TeknologiTophistorie

Apple Intelligence kommer til EU i april

I dag er der blevet åbnet for sluserne til Apple Intelligence. Til april rulles funktionerne ud til brugere i EU, lover Apple.

Apple har i dag åbnet for sluserne til Apple Intelligence for helt almindelige brugere. Det sker via softwareopdateringen iOS 18.1, der netop er blevet frigivet. Endnu kan de nye funktioner dog kun anvendes, når sproget på enheden og Siri er indstillet til amerikansk engelsk. Sådan vil det fortsat være i en rum tid.

Selv om sproget altså er begrænset til engelsk, kan EU-brugere faktisk allerede nu få adgang – i hvert fald på Mac-computere. Og til april rulles Apple Intelligence også ud til iPhone og iPad, lover Apple.

 

„Mac-brugere i EU kan bruge Apple Intelligence på amerikansk engelsk med macOS Sequoia 15.1. Fra april vil Apple Intelligence-funktioner begynde at blive rullet ud til iPhone- og iPad-brugere i EU. Det kommer til at omfatte mange af kernefunktioner i Apple Intelligence, inklusive Skriveværktøjer, Genmoji, og den nydesignede Siri med rigere sprogforståelse, ChatGPT-integration og mere,‟ skriver Apple i en pressemeddelelse.

Til gengæld må vi danskere nok væbne os med tålmodighed, hvis vi vil bruge den nye Siri og de andre inteligente funktioner på dansk. Understøttelse af sprog, ud over amerikansk engelsk, vil blive tilføjet løbende, men dansk er nok ikke topprioriteret.

 

I december vil Apple Intelligence også være tilgængelig for lokale varianter af engelsk i AustralienCanadaIrlandNew ZealandSydafrika og Storbritannien, og i april vil flere sprog blive tilføjet via til en softwareopdatering.

„Yderligere sprog kommer til i løbet af året. De understøttede sprog vil inkludere engelsk (Indien), engelsk (Singapore), fransk, italiensk, japansk, kinesisk, koreansk, portugisisk, spansk, tysk, vietnamesisk m.fl.‟ skriver Apple.

De nye Apple Intelligence funktioner

Skriveværktøjer, som er dybt integreret i iOS, iPadOS og macOS, kan hjælpe brugerne med at finjustere deres sprog ved at omskrive, korrekturlæse og opsummere tekst stort set alle steder, de skriver, f.eks. Mail, Noter, Pages og apps fra tredjeparter.

 

  • Omskriv giver brugerne mulighed for at vælge imellem forskellige versioner af det, de har skrevet – f.eks. en professionel, kortfattet eller venlig tone, alt efter opgaven og den person, der skal læse teksten.
  • Korrekturlæsning tjekker grammatik, ordvalg og sætningsstruktur og giver samtidig forslag til ændringer – og forklaringer på disse ændringer – som brugerne kan overveje eller hurtigt acceptere.
  • Brugerne kan også vælge tekst og få den opsummeret i form af et letlæseligt tekstafsnit, nøgleord i punktform, en tabel eller en liste.

Mere intelligent Fotos-app. Fotos-appen er blevet endnu mere intelligent med mange nye funktioner. 

  • Søgninger kan foretages med dagligdagssprog. F.eks. “Maja, der står på skateboard i en batiktrøje.” Det fungerer også i videoer, hvor man kan søge på enkelte scener. Søgefunktionen viser desuden intelligente forslag til færdiggørelse af søgeord.
  • Når en uønsket genstand eller person kommer med på billedet, kan brugerne med værktøjet Visk ud fjerne forstyrrende elementer uden at lave store ændringer i originalbilledet.
  • Funktionen Minder giver nu brugerne mulighed for at skabe de film, de gerne vil se, blot ved at skrive en beskrivelse. Apple Intelligence vælger herefter de bedste billeder og videoer baseret på beskrivelsen. Derefter opretter systemet et handlingsforløb med kapitler baseret på de temaer, der findes på billederne, og sammensætter dem til en film med sin egen fortælling.

Siri er blevet mere intelligent. Heldigvis vil nogen mene. Den digitale assistent har fået nyt design med lysskær langs med kanten af skærmen, når den er aktiv på iPhone, iPad eller CarPlay. På Mac kan brugerne placere Siri hvor som helst på skrivebordet, så der er nem adgang, mens de arbejder.

iOS 18.1 burde være tilgængelig på din iPhone og iPad nu.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.