naturligvis. Der er endnu mere bund og stereospredningen er glimrende. Det er et dyrt setup – over 5.000 kr. – men jeg synes faktisk, lydkvaliteten er det værd.
Apple vil gerne sælge HomePod som et lydsystem til tv’et også. Her bliver det en smule sværere. For godt nok er det ekstremt let at sætte op sammen med et fjernsyn – eller rettere med et Apple TV – og lyden er da heller ikke værst. Det er bare ikke i nærheden af en soundbar af en nogenlunde kvalitet – og slet ikke, hvis man tager i betragtning at der ikke er en subwoofer til at give lyden den ekstra bas der ofte skal til i film og serier. Så med andre ord; hvis du vil have lyd til din 40″ skærm i soveværelset som du alligevel bruger sammen med et Apple TV – ja, så er det meget fint at bruge to HomePods. Men hvis du i forvejen har et surroundsystem af en hvis kvalitet i stuen, så er der altså ret lang vej igen. Desværre.
Siri genopstår Jeg har altid haft det lidt stramt med Siri. Det tror jeg måske de fleste Apple brugere har. Men det er som om, Siri får nyt liv på HomePod’en. Hun er blevet meget – MEGET – skarpere og reagerer nu betragteligt hurtigere og mere præcist end den Google Assistant jeg ellers plejer at bruge derhjemme. Selv relativt komplicerede forespørgsler klarer hun uden problemer. Det er faktisk ganske imponerende, så intelligent hun er gået hen og blevet. Musik afspilles meget hurtigere end hvad jeg er vant til fra mit Sonos/Google setup – faktisk også betydeligt hurtigere end fra de Google højttalere jeg ellers også har testet. For første gang må jeg sige, at jeg er okay tilfreds med Siri. Hvem skulle have troet det? Har man bunker af Smarthome produkter derhjemme leverer Siri altså glimrende integration til hjemmet, og i hun er jo endda kommet med i Matter klubben, så det er virkelig en forandret assistent, der er bygget ind i Apples højttaler.
Skal, skal ikke…? Der hvor HomePod skiller sig ud er på dens integration med andre Apple produkter. Når du holder din iPhone hen til HomePod kommer musikinterfacet frem på telefonen, og du kan starte musik med et enkelt tryk. Du kan også flytte musikken fra iPhone til højttaleren. Når jeg kommer hjem og har AirPods i ørerne og vil lytte videre på min HomePod holder jeg simpelthen bare telefonen hen over den HomePod jeg vil lytte på – så er jeg klar. Det er ultralet, og sammen med en voldsomt simpel setup-proces gør det, at er du allerede i forvejen er i Apple-universet, ja så er HomePod virkelig en højttaler for dig.
En ting der taler imod at bruge Apple produkter er, at der kun er de to forskellige: HomePod og HomePod Mini. Godt nok vil Apple gerne have, at du bruger to HomePods sammen til at lave lyd til dit TV, men der er bare langt til en “rigtig” soundbar. Tilsammen lyder de to HomePods kun marginalt bedre end en Sonos Beam, og kobler man en Sonos Sub Mini på bliver HomePods’ene slået grundigt. Setuppet er en smule dyrere end to HomePods, ikke desto mindre er det også så meget bedre at den lidt lavere pris ikke gør op for det. Med andre ord – hvis du har et fuldblodssystem fra for eksempel Sonos er det svært at skifte det hele ud med Apples lydprodukter. Det kræver, at Apple vælger at lave en soundbar – hvilket vi så kan håbe at de gør på et tidspunkt.
Indtil videre er HomePod absolut et værdigt produkt der leverer lydkvalitet over middel og en fabelagtig integration med andre Apple produkter. Og alt det taget i betragtning er prisen endda rimelig.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Pris: 2.599 kr. HomePod fra Apple skuffer ikke - den lyder godt og... Siri virker!