Når Apple vælger nogen ud og specifikt roser dem, er det som regel lidt af et skulderklap. Det gør sig i særdeleshed gældende for app udviklere, der bliver tildelt priser for at have lavet de – ifølge Apple, i hvert fald – bedste apps i verden. I New York er det netop blevet afsløret, hvilke apps der vinder i kategorierne Bedste iPhone App, Bedste iPhone Spil, bedste iPad App, Bedste iPad Spil, Bedste Mac App, Bedste Mac Spil, Bedste Apple TV App og bedste iPad Spil. Og det er ikke nødvendigvis de mest downloadede apps og spil, der også får æren af at blive udvalgt af Apple – men det kan naturligvis være med til at booste udbredelsen af en app at den bliver udvalgt.
Herunder finder du de otte apps Apple har udvalgt.
Bedste iPhone App
SPECTRE CAMERA
AI er det nye sort, og det er da også AI Spectre bruger til at tage billeder ved lang lukketid. Spectre kan også selv finde ud af, om telefonen er placeret på et stativ. Spectre kan også tage et billede af en turistattraktion med lang lukketid og via AI fjerne de mange turister – så du får et billede af stedet helt uden mennesker. Praktisk. Appen vil kunne erstatte den indbyggede kamera app for rigtigt mange.
Bedste iPhone Spil
SKY: CHILDREN OF THE LIGHT
Hvis du altid har drømt om at flyve kan dette være spillet for dig. Du styrer Children of the Light, der skal flyve rundt i Sky og redde sjæle. Spillet har også et ret stærkt socialt element, og du møder mange andre spillere i Sky. Spillet er gratis at hente, men der er køb i appen.
Bedste iPad App
FLOW BY MOLESKIN
Moleskin er måske mest kendt for deres kalendere og andre luksus kontorprodukter, men de har faktisk en hel pakke apps også. Iblandt dem er Flow, der både kan bruges til at tage noter og til at tegne. Appen har et utal af avancerede funktioner og kan bruges til alt fra helt simple noter til meget avancerede tegninger.
Flow by Moleskin er abonnementsbaseret og koster 17 kr. om måneden – der er to ugers prøve.
Bedste iPad Spil
HYPER LIGHT DRIFTER
Hyper Light Drifter er inspireret af gamle 8 og 16 bit spil og er, ifølge udvikleren selv, en blanding af Legend of Zelda: A Link to the Past og Diablo. I spillet styrer du helten igennem en verden, der vil få nostalgien fra 90’ernes “lego-klods”-grafik op i dig.
Hyper Light Drifter koster 45 kr.
Bedste Mac App
AFFINITY PUBLISHER
Hvad enten du skal lave en pamflet til din forening eller en bog til stuebordet med billeder af hunden, så er Affinity Publisher et bud på en app, der kan stort set alt indenfor layout. Apple er også fan af, at appen kun koster 295 kr. I øvrigt findes der en hel række apps i Affinity serien, så hvis du er på jagt efter et alternativ til Adobe pakken kan dette være en god mulighed.
Bedste Mac Spil
GRIS
Gris har ikke noget med den firbenede fætter med en tryne – det er i stedet navnet på et spil som Apple altså har ment er Årets bedste Mac Spil. Gris’ hovedperson er en ung pige og historien foregår i hendes verden, som starter med at være ret trist. Efterhånden udfoldes historien, og man kan gå mere og mere i detaljer med pigens verden.
Gris koster 89 kr. og kan købes på Mac App Store.
Bedste Apple Tv app
THE EXPLORERS
The Explorers er en app der søger at samle erfaringer fra alverdens opdagelsesrejsende, kunstnere og videnskabsfolk. Sammen kan de dele billeder og video fra vores planets natur. Appen skal på sigt fungere som en slags opslagsværk.
Bedste Apple TV Spil
WONDER BOY : THE DRAGON’S TRAP
I Wonder Boy: The Dragon’s Trap bliver hovedpersonen forvandlet til en øgle og skal derefter kæmpe imod onde kræfter. Heldigvis kommer den nye øgleform med flere forskellige fordele – blandt andet kan du spytte ildkugler. Spillet får ros for både den håndtegnede grafik og musikken som er komponeret specielt til spillet.